Ford & Lopatin

Tilbage i november skrev jeg lidt om Games, et bilspil- og italo disco-inspireret projekt af Daniel Lopatin (Oneohtrix Point Never) og Joel Ford (Tigercity). De stod i 2010 bag en fremragende EP ved navn That We Can Play.

Nu har de imidlertid skiftet navn til det mere Google-venlige Ford & Lopatin, og med det nye navn venter også en fuldlængdeudgivelse, Channel Pressure, der udkommer 7. juni via Software.
At dømme ud fra førstesinglen Emergency Room er der imidlertid sket lidt med duoens æstetik, der er knap så kitschet som på EP'en. Bassen er også mere markant. Alt imens denne første single lyder ganske lovende, kan man håbe, albummet byder på lidt mere hyldest til arkadespil, når vi til sommer får albummet.

MP3: Ford & Lopatin - Emergency Room

/Martin

Lumerians

Jeg har forsøgt at komme i tanke om, hvordan jeg stødte på Lumerians fra San Francisco. Det har ligget på min computer blandt masser af andet ny musik, og jeg er af og til vendt tilbage til det de sidste par uger. Det har sneget sig ind på mig på flere forskellige måder, lader det til.

Med referencer til prog, psych og andet godt fra havet har de en dejlig aura af mystik omkring sig uden at syre for meget ud til at glemme de gode sange. Fødderne på jorden og hovedet skjult i sky - som på billedet. Albummet Transmalinnia udkom på Knitting Factory Records 1. marts.

MP3: Lumerians - Atlanta Brook

/Martin

Bill Callahan med tempoforskelle

Jeg kom ret sent ind på Bill Callahan. Jeg har endnu ikke undersøgt alt baggrundmaterialet. Faktisk langt fra. Men med 14 - hvis jeg ellers kan tælle denne søndag - fuldlængdeudgivelser bag sig under sit eget navn eller som Smog er der da også nok at give sig i kast med. Dertil kommer også en del EP'er.

Med sin dybe røst inkarnerer han en både betryggende og delvist foruroligende visdom og integritet. Betryggende som en beskyttende formidler og foruroligende gennem genlevelse af de formidlede følelser. 19. april er han klar med sit nye album, der med titlen Apocalypse også lyder lettere foruroligende og kun kan være en herlig sag.

Den yderst habile Baby's Breath fra pladen er frigivet, og den byder på nogle yderst elegante temposkift blandet med sublimt samspil mellem akustisk og elektrisk guitar. Som altid er det Drag City, der står bag udgivelsen, og der skulle være noget at glæde sig til.

MP3: Bill Callahan - Baby's Breath

/Martin

Ø

Akron/Family har med S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT begået ét af årets hidtil smukkeste albums. Albummets måske smukkeste sang har nu fået en video, der bestemt er den værdig: Island.

Ordet får lov at stå alene, som det sig hør og bør i disse tilfælde. I dette tilfælde mellem kolon og punktum. Noget går forud og forsøger at definere. Noget andet danner ramme om en afslutning. Drømmen starter og slutter. Men drømmens afslutning tager ingenlunde glansen af drømmen.

Daniel Michael Gahrs video følger sangens stemning og befinder sig i en afklaret bevidsthed, der alligevel giver sig selv lov at drømme videre - og genleve drømmen. Det er en slags begær, der ikke skal ødelægges af definitioner forskruet af ProSieben, SATC, sociale medier, Femina, Milano mm. I al sin paradoksale virkelighed (måske er realitet et bedre ord) er der vel tale om et uskyldigt begær, hvilket jeg bestemt tror på eksistensen af.

Akron/Family - Island

Island by Akron/Family from Secretly Jag on Vimeo.

/Martin

Telekinesis

Vi fortsætter de foregående indlægs positive toner med lidt lettilgængelig amerikansk bilmusik. Telekinesis er hverken mesterligt eller banebrydende, og det besidder heller ikke en coolness, der kan vinde dem helsidesartikler i de rigtige magasiner. Alt imens det ikke betyder, at der ikke er nogen lyttere til det - det er der bestemt - må man nogle gange også bare indrømme, at man har behov for en simpelt skåret, guitarbåren popsang.

Michael Benjamin Lerner er en 24-årig sangskriver, der gennem et samarbejde med guitaristen Chris Walla fra Death Cab for Cutie fik produceret nogle sange, der endte med at blive udgivet på Merge - og senere Morr. Samarbejdspartnere med en vis magt må man sige. I 2009 udgav han det næsten selvbetitlede debutalbum Telekinesis! og har så i går fulgt op med 12 Desperate Straight Lines. Lerner står vist bag det meste selv, men nu har han fået samlet et band at turnere med. Så må vi se, om de lægger vejen forbi Europa.

Nu da vi på siden er begyndt at benytte SoundCloud oftere, må det hellere siges for dem, der ikke har benyttet det så meget, at man ofte kan downloade MP3'en via den lille pil til højre. Som det eksempelvis er tilfældet med denne sang.

Der findes imidlertid en mere poppet version af sangen, der fjerner den lo-fi-følelse, der kan høres i nedenstående version. Det klæder sangen med den renere produktion, og såfremt jeg finder versionen igen, kommer den naturligvis på siden.

Telekinesis: dirty thing by morrmusic

/Martin

unouomedude

For to dage siden var det præcist et år siden, jeg sidst skrev om Idiot Glee. Siden var jeg heldig nok til at se ham på det nu hedengangne Bang Bang Club (senere blevet til Levee). På det seneste er jeg faldet for unouomedude, der deler visse ligheder med Idiot Glee. Det er ikke blot harmonierne og naiviteten.

Der er noget ved letheden i musikken. Den bevæger sig ubekymret af sted med en vis bevidsthed om fortiden og uden bekymring for fremtiden. Den svæver vel egentlig mere, end den flyver af sted. Bag unouomedude står en 20-årig gut fra Jacksonville, California, og han forstår sig på solskin uden at forcere det.

Såfremt man skulle have svært ved at tilgive ham et kunstnernavn, der ikke ligger lige til højrebenet, skal det nævnes, at han ikke selv er helt vild med det længere, men at han blot værdsætter, hvordan det ser ud. I det hele taget er det en fornøjelse at læse nogle af de interviews, der er til rådighed med ham, da han tager alting med en ophøjet, næsten stoisk ro. Forbløffende. Må han blive ved med at spytte solskinspop ud til os.

En masse gratis musik kan findes på hans Bandcamp, og særligt Island Summer kan anbefales.

Island Summer by unouomedude

/Martin

Team Me

Den norske musikscene blomstrer endelig. Det er muligvis hårde ord, men inden for visse stilarter kan Norge siges enten at have haltet lidt efter de nordiske brødrelande eller at have holdt deres mindre mainstreamkunstnere mere eller mindre hemmelige.

I år har én af deres åbenbaringer været unge Einar Stray og hans orkester, og nu stormer Team Me frem med deres kuriøse og energiske blanding af Sufjan Stevens, Patrick Wolf, Jonquil og danske Efterklang. Ikke at de kan holdes til fire referencer, men de blander elegant kvaliteter fra disse nævnte kunstnere. Og nu da folk begynder at få øjne og ører op for Treefight For Sunlight, er det måske heller ikke helt forkert at sige, at lidt af den samme ånd kan findes hos såvel nordmændene som danskerne.

At kalde noget for naivt i 2011 er næsten umuligt, men om ikke andet er der tale om en hyldest til naive sjæle. De ved per definition ikke, hvem de er, men der er al mulig god grund til at hylde dem. Lad denne weekend stå i deres tegn. Team Me er upbeat popmusik, der nok skal finde et større publikum. Det fortjener de.

Team Me - Dear Sister by Anorak London

/Martin

Nyt fra The Wrens

Hvis man kender The Wrens, har man muligvis behov for at læse overskriften to gange. Visse ting i livet kræver tid, og sådan er det mildest talt også med The Wrens' proces i forhold til at indspille plader. Produktive er de ikke just, og efter et par langspillere i 90'erne måtte man vente syv på den mesterlige The Meadowlands fra 2003.

Tilbage i januar 2009 var der rygter om et nyt album fra veteranerne (med kun tre fuldlængder bag sig...), hvilket vi også med glæde skrev om her på siderne. Gruppen lovede en ny plade ved årets udgang, og pladeselskabet, det glimrende Absolutely Kosher, var med god grund skeptiske. Mere end to år senere venter vi stadig på denne plade.

Til gengæld har der været mulighed for at høre nogle nye demoer, og nu er endnu én sluppet løs. En glimrende én af slagsen og på alle måder en typisk The Wrens-sang. Den gør det ikke nemmere at vente på det nye udspil, som forventes udkommet inden årtiet er omme.

MP3: The Wrens - As I've Known

/Martin

Seapony

Seapony fra Seattle har indtil videre kun udgivet en 7" på et par sange, og de har en vis styrke i ikke at repræsentere noget nyt under solen. Forstået på den måde at de i stedet tydeliggør, at der rent faktisk er en sol at befinde sig under. Ikke at der blot er en sol, eller at vi 'blot' er til (sidstnævnte sætning kræver vist desarmerende anførselstegn). Men bevidstheden om - og erkendelsen af betydningen af - de to størrelsers samspil.

Afhængighedsforhold. Afhængighed generelt. Her er ikke tale om afhængighed som en farlig eller alarmerende størrelse. Det er afhængighed som et romantisk begreb. En slags omfavnelse af svagheden, der vender den til en styrke i ro og mag.

Enkel guitarpop. Fint på en lørdag med solskin eller en gråvejrsdag, der lader som om, solen er fremme. De to sange på 7" kan findes på deres Bandcamp.

MP3: Seapony - Dreaming

/Martin

Lidt af hvert

Den seneste tid har været meget travl, hvilket antallet af indlæg formentlig vidner om. For tiden nyder jeg i særdeleshed Twitter-updates fra Los Campesinos!, der stort set kun handler om fodbold.

Generelt nyder jeg simple kendsgerninger, ytringer og bemærkninger, der ikke forsøger at være mere, end de er.

Marts. Fantastisk.

Her er lidt af hvert. Ganske simpelt. Snarligt vender jeg tilbage med lidt mere sammenhængende beskrivelser.

MP3: Princeton - To The Alps
MP3: Mood Rings - Year of Dreams
MP3: Mind Spiders - Don't Let Her Go

/Martin

Stations in the Valley

Jeg holder det simpelt i dag. Jeg var aldrig en stor fan af Secondsmile, men omvendt gav jeg dem heller aldrig en fair chance eller værdsatte post-hardcore dengang. Nu spiller de sammen som Stations in the Valley, og det er egentlig ret simpel og gejstfyldt popmusik med et sydengelsk touch.

Jeg forestiller mig, at en del af lytterne ikke vil kunne lide det i første omgang, og at vokalen måske kan være en forhindring. Men tænk på solen (eller kig ud) og nyd en simpel perle. Gratis download af første udspil Finders Keepers på Bandcamp.

/Martin

Sleep ∞ Over

Jeg har det meget ambivalent med genrebetegnelsen "witch house". Den er selvfølgelig - i øvrigt som alle andre betegnelser - ikke andet end et navn, der i sig selv lyder enten begrænsende, vag eller fjollet. Men den giver på mystisk vis mening til tider. Netop fordi den er så flyvsk. Apropos ordet 'flyvsk' kommer der muligvis snart et essay om netop dette fantastiske begreb.

Det er egentlig ikke, fordi dagens indlæg som sådan er die hard witch house. Snarere er der et element af det i musikken. Jeg ville muligvis blot benytte lejligheden til endnu engang at ironisere over, hvad jeg egentlig er så afhængig af: Beskrivelser. Halvdelen af læserne er muligvis blevet utålmodige, og det er måske også på tide at komme videre. Marts måned har indtil videre været fantastisk, og til nattetimerne har særligt Sleep ∞ Over (også kendt som Sleep Over Forever) været et smukt bekendtskab.

Og hvorfor så det witch house? Egentlig er det hverken så mystisk eller skræmmende endda. Det er vel snarere en videreudvikling af en art eksperimenterende dream pop. Det absolut magiske i musikken ligger i den nære distance. Eller den distancerede nærhed. Et næsten præcist sted mellem bevidsthed og drøm. Følelsen af at række ud efter noget uden at kunne nå det - men samtidig uden at være i nærheden af frustration. I stedet forbliver man i håbet, der aldrig udvikler sig til erkendelse af illusion. Et umiddelbart meget snævert rum, der alligevel er så uendeligt stort som bandnavnet antyder.

MP3: Sleep ∞ Over - Casual Diamond

/Martin