Dolfish

Jeg formoder, at hver anden læser er heartbroken. Forskellige situationer, forskellige niveauer, forskellige mennesker, unikke historier. Så hvorfor ikke stå inde for det og alligevel kunne fejre weekenden.

22-årige Max Sollisch fra Columbus er ligeledes hjerteknust, og efter at have forsøgt sig med Arlo & the Otter fandt han ud af, at der måtte noget andet til. Derfor har han startet Dolfish, der forbinder hjertesorgerne med ultrakorte popperler, der tager os tilbage til et sted mellem midten af 80'erne og midten af 90'erne. Det er ret ligetil, og det forbinder fint melankolske overtoner med humoristiske undertoner. Det er bittersødt, og på den måde passer det vel også fint til weekenden med dens udskejelser og efterfølgende tømmermænd af forskellig karakter.

Det første udspil, Your Love Is Bummin' Me Out, er fem sange, der tilsammen udgør lige over otte minutters musik. Om vi kan kalde det en EP, ved jeg ikke, men dejligt og simpelt lyder det. Den officielle udgivelsesdato er Valentinsdag, og hvor de fleste udgivelser på irske Indiecater plejer at være digitale, udgiver de også denne på kassettebånd. Plademand Kevin udtaler:

"And because everyone knows CDs are dead we decided to release it on cassette as well as our usual default digital delivery. Everyone who buys the cassette will also get a digital copy for when they ditch their walkman."

Max Sollisch selv kan vist åbne weekenden med denne kommentar: "I’ve written these 5 tunes as a humorous solution to heart break. It’s very easy to get down on your life and stay inside listening to Roman Candle by Elliott Smith (and believe me I have) but this album aims at driving you out of that mindset as well as your house for a good laugh. (...) Maybe think of this album as that one friend of yours who’s a bit of an asshole but always seems to make you laugh when you’re feeling down. In fact that’s probably the only reason you keep him around, but he fills that much needed place in your life. So I guess I’m saying that this album, like your dick friend, is a bit of a one trick pony. I can live with that. Even a one trick pony deserves a ride. Hope some of this made sense."

Albummet, lad os bare kalde det en EP, kan streames hos Indiecater, og en titelsangen har de givet os til download. Med 2:26 den suverænt længste på EP'en.

MP3: Dolfish - Your Love Is Bummin' Me Out

/Martin

Destroyer og ødelagte ting

Dan Bejar er en satans rutineret herre. Han startede med musikken i midten af 90'erne tilbage i Vancouver og rykkede til Montreal, lige før det hele begyndte at eksplodere der. Dog har han aldrig opnået samme kommercielle succes som mange af byfællerne.

Men meget på bagen har han - og meget på hjerte. Solonavnet er Destroyer, hvilket er et noget særegent navn i forhold til den musik, der laves - og den umiddelbart bløde og mystiske stemme. Når det nye album ligefrem hedder Kaputt, fornemmer man dog en vis tematisk sammenhæng, der nu skuer bagud og forholder sig til manden selv.

Manden har nemlig også haft travlt med andre projekter, hvoraf han måske bedst kendes som del af The New Pornographers (Neko Case, Carl Newman m.fl.), selvom det er uvist, hvor meget manden egentlig bidrager med i dette projekt. Mange kender ham måske også gennem det (mærkeligt nok) undervurderede Swan Lake, som han deler med den venlige hund Carey Mercer og kongen selv, Spencer Krug. Nu har han tilmed startet Hello, Blue Roses med sin kæreste. Dvs. for et par år siden men uden at have modtaget den store opmærksomhed med deres debutalbum.

Nu gider jeg ikke mere biografi, så jeg springer frem til 2011 og udgivelsen af Kaputt, der er et rigtig fint og, selv i 2011, modigt album med masser af låve. Selv kærlighedsfilmmusik fra 80'erne (i særdeleshed Vangelis) hører man spor af. Det er heldigvis ikke forfærdeligt, og vi kan glæde os over, at saxofonen bliver brugt mere og mere fornuftigt i den moderne popmusik. Titlen Kaputt er i sig selv fantastisk. Masser af kærlighed tilbage til Dan Bejar herfra og en stor anbefaling fra Börneblogger. Manden går ikke efter vor tids nerve eller en kitsch lyd. Det er komplekst i al sin enkelhed og enkelt i al sin kompleksitet. Det er kærligt ment både herfra og fra Dan Bejar selv. Og det er frem for alt ærligt.

MP3: Destroyer - Chinatown

/Martin

Weekend // Det Vackra Livet // La Sera

Muligvis et misvisende billede til at akkompagnere en overskrift, der hedder noget med 'weekend'. Det ser bare så behageligt ud, at det er svært ikke at misunde en sådan udsigt, når man sidder i en lejlighed i midtbyen - og så i januar.

På billedet ser vi Katy Goodman, der udgør en tredjedel af Vivian Girls. Hun har netop skrevet under med Hardly Art med sit soloprojekt La Sera, der umiddelbart lyder ret anderledes end hovedprojektet. Det er en anelse mere drømmende, og der fyldes generelt lidt mindre ud i lydbilledet. Der er ikke sat noget højt tempo for dagen, og det er generelt en rar ting at starte fredagen med. Det selvbetitlede debutalbum udkommer 15. februar.

Før den mere festlige musik tager over om aftenen, er der lidt svensk melankoli at give sig i kast med. De to brødre Philip og Henrik Ekström fra The Mary Onettes har startet et nyt projekt ved navn Det Vackra Livet, der indtil videre lyder ret meget som, ja, The Mary Onettes på svensk. Men det er nu heller ikke det værste at lyde som, og det svenske sprog egner sig jo ligeledes ret fint til melankolsk popmusik. Sanger Philip skrev angiveligt 15 sange over et par måneder i efteråret, og det skulle gerne munde ud i et album på Labrador på et tidspunkt.

MP3: La Sera - Devils Hearts Grow Gold
MP3: La Sera - Never Come Around
MP3: Det Vackra Livet - Viljan

/Martin

Januar og Trophy Wife

Januar har indtil videre budt på mulighed for at lytte på nye sager fra en del forskellige bands. Jeg har forsøgt at knække det nye Iron & Wine, men jeg fanger ikke helt den nye retning. Med enkelte undtagelser - såsom den herlige førstesingle Walking Far From Home.

Så har andre plader imponeret mere. Det er ikke alle, jeg spiller Ducktails for, der værdsætter det, men jeg finder det nye udspil skønt og ikke alt for tilbageskuende. Det er sommertanker, der gør sig fint i halvhjertet januarvejr. Og så er det meget mere end blot et album med bidrag fra Panda Bear.

Andre dejlige plader i januar har været Tennis og The Smith Westerns. Førstnævnte er et ret simpelt udspil, medens sidstnævnte også umiddelbart forekommer ukompliceret, selvom der gemmer sig mange lag på pladen. Ja, og så er det vel umuligt at komme uden om Iceage herhjemme efter den noget voldsomme hype, de har modtaget. Men lad det da være sagt med det samme: Det er en ok plade, de har begået sig. Men den er hverken fantastisk eller banebrydende, og særligt vokalen er stærkt begrænset.

Slutteligt vil jeg i dette rodede og formentlig usammenhængende indlæg gøre opmærksom på en lovende single fra engelske Trophy Wife. Pas på med at google dem: Man kan ende med at finde et canadisk latin-prog-jam band med samme navn. De her nævnte Trophy Wife er imidlertid fra Oxford og har indtil videre kun udgivet singlen Microlite via det yderst habile Moshi Moshi. Den akkompagnerende video er et godt eksempel på, hvor langt man kan nå på et lille budget - så længe man blot har en god idé.



/Martin

Evols

Der sker ikke ret meget i Evols' musik. Der er tid og plads til refleksion, og der er ingen stress og jag. Det betyder ikke, at vi har at gøre med post-rock á la 2001 (som mange åbenbart er begyndt at finde sig for fine til). Det betyder blot, at de ikke har haft et behov for at fylde ud i lydbilledet, som man ellers har gjort i stigende grad i dette årtusind.

Omvendt er tempoet heller ikke i bund. Blandt langstrakte, tålmodige passager og harmonier er en ganske enkel elektrisk guitar samlingspunktet. Det er ret enkelt, og vi husker det måske ikke om ti år. Men pyt med det. Det er ikke alt, man værdsætter, man husker. Det gør det ikke mindre værd i øjeblikket.

Et stort glas vand står på bordet. Måske jeg blot værdsætter Winter Joy til mine tømmermænd.

'Love' stavet bagfra ud i pluralis. Det er vel ikke det dårligste budskab at komme i gang med en lørdag på.

MP3: Evols - Winter Joy
MP3: Evols - Waves of Fire

/Martin

Big Troubles

Når nu New Jersey har været så uncool i så mange år, går man med en frygt for, at det bliver et hipsterparadis. Fra forstaden Ridgewood i NJ stammer Big Troubles, og selvom potentialet er der, kan vi vist undgå at associere dem med hipstaz. Ikke blot har de valgt at have en 90'er Angelfire-side, de har også valgt at lave én, der sjældent virker ordentligt.

Ikke blot i det virtuelle univers søger de tilbage - musikken trækker også til en vis grad på My Bloody Valentine. Kvartetten har to sangskrivere, Ian Drennan og Alex Craig, og disse har vist ladet sig inspirere af førnævnte + Dinosaur Jr., Jesus and Mary Chain m.fl. Det lyder måske i sig selv ikke så originalt, men det kan vel være ligegyldigt, når musikken stadig er herlig og relevant.

Så vidt jeg ved, har de udgivet et par 7" og en enkelt fuldlængde ved navn Worry, der udkom sidste år og blev forbigået af undertegnede indtil nu.

MP3: Big Troubles - Video Rock
MP3: Big Troubles - Drastic and Difficult
MP3: Big Troubles - Georgia

/Martin

Autre Ne Veut

Det nye år har indtil videre tilladt mig at få samlet lidt op på nogle ting, der gik mig forbi sidste år. Én af disse er énmandshæren Autre Ne Veut ('jeg vil ingen andre' / 'jeg vil ikke have andre' - ikke sandt, franskkyndige?), der er en del af den whitey-bølge af R&B, der er skyllet ind over land de seneste år.

Med Autre Ne Veut er der dog tale om væsentligt mere positiv og (næsten) dansabel musik end med eksempelvis en How To Dress Well. Angiveligt skulle amerikaneren også være ret vild live. Det lyder semikitschet uden at forsøge at være, hvilket er lidt af en bedrift.

Det var årets første uge i det nye år. Må det være startet glimrende for alle.

MP3: Autre Ne Veut - Two Days of Rain

/Martin

Dårlig samvittighed fra 2010 / undskyld til disse kunstnere

Et år tæller blot 52 uger. Forleden lagde jeg en liste ud med de 30 bedste plader, jeg har hørt i 2010 - sammen med en liste over honourable mentions. Det blev tilsammen langt over 52. Det kræver ikke det store matematiske geni at regne ud, at man ikke kan nå at dykke ned i alle de plader, man gerne vil. Det bliver nemt så unfair: Nogle plader hører man 20-30 gange eller mere på et år, mens man dømmer andre på en halv gennemspilning. Ofte handler det blot om at høre noget i den rigtige situation.

Der er mange kunstnere, jeg har dårlig samvittighed over. Jeg kan f.eks. undskylde over for:

Woods
Oneohtrix Point Never
Flying Lotus
Shearwater
Perfume Genius
Marnie Stern
Crystal Castles
Gold Panda (han ser så trist ud på billedet)
of Montreal
Small Black (er jeg ved at råde bod på)

... Enten har jeg slet ikke hørt pladerne med disse kunstnere, eller også har jeg kun lyttet med et halvt øre. Og kære Robyn, jeg har kun lyttet til dine singler, men til gengæld leverede du formentlig årets popsang med Dancing On My Own. Skulle man undre sig over det, hvilket der nok ikke er nogen, der har gjort, så har EP'er ikke været talt med på listen over årets albums. Her kunne man jo nævne fine navne som Lemonade, Tan Lines, Games, Waskerley Way, Zola Jesus og mange flere. I får sikkert en chance i 2011.

/Martin

Årets album 2010 - Martin: Nr. 15-1

(Se nr. 30-16 her)

15. The National - High Violet

En del blev skuffede over High Violet, og pladen er måske også kun bandets fjerdebedste udgivelse, men når man tænker på deres evigt tårnhøje niveau, er det nu heller ikke så skidt endda. Evigt stabile er de. Så længe Matt Berninger har problemer med kvinderne, er vi andre garanteret et fantastisk bud på en kur fra ham og kumpanerne.

14. Yeasayer - Odd Blood

Det er ikke så lidt, der er sket med Yeasayer siden debutalbummet All Hour Cymbals fra 2007. Groft skitseret gik de fra et udgangspunkt med en vis bund i verdensmusikken (og i særdeleshed afropoppen) til en mere kitschet men ikke mindre alvorlig omgang popmusik med mere end et strejf af 80'er i sig. Udtrykket er ganske varieret pladen igennem, og de mestrer det lykkeligvis - fra en sang som ONE til kærlighedshymnen I Remember over Rome. Særligt vokalen imponerer med smukke fraseringer, der heldigvis aldrig tager overhånd.

13. The Tallest Man On Earth - The Wild Hunt

Kristian Matsson har med The Wild Hunt leveret et simpelt album, der endnu engang bekræfter singer/songwriterens muligheder. Disse er muligvis begrænsede eller har sværere vilkår i vor tid, men har man sange som Matsson, lyder det næsten legende let. En nemt genkendelig vokal gør det bestemt heller ikke sværere for den svenske troubadour.

12. Caribou - Swim

Et par gange i år er jeg gået glip af Caribou live, og ifølge både venner og anmeldere er det noget, man bør være bitter over. Da dette imidlertid er en dum følelse at starte et år med, vil jeg hellere glæde mig over endelig mod slutningen af året at have haft tid til at dykke ned i Swim (uh, what a pun). Angiveligt lærte Daniel Snaith først at svømme under indspilningerne til albummet og nød det i så stor stil, at han lod albummet opkalde efter denne opdagelse.

11. The Walkmen - Lisbon

Det mest imponerende ved The Walkmen er, hvor få effekter de egentlig benytter for at opnå en lyd, der både virker klassisk og alligevel komplet unik. Ingen derude lyder som The Walkmen, og i Hamilton Leithauser har de én af vor tids utvivlsomt stærkeste sangere. You don't want me / You can tell me.

10. The Deadly Syndrome - Nolens Volens

Der var lovende takter på debutalbummet The Ortolan, men bandet lod ikke til at have viljen til at forsøge sig med det store gennembrud. Det tog dem tre år, før de var klar med det mere modige og, ja, bitre Nolens Volens. Alene med en guitar spørges i albummets intro, Villain: Why don't you just go fuck off and die? / Do you need anything?. Der er en vis kynisme på spil, og albummet er i det hele taget en del mere eftertænksomt end debuten. Der er plads til lange instrumentalstykker, ligesom der også er en uhyre stærk single i Wingwalker. Yderst undervurderet og noget af en grower.

9. How To Dress Well - Love Remains

Tom Krell er en følsom mand, der gennem et stykke tid har optaget under navnet How To Dress Well (hvilket må give en del Google-hits). Han har løbende lagt sit materiale ud på nettet, og Love Remains er så titlen på noget af det stærkeste materiale fra EP'er og liveoptagelser. Stærk og skrøbelig falset, smukke sange, en nøgen sensibilitet.

8. Owen Pallett - Heartland

Owen Pallett blev åbenbart træt af at kalde sig Final Fantasy op til udgivelsen af Heartland, der skulle vise sig at være mandens bedste album til dato. Originalitetsbegrebet er en sjov størrelse, men med Owen Pallett er der vitterligt tale om en helt anden type album end noget andet, man har hørt i 2010. Et fint bud på hvordan man kan gøre tingene anderledes uden at glemme den gode melodi.

7. Emeralds - Does It Look Like I'm Here?

En skjult skat for mange og en anden af årets store overraskelser. Jeg kendte intet til dem før 2010, men deres vej til den ambiente næsten-genialitet på deres fantastisk betitlede Does It Look Like I'm Here? er åbenbart gået over en mere dronebaseret æstetik. En næsten katharsislignende oplevelse går gennem kroppen ved at afspille albummet fra start til slut - gerne med lukkede øjne. Uden tvivl årets bedste albumtitel.

6. Wild Nothing - Gemini

For en mand i starten af 20'erne har Jack Tatum et næsten overlegent kendskab til 80'erne, hvilket han både har demonstreret via mixtapes og det både umiddelbare og jagende debutalbum, Gemini. Der gives slip, og der drømmes: Your lips won't last forever / And that's exactly why I'd rather live in dreams / I'd rather die.

5. Fang Island - Fang Island

Fyldt med klichéer og tre guitarer kommer Fang Island igennem det selvbetitlede, nye album. Ofte er der ingen vokal, men der er til gengæld en hyldest til så mange musiktraditioner, at det er svært ikke at begejstres over. Rendyrket gejst.

4. Vampire Weekend - Contra

Det er ofte vanvittigt kedeligt at tale om den svære toer, og Vampire Weekend klarede også springet med en sådan elegance, at man kunne håbe, snakken blev sprunget over. Igennem albummets 10 sange er det ofte et travlt og pakket lydbillede, men er der nogen, der kan pull it off, er det de fire gentlemen. Never pick sides / Never choose between two / But I just wanted you / I just wanted you.

3. The Radio Dept. - Clinging to a Scheme

Hvor kan svenskerne få det til at lyde nemt det hele. Bandets pladeselskab Labrador har haft et stort år, og vi kroner på disse sider denne udgivelse som den bedste skandinaviske i 2010. Live skulle de være noget ustabile, men der er ingen slinger i valsen på den særdeles stilsikre Clinging to a Scheme.

2. Beach House - Teen Dream

Beach House er en umådeligt stabil duo, der leverer den ene perle efter den anden. De har endnu ikke leveret en udgivelse, der ikke var sublim, og at de på Teen Dream endda udvider og forbedrer lydbilledet er en bedrift, der næsten ikke er til at forstå.

1. Deerhunter - Halcyon Digest

I sin begejstring for Halcyon Digest beskrev en ven Bradford Cox som 'out of this world'. Der er noget ganske sandt over dette, om end det så sandelig lyder som en gruppes værk. Som en enhed. Fra start til slut en begejstret og begejstrende samling sange fra en nysgerrig gruppe musikere, der i såvel dette som i deres sideprojekter bliver ved at imponere og give os noget at tænke over.

Tak for endnu et fantastisk år.

Kh Martin

Årets album 2010 - Martin: Nr. 30-16

Top 15 kommer formentlig i løbet af de næste par dage. Det følgende er skrevet d. 1. januar, hvilket muligvis forklarer enkelte dårlige pladebeskrivelser.

30. Best Coast - Crazy For You

Det er en meget simpel plade, Bethany Cosentino har skrevet, og den skal ikke tages for mere end det: Enkel og fremragende pigepop med dagdrømmende tekster. Det er mest af alt sommermusik, og det lever højt på sin naturlige charme.

29. Arcade Fire - The Suburbs

Jeg har ikke tal på, hvor mange diskussioner jeg har haft om Neon Bible over de seneste år. Jeg holder stadig fast ved, at godt halvdelen af albummet er fremragende, medens en del af de andre sange halter såvel musikalsk som lyrisk. The Suburbs er mere ligetil, og bandet forsøger ikke for meget. De er stadig storladne, og det må de meget gerne blive ved med.

28. Los Campesinos! - Romance Is Boring

Det ville være synd at sige, at waliserne er blevet voksne, men der er sket en hel del på det nyeste udspil, hvilket singleforløberen The Sea Is a Good Place to Think of the Future måske er det bedste eksempel på. Der er stadig masser af lyriske guldkorn og en ungdommelig friskhed, der gør det svært at vente på det næste udspil.

27. Belle and Sebastian - Belle and Sebastian Write About Love

Stuart Murdoch og co. skuffer stort set aldrig. De holder niveauet fra tidligere tider gennem næsten hele det nyeste opus. De måtte gerne undlade at invitere Norah Jones med næste gang, men ellers er det svært at sætte en finger på denne seneste bedrift.

26. Delorean - Subiza

Barcelonas Delorean har haft en lidt besynderlig karriere. De var stort set ukendte uden for Spanien efter deres første albums, men EP'en Ayrton Senna fangede det internationale publikum, hvilket gav store forventninger til den følgende fuldlængde. Den viste sig heldigvis ikke at skuffe, og få plader i år har været så velegnede til sommerfester.

25. Surfer Blood - Astrocoast

Det er en overraskende klog debutplade, Surfer Blood har begået sig. Dele kan forekomme ret ligetil, men deres blanding af bl.a. surf og afrobeat resulterer i et finurligt værk med spor af både The Shins og tidlig Weezer.

24. Glasser - Ring

Californiske Cameron Mesirow har modtaget en del sammenligninger med Björk, og selvom det ikke er helt hen i vejret, minder det mig i udtryk mere om Bat For Lashes. Der er fin variation gennem albummet, og det er forholdsvis dramatisk på en både fin og underspillet måde.

23. Pantha du Prince

Små, diskrete beats og langsomt opbyggende sange. Hendrik Weber er muligvis ikke særlig spændende live, men på plade belønnes man, hvis man udviser lidt tålmod. Det er minimal techno, når det er stærkest, og det har selvfølgelig ikke gjort det værre for Weber, at han har fået Panda Bear med på Stick to My Side.

22. Broken Social Scene - Forgiveness Rock Record

Trods store forventninger skuffede det canadiske kollektiv ingenlunde med den meget rammende betitlede Forgiveness Rock Record. En helt igennem habil plade med kun få skønhedsfejl.

21. Wolf Parade - Expo 86

Det er blevet antydet, at Wolf Parade aldrig indspiller igen. Debutpladen Apologies to the Queen Mary er noget af det stærkeste i nyere tid, og de har ikke siden kunnet følge op på succesen. Medlemmernes sideprojekter har spillet en større og større rolle, og Wolf Parade har i sidste ende overtaget rollen som sideprojekt. At Mount Zoomer og Expo 86 er muligvis små skuffelser. Der er færre eksperimenter på det nyeste (og altså formentlig sidste) udspil fra canadierne, men når det kommer til rockmusik i det nye årtusinde gør få det bedre end Wolf Parade.

20. The Lower Dens - Twin-Hand Movement

Med Jana Hunter i spidsen kan det næsten ikke gå galt, fristes man til at sige, og galt går det ingenlunde på Twin-Hand Movement. Albummet er en stenet omgang for fans af Galaxie 500 - uden dog at lyde helt som disse næsten-legender. Mest imponerende er det, hvordan albummet fungerer som helhed. Som værk.

19. LCD Soundsystem - This Is Happening

Efter den fantastiske Sound of Silver var der noget at konkurrere med for James Murphy. Det lykkedes med This Is Happening, der tog lidt tid for mig at komme rigtigt ind på. And love is murderer / Love is a murderer / But if she calls you tonight / Everything is alright.

18. Menomena - Mines

Perfektionisterne fra Portland er en sjov størrelse. Der er en mærkelig, rastløs vildskab over musikken, selvom de aldrig slipper kontrollen. Man tænker sjældent over det, når man hører dem, men egentlig er kompositionerne ret stenede langt hen ad vejen. Mines er en skat, der langsomt åbner sig op for de tålmodige sjæle. Efter en del gennemlytninger fangede jeg endelig pladen i en U-Bahn i senefteråret.

17. No Age - Everything In Between

Der er lidt mere vrede på duoens seneste plade end på de tidligere. En næsten heroisk bitterhed visse steder. De er fortsat forrygende sangskrivere, og en sang som Glitter må være blandt årets allersmukkeste.

16. Sambassadeur - European

Én af årets største positive overraskelser. Et helt igennem behageligt og sympatisk album fyldt med popperler. Musik, der er så gennemført rar, at man kun kan blive bekræftet i menneskehedens (trods alt) positive potentiale gennem den. Wowza.

(15-1 kan findes her)