Top 15 kommer formentlig i løbet af de næste par dage. Det følgende er skrevet d. 1. januar, hvilket muligvis forklarer enkelte dårlige pladebeskrivelser.30. Best Coast - Crazy For You
Det er en meget simpel plade, Bethany Cosentino har skrevet, og den skal ikke tages for mere end det: Enkel og fremragende pigepop med dagdrømmende tekster. Det er mest af alt sommermusik, og det lever højt på sin naturlige charme.
29. Arcade Fire - The Suburbs
Jeg har ikke tal på, hvor mange diskussioner jeg har haft om Neon Bible over de seneste år. Jeg holder stadig fast ved, at godt halvdelen af albummet er fremragende, medens en del af de andre sange halter såvel musikalsk som lyrisk. The Suburbs er mere ligetil, og bandet forsøger ikke for meget. De er stadig storladne, og det må de meget gerne blive ved med.
28. Los Campesinos! - Romance Is Boring
Det ville være synd at sige, at waliserne er blevet voksne, men der er sket en hel del på det nyeste udspil, hvilket singleforløberen The Sea Is a Good Place to Think of the Future måske er det bedste eksempel på. Der er stadig masser af lyriske guldkorn og en ungdommelig friskhed, der gør det svært at vente på det næste udspil.
27. Belle and Sebastian - Belle and Sebastian Write About Love
Stuart Murdoch og co. skuffer stort set aldrig. De holder niveauet fra tidligere tider gennem næsten hele det nyeste opus. De måtte gerne undlade at invitere Norah Jones med næste gang, men ellers er det svært at sætte en finger på denne seneste bedrift.
26. Delorean - Subiza
Barcelonas Delorean har haft en lidt besynderlig karriere. De var stort set ukendte uden for Spanien efter deres første albums, men EP'en Ayrton Senna fangede det internationale publikum, hvilket gav store forventninger til den følgende fuldlængde. Den viste sig heldigvis ikke at skuffe, og få plader i år har været så velegnede til sommerfester.
25. Surfer Blood - Astrocoast
Det er en overraskende klog debutplade, Surfer Blood har begået sig. Dele kan forekomme ret ligetil, men deres blanding af bl.a. surf og afrobeat resulterer i et finurligt værk med spor af både The Shins og tidlig Weezer.
24. Glasser - Ring
Californiske Cameron Mesirow har modtaget en del sammenligninger med Björk, og selvom det ikke er helt hen i vejret, minder det mig i udtryk mere om Bat For Lashes. Der er fin variation gennem albummet, og det er forholdsvis dramatisk på en både fin og underspillet måde.
23. Pantha du Prince
Små, diskrete beats og langsomt opbyggende sange. Hendrik Weber er muligvis ikke særlig spændende live, men på plade belønnes man, hvis man udviser lidt tålmod. Det er minimal techno, når det er stærkest, og det har selvfølgelig ikke gjort det værre for Weber, at han har fået Panda Bear med på Stick to My Side.
22. Broken Social Scene - Forgiveness Rock Record
Trods store forventninger skuffede det canadiske kollektiv ingenlunde med den meget rammende betitlede Forgiveness Rock Record. En helt igennem habil plade med kun få skønhedsfejl.
21. Wolf Parade - Expo 86
Det er blevet antydet, at Wolf Parade aldrig indspiller igen. Debutpladen Apologies to the Queen Mary er noget af det stærkeste i nyere tid, og de har ikke siden kunnet følge op på succesen. Medlemmernes sideprojekter har spillet en større og større rolle, og Wolf Parade har i sidste ende overtaget rollen som sideprojekt. At Mount Zoomer og Expo 86 er muligvis små skuffelser. Der er færre eksperimenter på det nyeste (og altså formentlig sidste) udspil fra canadierne, men når det kommer til rockmusik i det nye årtusinde gør få det bedre end Wolf Parade.
20. The Lower Dens - Twin-Hand Movement
Med Jana Hunter i spidsen kan det næsten ikke gå galt, fristes man til at sige, og galt går det ingenlunde på Twin-Hand Movement. Albummet er en stenet omgang for fans af Galaxie 500 - uden dog at lyde helt som disse næsten-legender. Mest imponerende er det, hvordan albummet fungerer som helhed. Som værk.
19. LCD Soundsystem - This Is Happening
Efter den fantastiske Sound of Silver var der noget at konkurrere med for James Murphy. Det lykkedes med This Is Happening, der tog lidt tid for mig at komme rigtigt ind på. And love is murderer / Love is a murderer / But if she calls you tonight / Everything is alright.
18. Menomena - Mines
Perfektionisterne fra Portland er en sjov størrelse. Der er en mærkelig, rastløs vildskab over musikken, selvom de aldrig slipper kontrollen. Man tænker sjældent over det, når man hører dem, men egentlig er kompositionerne ret stenede langt hen ad vejen. Mines er en skat, der langsomt åbner sig op for de tålmodige sjæle. Efter en del gennemlytninger fangede jeg endelig pladen i en U-Bahn i senefteråret.
17. No Age - Everything In Between
Der er lidt mere vrede på duoens seneste plade end på de tidligere. En næsten heroisk bitterhed visse steder. De er fortsat forrygende sangskrivere, og en sang som Glitter må være blandt årets allersmukkeste.
16. Sambassadeur - European
Én af årets største positive overraskelser. Et helt igennem behageligt og sympatisk album fyldt med popperler. Musik, der er så gennemført rar, at man kun kan blive bekræftet i menneskehedens (trods alt) positive potentiale gennem den. Wowza.
(15-1 kan findes her)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar