Destroyer og ødelagte ting

Dan Bejar er en satans rutineret herre. Han startede med musikken i midten af 90'erne tilbage i Vancouver og rykkede til Montreal, lige før det hele begyndte at eksplodere der. Dog har han aldrig opnået samme kommercielle succes som mange af byfællerne.

Men meget på bagen har han - og meget på hjerte. Solonavnet er Destroyer, hvilket er et noget særegent navn i forhold til den musik, der laves - og den umiddelbart bløde og mystiske stemme. Når det nye album ligefrem hedder Kaputt, fornemmer man dog en vis tematisk sammenhæng, der nu skuer bagud og forholder sig til manden selv.

Manden har nemlig også haft travlt med andre projekter, hvoraf han måske bedst kendes som del af The New Pornographers (Neko Case, Carl Newman m.fl.), selvom det er uvist, hvor meget manden egentlig bidrager med i dette projekt. Mange kender ham måske også gennem det (mærkeligt nok) undervurderede Swan Lake, som han deler med den venlige hund Carey Mercer og kongen selv, Spencer Krug. Nu har han tilmed startet Hello, Blue Roses med sin kæreste. Dvs. for et par år siden men uden at have modtaget den store opmærksomhed med deres debutalbum.

Nu gider jeg ikke mere biografi, så jeg springer frem til 2011 og udgivelsen af Kaputt, der er et rigtig fint og, selv i 2011, modigt album med masser af låve. Selv kærlighedsfilmmusik fra 80'erne (i særdeleshed Vangelis) hører man spor af. Det er heldigvis ikke forfærdeligt, og vi kan glæde os over, at saxofonen bliver brugt mere og mere fornuftigt i den moderne popmusik. Titlen Kaputt er i sig selv fantastisk. Masser af kærlighed tilbage til Dan Bejar herfra og en stor anbefaling fra Börneblogger. Manden går ikke efter vor tids nerve eller en kitsch lyd. Det er komplekst i al sin enkelhed og enkelt i al sin kompleksitet. Det er kærligt ment både herfra og fra Dan Bejar selv. Og det er frem for alt ærligt.

MP3: Destroyer - Chinatown

/Martin