mandag den 21. juli 2008

Fokus på label: Speed of Sound

Næste indslag i vores serie tager os mod et næsten helt nyt bekendtskab inden for danske pladeselskaber - men et selskab de fleste musikentusiaster i Danmark allerede kender.

Speed of Sound blev grundlagt i starten af 2008 af medlemmerne af The William Blakes: Den ambitiøse Kristian Leth og de to brødre Frederik og Fridolin Nordsø. Ifølge dem selv for at udgive deres egen musik og for at blive en aktiv del af den "fantastiske musik, der bliver lavet i Danmark i øjeblikket."
The William Blakes selv er bestemt et udmærket band, selvom debutalbummet kan siges at mangle lidt fokus, hvis man skal være grov. Men det er også en del af konceptet, så det er svært at vurdere. På de bedre sange er det dog umuligt ikke at høre det kæmpe talent, der ligger bag. Og hvis de tør stå lidt mere på egne ben, er det ikke umuligt at forestille sig udenlandsk succes. Muligheden er der i hvert fald ude i Europa.

Af andre danske bekendtskaber er der en del forskelligt. Are We Brothers? kan skære en god popsang, men mangler stadig dybde og liveerfaring. Sidstnævnte kommer helt sikkert hurtigt, mens man kan håbe på førstnævnte. Kristian Leths soloprojekt Baron Criminel kræver lidt mere tid for mig at forstå, men jeg skal vist høre lidt mere. Jeg vil gerne forstå det, men det er endnu ikke lykkedes helt.
Så er det godt, han kan signe nogle andre interessante danske projekter! Herunder det mystiske, stille Breitklang og selskabets bedste band, Le Fiasko. Den eneste frygt for sidstnævnte band er, at de er mere talentfulde, end de er ambitiøse. Allerede nu kunne de være større, end de er, så hypemaskineriet må have noget mere olie.

/Martin

Ingen kommentarer: