fredag den 28. juni 2013

Ellery James Roberts skråler igen

Manchester-bandet WU LYF nåede kun at udgive et enkelt album, Go Tell Fire to the Mountain, før de gik i opløsning. Pladen var én af de absolut mest interessante anno domini 2011, og deres såkaldte heavy pop var aldeles forfriskende.

Nu er sanger Ellery James Roberts klar med første single som soloartist, og det lyder umådeligt spændende. Roberts' stemme er vanvittig som altid, og hans brug af det bageste af halsen får nærmest karakter af en growlende Tom Waits i yngre dage.

Denne gang er der imidlertid tale om en slags stadion synthpop og helt uden guitar. Det er stort anlagt med lange synthflader, herlig synthtrompet og et smadret beat taget fra Clams Casino og dennes I'm God (ja, han er mere gud, end du er, Kanye).

Førsteudspillet Kerou's Lament er noget af det vildeste og mest ambitiøse, jeg længe har hørt, og Roberts kan måske udløse det store potentiale, der var i WU LYF med dette væsentligt mere elektroniske projekt.

To the powers of old / To the powers that be / You fucked up this world / But you won't fuck with me



/Martin

Ingen kommentarer: