I betragtning af, hvor meget jeg lyttede til Animal Collective og Panda Bear i 00'erne – eller måske netop derfor – er det meget lidt, jeg er vendt tilbage til dem de seneste 10 år.
Det har to franske fætre ændret på. Alain og Stéphane Quême er begge house-pionerer fra Paris' festlige 90'ere, hvor de under navnene Alan Braxe og DJ Falcon havde en slags storhedstid.
Det skulle tage en pandemi, før de besluttede at udgive noget sammen, og det er der kommet en EP ud af, der lander 30. maj. Titelsangen, 'Step By Step', er med Panda Bear på vokal, og den er decideret livsbekræftende. Vejret bliver bedre, når man hører den, fordi perspektivet bliver lysere.
Tempoet er relativt lavt. Nogle toner bliver slået an, undervandseffekt er slået til, der skrues op, mens Panda Bear kommer på banen. Break. Undervandseffekten bliver slået fra, og det er ren hi-fi og det pure forår.
Herfra går det slag i slag, hvilket underbygger titlen. Det er repetitivt, og man får sympati med udsagnet. Et skridt ad gangen, så går det nok.
Man skal lige komme sig over det dårlige kunstnernavn. Selvom det også er lidt sjovt med streg under lidt.
Babehoven er først og fremmest Maya Bon, der skriver og synger sangene. Ryan Albert figurerer som koproducer, men er med i visse interviews.
Nogle af de tidligere udgivelser er fine, men den seneste EP, Sunk, er flot i al sin langsommelighed. Det er til tider en slags slowcore, tålmodigt opbygget indie-rock. Elliott Smith har været en større inspirationskilde denne gang, og det er da også tristessen, der springer i øjnene. Eller ørerne. Eller hjertet.
I en årrække har Loke Rahbek været i noget nær en liga for sig i dansk elektronisk musik. Selv kunstnernavnet Croatian Amor er noget af det flotteste herhjemme.
25. marts udkommer hans nye album Remember Rainbow Bridge, og titelsangen herfra er en ret tilgængelig og veloplagt sag. Med choppede bidder af Maria Leth Schützes stemme og tålmodigt opbygget komposition lover det særdeles godt for resten af albummet.
Cæcilie Trier er også blandt bidragyderne på albummet.
Sarah Beth Tomberlin har udgivet en fin og terapeutisk sang om at sige – eller rettere synge – sine følelser højt. Måske man sætter ord på noget, man ikke tidligere har sat ord på, eller måske man bare sætter lyd på følelser, som allerede er erkendt, men ikke anerkendt. Af sig selv, forstås.
Sangen hedder 'idkwntht', som er kort for I don't know who needs to hear this.
Kompositionen er enkel, og den samme melodi kører i ring over det samme beat hele sangen igennem. Alt er forsigtigt spillet og sunget. Efter Tomberlin har sunget en sætning, bliver den gentaget af Felix Walworth (indspiller under navnet Todd Slant).
Klaveret leverer små variationer, og ca. halvvejs slutter en tenorsax sig til rarhedsfesten.
Jana Horn fra Texas er en sangskriver, der dyrker enkeltheden. Selv siger hun, at hun omfavner det grimme, men det er ikke just det grimme, der kendetegner debutalbummet Optimism, som netop har fået en "rigtig" udgivelse på No Quarter Records efter selvudgivelse i 2021.
Jana Horns sange har en konstaterende facon, der kan minde om Phil Elverums tilgang. Produktionen – særligt trommerne – går lidt i retning af Yo La Tengo.
Jana Horn læser meget. Hun både studerer og underviser i litteratur.
Fiktionen optager hende. Hun ser magien i de sætninger, som opstår, uden man forstår hvorfor eller hvordan. Sætningerne kommer til dig, og du følger en tråd. Hun gør i hvert fald.
Optimism føles lidt som en skov. Ikke en skov, man farer vild i. Masser af lysninger, stille skridt.
