De står selv bag udgivelsen, og de har forlængst opgivet den store karriere, der blev spået dem omkring udgivelsen af debutalbummet The Ortolan fra 2007. De var ikke udpræget lykkelige for arbejdet fra Dim Mak, og selskabet har da heller ikke haft en tilfredsstillende udvikling siden da.
The Deadly Syndrome er evigt undervurderede, og det er der flere grunde til - ud over blot mangel på marketing og begrænset eksponering. De har mange loyale fans (heriblandt undertegnede), og bandet kræver nogle gange lidt af denne loyalitet og dertilhørende tålmod. Ikke at det er svært tilgængeligt, tværtom! Snarere da det hverken er banebrydende eller i forlængelse af en strømning. På mange måder er det bare. Man må acceptere det på dets egne præmisser, før man kan se ud over det umiddelbart genkendelige og øjne de små særkender, der gør det til så ren en plade (som Nolens Volens også var det). Det er meget spidsfindigt, og det er modigt, da det ikke på overfladen hævder at ville noget anderledes. Man skal blot tage det ind, før helheden tegner et billede af et band, der har fundet sig selv som det, der aldrig bliver (eller en slags insisteren i Schelling'sk forstand). Men det er, og denne modsætning er dén særlige dynamik, der hersker pladen igennem. Guitarbaseret L.A.-minimal-eksistentialisme anno 2012.
Det er muligvis ikke så kynisk som sidste udspil, men det er sjældent letsindigt, som det ofte var det på debuten. Det hele starter med optakt til larm, og det hele slutter på samme måde. Alt imellem er, tja, alt imellem. De når vidt omkring, og de er altid på vej. På rette spor. Det går på sin vis langsomt med The Deadly Syndrome, og jeg håber aldrig, de får travlt igen.
Køb All in Time direkte fra bandet (trykt med hjælp fra deres fans). Det hele kan streames fra deres SoundCloud.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar