The Dodos var klar til at erobre verden med gennembrudspladen Visiter i 2008. På sin vis gik det hele for stærkt, og allerede året efter var de ude med en antiklimatisk opfølger, hvor de havde forsøgt sig med producerhjælp fra højtagtede Phil Ek, hvilket i høj grad spolerede bandets lyd.
I 2011 udgav de så den glimrende No Color, der imidlertid ganske klart afspejlede, hvorledes de havde misset chancen og aldrig skulle blive den store forløsning, mange havde ventet i 2008. Det skete muligvis ikke i al stilhed, men der var forbavsende lidt opmærksomhed omkring udgivelsen.
Vi kan muligvis forvente det samme med den kommende Carrier, hvorfra bandet allerede har sluppet to stærke singler. Pladen udkommer d. 27. august på Polyvinyl. Da det fremragende band Women gik i hi (læs min hyldest her), ja, reelt opløsning, sluttede guitaristen Christopher Reimer sig til The Dodos indtil sin alt for tidlige død i 2012. Det var altså ganske kort, men der er blevet spekuleret meget i, hvilken indflydelse han nåede at have på The Dodos. Sanger Meric Long har selv udtalt, at Reimer nåede at betyde ganske meget, og selvom man muligvis kan læse det ind i de to første singler, er det formentlig bedst at vurdere det, når hele pladen er tilgængelig.
Efter førstesinglen Confidence har bandet netop delt den endnu stærkere Substance. Og giv os nu bare det femte album snart.
/Martin
mandag den 1. juli 2013
The Dodos tilbage med en vis vitalitet
Etiketter:
Christopher Reimer,
Meric Long,
Polyvinyl,
The Dodos,
Women
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar