mandag den 6. august 2012

How to Dress Well og havbunden

Forventningerne til det kommende album fra How to Dress Well er efterhånden temmelig store, hvilket på det nærmeste må betegnes som en sommerlig underdrivelse. Debutalbummet Love Remains brillerede som én af de første quasi-R&B-crossover-udgivelser, der virkelig fangede bredt og gjorde mange opmærksom på nogle kvaliteter, de havde savnet i den mere guitarorienterede ende gennem de seneste år. Men dén historie er allerede gammel.

I internettid er førstesinglen Ocean Floor for Everything også allerede gammel, idet den har været tilgængelig via Tom Krells egen SoundCloud siden slutningen af maj. Dels har jeg været langsom til at få den hørt, og dels er den så fremragende, at den bør få lidt mere opmærksomhed. Det hele starter med en slags kald, der med titlen in mente snildt kunne komme fra havets bund - uden nogen form for logik på spil her. Efter godt et halvt minut får vi så de blødeste toner, der ville gøre selv jj misundelige. Som sangen udvikler sig, bliver man på én gang mismodig og fortrøstningsfuld, og når beatet endelig sætter ind, må man give sig helt hen. Der er en underlig feedback-empati på spil, der kan minde om to fulde venner, der med et både smukt og akavet kram forvirrer resten af festen.

Den nye plade har fået den overgivende titel Total Loss, hvilket må siges at være et interessant valg som en slags fortsættelse på debuten. Udgivelsesdatoen er sat til 18. september. Acéphale har Nordamerika, og Weird World påtager sig opgaven at dele ud til resten af verden.



/Martin

1 kommentar:

turboschlosser sagde ...

Det er et klasse album Martin - der er meget at se frem til!