MJ Lenderman

Den 25-årige sangskriver er kendt fra det udmærkede band Wednesday og har været en pålidelig guitarist og trommeslager for Indigo De Souza og Squirrel Flower. Han har også bidraget til den nyeste (og gode) Waxahatchee-plade, ikke mindst på den forrygende og nærmest søvnige ‘Right Back to It’. Med harmonier, skæv guitar og endda en lille solo er han her med på en af årets flotteste små sange.

Men solo har jeg ikke helt fanget ham. Før nu. På Manning Fireworks fortæller han historier om både antihelte og ynkelige skikkelser, så man skiftevis griner ad og har ondt af de portrætterede. Det er alternativ, rocket americana. Der er både støv og skarpe støvler undervejs, og med ‘She’s Leaving You’ har han med enkle midler begået en suveræn rocksang.

Teksterne er underholdende, rørende, underlige. Han drømte engang om at blive præst, og hans katolske ophav høres undervejs: “Every catholic knows he could’ve been pope”. Også små ordspil fungerer uden at blive kiksede: “I could really use your two cents babe / I could really use the change”. Albummet slutter med ordene:

“I've never seen the Mona Lisa / I've nevеr really left my room / I've been up too latе with Guitar Hero / Playing 'Bark at The Moon'“. Efterfulgt af et lille ulvehyl. Auuuuuuu.

 
/Martin

Waxahatchee bevæger sig fremad

Under navnet Waxahatchee udgav Katie Crutchfield i 2012 debutpladen American Weekend på Don Giovanni Records (stadig ét af de bedste navne til et pladeselskab). Året efter fulgte hun op med Cerulean Salt, der blev til et bredere gennembrud for sangskriveren.

Hjemme i USA er hun rykket videre til Merge, der udgiver hendes tredje plade, Ivy Tripp, den 7. april. Wichita udgiver internationalt.

Førstesinglen Air følger samme enkle struktur, som hun har gjort en herlig dyd ud af på de foregående plader. Frem for et mere eksplosivt omkvæd er der snarere en ro omkring det, der fint understøttes af nogle få synth-toner. Klarhed og omsorg. Og så kan hun tydeligvis godt lide hunde, hvilket altid er et plus.



/Martin

Worriers og overgangen fra punk til folk

Tidligere i år udgav Don Giovanni Records det umådeligt stærke andet album fra Waxahatchee, Cerulean Salt. Nu er endnu en slagkraftig kvinde klar til at profilere deres voksende katalog. Det drejer sig om Lauren Denitzio, der tidligere har gjort sig bemærket i punkbandet The Measure [SA] fra Jersey. Under navnet Worriers er hun nu klar med EP'en Cruel Optimist.

Hvor nogle af sangene er i velkendt højt tempo, er det mere interessant at høre hende forsøge sig med det mere folkede á la Neko Case. Sangen Precarity Rules løber af sted med rastløse trommer og små bebrejdelser, som Denitzio ikke helt ved, hvordan hun skal angribe ("I didn't take you for the gambling type"). De to guitarer akkompagnerer hinanden meget fint, og de to breaks kommer på de rigtige tidspunkter.

Denitzio kalder selv Worriers for et kollektiv, men medlemmerne har været skiftende i længere tid. Worriers har tidligere udgivet en 7", og med Cruel Optimist får man nu grund til at glæde sig til mere fra Brooklyn-"kollektivet".



/Martin

Waxahatchee og det farlige begreb om oprigtighed

Bedst som vi langsomt mister troen på den guitarbaserede sangskrivning, udgiver Waxahatchee et nyt og aldeles glimrende album.

Katie Crutchfield spillede tidligere i P.S. Eliot, og da de gik i opløsning, var det på tide at prøve sig med et soloprojekt, der fik det nærmest kropumulige navn Waxahatchee.

Sidste år udgav hun så sit debutalbum American Weekend og har nu fulgt op med Cerulean Salt, begge udgivet på Don Giovanni Records (fantastisk navn). De har i øvrigt også udgivet et andet højdepunkt fra i år, California X og deres album af samme navn, så måske man burde holde lidt bedre øje med dem.

Pladens 13 sange er korte og enkle, og kun tre når på den anden side af de tre minutter. Hvori ligger så den særlige attraktion ud over meget stærk sangskrivning? Man fristes til at sige: intetsteds. Man kunne spekulere i den enkle produktion. At det skal være underspillet. Men allerede her vil det være spekulation og et greb. Og vi hader jo idéen om greb, ikke? Eller artifice som vi med lidt mere ynde kan kalde det på engelsk. Nej, der er en oprigtighed over Waxahatchee, der ikke fortaber sig i spekulation af (åh nej!) autenticitet (mere nej!) eller lignende. Det er nemlig ganz schön aufrichtig, og det er ikke et minut for kort eller langt. Sikken overraskelse. God weekend!





/Martin