bEEdEEgEE

Gang Gang Dance er ét af de få bands, som det bliver nemmere at vende tilbage til, og som virkelig undsiger sig for megen tidsånd. Én af deres vigtigste komponenter er den keyboardkyndige Brian DeGraw, der er ved at være klar med sin første soloudgivelse under den larmende forkortelse bEEdEEgEE.

Den 3. december udkommer SUM/ONE via 4AD. Til albummet har DeGraw fået hjælp fra forskellige sangere, herunder Alexis Taylor fra Hot Chip, Douglas Armour, (selvfølgelig) bandkollega Lizzi Bougatsos og Lovefoxxx fra CSS.

Sidstnævnte er med på den forrygende single Flowers, der på det nærmeste kombinerer Saint Etienne med den så pirrende utryghed, der gerne lurer hos Gang Gang Dance. Det lyder også til tider hen ad noget lidt mørkere Annie, hvilket også går fint i spænd med associationer til Saint Etienne.

Hvis man kan slæbe sig af sted på en oplagt måde, er det vel sådan, vi kan beskrive denne fine form for post-disco. Herlige sager!



/Martin

Alle i verden udgiver nyt - også A Silver Mt Zion

Forleden offentliggjorde mange gode bands på én og samme dag, at de havde nye plader på vej. Tyske the Notwist, svenske CEO og minsandten også canadiske Silver Mt. Zion (eller Thee Silver Mt. Zion som de måske kalder sig i øjeblikket). Nu har også Liars meldt sig på banen, så 2014 skal nok blive helt okay.

Personligt har jeg altid været mest til Silver Mt. Zion i deres mere stille øjeblikke, hvor moderskibet Godspeed You! Black Emperor har været bedre til virkelig at buldre løs. Her tænkes særligt på Silver Mt. Zions følsomme øjeblikke som The Triumph of Our Tired Eyes (2001) eller decideret deprimerende som 13 Angels Standing Guard 'round the Side of Your Bed (2000).

D. 21. januar udgiver de deres nye plade Fuck Off Get Free We Pour Light On Everything. Naturligvis på Constellation. Efrim Menuck leder stadig slagets gang, og protestsangene skrives nu som kvintet. De laver ikke just singler, men pladens 14 minutter lange Austerity Blues er nu tilgængelig i en 7 minutter lang redigeret udgave. Man er tæt på at udbryde, at det jo nærmest lyder som et rockband. Spændende bliver det at høre hele pladen. Der er meget at protestere imod i denne verden, og canadierne plejer jo at være gode til det.



/Martin

Skin Town og én af årets bedste popsange

Det går langsomt med opdateringerne for tiden. Det beklager jeg. Arbejde hver dag og aften. Men jeg lytter. Jeg tager noget ind. Jeg forelsker mig i popmusikkens nedbrydning af grænser, der for tiden er meget, meget stærkere end den eksperimenterende musik, der lader til snarere at være mere interesseret i demarkationer.

Skin Town fra L.A. Intimt og fremmedgjort. Personligt og distanceret. Der er mere end blot en snert af erotik på spil, men vi når ikke til desperationen.

Skin Town. En duo, der består af sangerinde Grace Hall og Nick Turco (bl.a. kendt fra sit arbejde med Zola Jesus). En duo, der skaber mørk R&B, der til tider lyder som farvede pærer i kolde vintertider. Jul uden for juletid måske. Som flere af gadescenerne i Gremlins før de små monstre overtager byen. Men R&B er det som sådan heller ikke. Til tider kan det minde lidt om The Weeknd, før han besluttede sig for at lave alt for mange sange på én gang uden at arbejde nok på dem.

Debutalbummet The Room er ude nu via Time No Place. Mørk popmusik, der ofte rammer plet, som de bl.a. gør det med Ice Crystal Palace. Én af årets absolut stærkeste popsange.



/Martin

Worriers og overgangen fra punk til folk

Tidligere i år udgav Don Giovanni Records det umådeligt stærke andet album fra Waxahatchee, Cerulean Salt. Nu er endnu en slagkraftig kvinde klar til at profilere deres voksende katalog. Det drejer sig om Lauren Denitzio, der tidligere har gjort sig bemærket i punkbandet The Measure [SA] fra Jersey. Under navnet Worriers er hun nu klar med EP'en Cruel Optimist.

Hvor nogle af sangene er i velkendt højt tempo, er det mere interessant at høre hende forsøge sig med det mere folkede á la Neko Case. Sangen Precarity Rules løber af sted med rastløse trommer og små bebrejdelser, som Denitzio ikke helt ved, hvordan hun skal angribe ("I didn't take you for the gambling type"). De to guitarer akkompagnerer hinanden meget fint, og de to breaks kommer på de rigtige tidspunkter.

Denitzio kalder selv Worriers for et kollektiv, men medlemmerne har været skiftende i længere tid. Worriers har tidligere udgivet en 7", og med Cruel Optimist får man nu grund til at glæde sig til mere fra Brooklyn-"kollektivet".



/Martin