En ballade, som vi kan lide den

Jeg ved ikke, hvem Better Person er. Jeg ved ikke, hvem John Moods er. De bor åbenbart begge to i Berlin, og de kan angiveligt begge lide at lave ballader.

Nu ved jeg, at de sammen har lavet en dejlig ballade.

Det er en ode til Moder Jord. Klaveret er enkelt, trommerne diskrete, stemningen cirka 1985. De synger let klagende, smerten er mere følsom end harm. Man kan ikke helt dechifrere, hvad de synger. Også på den måde kan det minde lidt om Lewis.

Kun artworket skuffer. At kigge på planeter er noget af det bedste, men her er det en nem løsning. En forkert løsning. Men sangen kan der ikke pilles ved. Den er flot, og vi har alle sammen lige skåret løg.



/Martin

Squirrel Flower

Ella O'Connor Williams' far har dedikeret sit liv til jazz og blues. Hendes bedsteforældre var klassiske musikere. Med inspiration i Bostons DIY-scene spiller hun selv indie rock under navnet Squirrel Flower.

Det er umiddelbart ikke langt fra Mitski. I hvert fald ikke at dømme ud fra førstesinglen Red Shoulder fra den kommende debutplade. Den hedder I Was Born Swimming og udkommer 31. januar på Polyvinyl.

Navnet kommer vi ikke uden om: Det er forfærdeligt. Man skal ikke lægge for meget i bandnavne, for de fleste er alligevel dårlige. Dette er absolut blandt de værre. Men med Red Shoulder har hun begået en nøgen, flot og rørende single, der lover godt for resten af albummet. Januar skal nok blive fin.



/Martin

Lottie Brazier

Jeg mødte Lottie Brazier for nogle år siden på Roskilde Festival. Hun dækkede festivalen for The Quietus. Som journalist har hun også skrevet for Pitchfork, The Guardian, Wire m.fl. Først for få uger siden offentliggjorde hun, at hun også laver musik. Og gudskelov for det!

Hendes debutsingle Washing Machine er netop udkommet, og det er drømmepop af den tålmodige slags. Langsom opbygning, stemningsmættet, formentlig bedre i store hørebøffer.

Der er en enorm diskrepans mellem titel og stemning i sangen. Vaskemaskinen som det mest hverdagsagtige og så den flotte produktion. Den står William Doyle i øvrigt delvist for. Samme Doyle, som indtil for få år siden kaldte sig East India Youth. Han har i øvrigt også lige udgivet ny (god) musik.

Det kan være svært at dechifrere alle ord, men Lottie kalder det selv for impressionistisk sangskrivning, som er løst baseret på en vens sygdomsbehandling kombineret med frygten for sygesikringens fremtid i Storbritannien.

Frygten ulmer i baggrunden, men det er håbet og forestillingsevnen, der vinder. Flot første single.



/Martin

El Perro del Mar synger Burt Bacharach

Jeg husker tydeligt, da jeg første gang hørte svenske El Perro del Mar i 2006. Singlen Party var og er noget af det mest triste, jeg nogensinde har hørt.

Vi kommer ind midt i en samtale. "Is it so hard to see?" er en suveræn linje at starte på. Hun forsøger at overbevise en eks om at mødes. Til en fest. Tæt på en slags stille selvdestruktion er det festen, der skal overbevise denne eks om at mødes.

Det er ynkværdigt, og det er flot. Siden dengang har jeg haft stor sympati for Sarah Assbring fra Göteborg. Nu er hun tilbage med et cover af Burt Bacharach-sangen Please Stay, der blev gjort berømt af The Drifters i 1961. El Perro del Mar har dog fundet inspiration til sit cover i 1966-udgaven af The Cryin' Shames, som er væsentligt mere sørgmodig og langsommere. Det lyder som Beach House i midten af 60'erne, og det er formidabelt.

Langsomheden har hun beholdt, og hun gør sangen ære. Ligesom i Party for 13 år siden er tristheden altoverskyggende, men her synger hun anderledes resigneret.

If I got on my knees
And I pleaded with you
Not to go but to stay in my arms
Would you walk out the door
Like you did once before
Would this time be different
Please stay, don't go

El Perro del Mar hæver sangen op over hjertesorg. Det er både metaforen om liv eller død, og det er... liv eller død.



/Martin

K. Leimer

Hvad er god ambient?

Kerry Leimer har udgivet musik siden 1979. Samme år, som Brian Eno netop gjorde udtrykket ambient udbredt om den ofte repetitive og mestendels instrumentale musik, der gør op med gængse sangstrukturer og i stedet dyrker stemning.

K. Leimer, som han kalder sig, laver god ambient. Det er godt, fordi det ikke er anstrengt. Det er godt, fordi det ikke er produktivt. Det er heller ikke skødesløst. Det er en form for arkitektur. Det er til stede, det vækker noget, men det er ikke skabt, så du bedre kan arbejde. Det er ikke lavet for at være med på en Getting Work Done-playliste på Spotify. Det er det modsatte af produktivt. Og netop derfor er det i sidste ende produktivt. For sjælen i det mindste.

Når jeg lytter til hans nyeste album, Irrational Overcast, ser jeg bygninger for mig. Måske endda byer. Eller anslag til byer. Man ser dem så langt borte, at man ikke har en chance for at se, om der er mennesker. Det er der nok. Det plejer der at være. Man ser bygningerne som fra et fly. I visse øjeblikke tænker nogle måske på Blade Runner, ligesom man kan genkalde sig mere stille øjeblikke fra Leon Vynehalls mesterlige Nothing Is Still.

God ambient kan ikke nødvendigvis tømme hovedet, men det kan rense tankerne. Vikle tråde ud. Langsomt.



/Martin

Det bedste fra Moon Duo

Jeg har altid respekteret Moon Duo, men jeg har aldrig dyrket dem. Jeg beundrer dem for at dyrke et univers, fylde det ud, arbejde tålmodigt og vedholdende.

Deres nye album, Stars Are the Light, er min favorit, og det skyldes i stor stil titelsangen, som adskiller sig væsentligt fra resten af pladen – og deres lyd helt overordnet. Den passer dog fortrinligt ind som del af et generelt mere farverigt udtryk på pladen.

De elektroniske elementer, den luftige stemmebrug hos Sanae Yamada og de vanligt repetitive elementer giver en følelse af kosmisk blip-blop, som fortjener at blive udforsket meget mere. Forestil dig coveret til Mellon Collie and the Infinite Sadness og de mest vinteragtige sange på denne plade gentænkt som sommersange blandet med en mere eventyrlig Kurt Vile.

Netop Kurt Vile har i øvrigt en smuk reference til sine venner i KV Crimes fra 2013:

Club Mate, on holiday
With a Moon Duo
Space partners

Her lyder a hen ad the på en måde, der flot blander forestillingen om bandet som band og bandet som mennesker. Repræsentation og repræsentanter. Og med space partners skriver han sig selv ind i fællesskabet, bliver en del af dem og dét, de står for. Det er et fællesskab, man også inviteres ind i med den sært tryghedsskabende Stars Are the Light.



/Martin

Richard Dawson og Gattuso

Richard Dawson er noget af en troubadour. En sand original fra det nordengelske. Peasant fra 2017 var en af det års mest originale og betagende plader i al sit vanvid, og hans koncert på Roskilde Festival 2018 var lige så underlig og herlig.

Hvor Peasant var en konceptplade, der pegede ca. 1500 år tilbage i tid, hedder Dawsons kommende plade noget minimalt futuristisk: 2020. Den er ude 11. oktober på Domino, og et par sange er allerede sluppet. Med den mildt aggressive Jogging og nu Two Halves er han i det sporty hjørne.

Two Halves udforsker et far-søn-forhold gennem fodbold, og der er rigeligt med smerte involveret. Smerte kender Dawson til som Newcastle-fan, men han sammenligner nu sig selv med et mere sydligt temperament: "in my pomp I was a chiselling Gattuso-type holding-midfielder..."

Teksten er vidunderlig, sjov og hjerteskærende. Oktober bliver en god måned.

Bellowing instructions from the touchline, that's my dad
Purple  in the face‚ getting really mad
Man  on! Man on!
An empty stadium yells "man on"
Come on! Come on!
The  cross goes sailing wildly over the heads of everyone

"Stop  fannying around! Keep it nice and simple!"
"You're not Lionel Messi‚ just pass the bloody ball!"
Man  on! Man on!
An empty stadium yells "man on"
Come on! Come on!
The cross goes sailing wildly over the heads of everyone

Perhaps  we were expecting this to be a walk in the park
But these bastards from King's Priory are kicking lumps out of us
Man on! Man on!
An empty stadium yells "man on"
Come on! Come on!
The cross goes sailing wildly over the heads

Their left back slips taking a free kick
It trickles over the mud straight to me
In desperation he scrambles and slides
I leap his flailing leg and dink it
Over the sprawled body of the goalie
The net is gaping
The ball takes a bobble and I slice wide of the mark
Everything goes quiet
Staring into the red dark of my palms
They launch a long ball into our box
Suddenly we find ourselves with a corner to defend
I am on the near-post
Somehow it gets bundled underneath my feet
At the final whistle I am inconsolable
Man on! Man on!
I reckon dad is really disappointed with me
Come on! Come on!
He tries his best to not show how he really feels

In the car home‚ he says "dust yourself down
Move on to next week's game
Shall we pick up a Chinese or would you rather fish and chips?"



/Martin