Beachwood Sparks: Back in town, out of style

Én af årets hidtil mest vanedannende plader kommer fra veteranerne Beachwood Sparks, der i det sene forår udgav The Tarnished Gold efter en udgivelsespause på godt ti år. I 2000 udgav de debutalbummet Beachwood Sparks og fulgte året efter op med Once We Were Trees, før de gik hver til sit efter EP'en Make the Cowboy Robots Cry i 2002.

Alle plader er udgivet på Sub Pop, og der skulle en jubilæumsfest for selskabet til, før bandet blev lokket til at finde sammen igen i 2008. Den nye plade afspejler fint denne (retfærdigvis lidt overfladisk gengivne) biografi, hvad angår både stil og narrativ. Afslappet og sympatisk. Der er fyldt med lovende og endog fantastiske øjeblikke, som de på det nærmeste ikke gider følge op på. Det er reflekteret, afslappet og befriende uhipt. Nærmest herligt uambitiøst i al sin renhed.

Det er svært at spore en aktuel zeitgeist, der spiller ind i bandets æstetik. Det er nærmest håbløst umoderne, selvom man kan høre spor af både The Clientele (særligt i åbneren Forget the Song), Dean Wareham / Luna (f.eks. Earl Jean) og Neil Young (Alone Together og titelnummeret). Gruppen beskrives ofte som alternativ country, og det vil jeg ikke her skyde ned, men der er naturligvis en del mere, der kan tilføjes paletten.

Beachwood Sparks er lyden af et band, der har oplevet en storslået stilhed med klarhed til følge. Hesychia. The Tarnished Gold er muligvis et endeligt farvel til Beachwood Sparks (at dømme efter både visse indikationer i teksterne og bandets biografi), men det er en ganske fabelagtig plade, der ikke prøver på noget. Den retfærdiggøres af sin blotte eksistens og er på det nærmeste majestætisk country-pop. Intet behov - ingen mulighed - for enunciationsparadigmatisk karakter her.

MP3: Beachwood Sparks - Forget the Song
MP3: Beachwood Sparks - Sparks Fly Again





/Martin