Pop Revo er blandt de smukkeste arrangementer i det danske musikland. Dette beviste de igen i weekenden med et herligt lineup, der da også blev modtaget af et yderst entusiastisk og festligt stemt publikum.
Fredag aften startede med Berlin-bosatte Lily Electric, der trods ny bassist og vikarierende trommeslager virkede godt sammenspillede og indimellem bød på meget fine kompositioner.
Der blev fulgt op af Choir of Young Believers, der denne aften kun bestod af Jannis Noya Makrigiannis med Cæcilie Trier på cello. Det var ganske intimt og fungerede ganske udmærket. Jannis' vokal er ret overlegen, hvilket også blev demonstreret koncerten igennem.
Aftenens tredje band var svenske Love Is All, der leverede noget af en fest. Her var folk tydeligvis også blevet en del fuldere, hvilket resulterede i intens dans foran scenen, midt i salen, rundt omkring, sammen, alene. Josephine Olausson styrede trods lille statur scenen sikkert, og gruppen leverede deres materiale fint - de fik dog understreget, at materialet fra debutalbummet er en del stærkere end det nyeste udspil. Desværre fik vi ikke
Felt Tip, men vi overlevede alligevel.
Uheldige omstændigheder gjorde, at jeg missede Slaraffenland og (mindre beklageligt) Television Personalities. Førstnævnte fik som altid meget fin respons, medens Television Personalities skulle have været mere sjovt og interessant end godt.
Det var dog ingen hemmelighed, at lørdagens program var det stærkeste. På forhånd var Sunset Rubdown mit (og vist en hel del andres) højdepunkt, og efter koncerterne stod vi da også tilbage med dette indtryk. De lagde ud som første band lørdag, angiveligt for at trække folk til VoxHall med det samme, og hvilken koncert de gav. Det var sidste koncert på deres Europaturné, og de viste masser af overskud, både musikalsk og personligt, hvoraf sidstnævnte lidt manglede til deres koncert på Loppen sidste år. De lagde ud med den vidunderlige
Stadiums and Shrines II, fulgte op med
Winged/Wicked Things og gav os herefter et par nye i form af
Black Swan og den forunderlige
Idiot Heart. Allerede her var publikum solgt, og bandet takkede, skålede og kommunikerede overraskende godt med det dedikerede publikum. Derefter tog vi en tur tilbage til album nr. to, gennembrudsalbummet
Shut Up I Am Dreaming med den stille
Us Ones In Between (aldrig har en melodica været smukkere) og den mere festlige
They Took a Vote and Said No. Slutteligt havde bandet forberedt et modigt træk: Af de tre sidste sange var to nye,
You Go On Ahead og den yderst lovende
Dragon's Lair. Imellem disse lå dog den sang, der lader til at have fanget fleste publikummer:
The Mending of the Gown. En sang, der blev sunget entusiastisk og beruset af flere lyttere efter koncerten. Kuriøst nok blev den præsenteret som "an old song". Og det kan vi vel godt kalde den, når vi taler om Spencer Krug, der mere eller mindre altid skriver sange. Sunset Rubdown beviste endnu engang, at de er et af vor tids stærkeste bands, og at Spencer Krug som sanger og sangskriver er en del af eliten. Medlemmerne skiftede instrumenter flittigt, viste sig overlegne med dem alle og efterlod os fulde af beundring for deres tilsyneladende himmelske kvaliteter.
Lidt synd var det for Casiotone for the Painfully Alone, der skulle følge op. Eftersigende gik det ganske godt - jeg gik glip af det. Tredje band var det svenske kultband The Bear Quartet, som Pop Revo-folkene har forsøgt at lokke til festivalen siden dens start i 2004. De giver sjældent koncerter og interviews og blev således betragtet som noget af et scoop. De havde mulighed for at hente materiale helt tilbage fra 1989, men det lykkedes dem aldrig at få publikum rigtigt med eller komme ud over scenekanten. En flad fornemmelse kunne man kalde det - og en ekstremt kort koncert var det også. Bagefter havde man næsten glemt, at de havde været på festivalen.
Heldigvis havde vi Gang Gang Dance at se frem til. De havde fået æren af at lukke festen, og en fest blev det. Halvdelen af gæsterne var udvandret, men resten fik muligheden for at tage del i en psykedelisk fest. Det hele startede med en forlænget version af
Vacuum, men det stod hurtigt klart, at det ikke gjaldt om at tænke i sange - det var én lang sanselig oplevelse, hvor man blot skulle give slip. Med et mere vulgært ord kan man vel beskrive det som et mindfuck. Når det så er sagt, er det svært ikke at nævne
House Jam, der virkelig satte gang i festen. Alle fire medlemmer var veloplagte og velspillende, og specielt sangerinde Lizzi Bougatsos virkede lykkelig for at spille. Andre anmeldere har kritiseret hende for ikke at synge helt godt nok, og til tider var det måske også en smule falsk, men det gjorde intet ved min helhedsoplevelse. Det passede fint til gruppens skæve og uperfekte univers, hvor delelementer uden besvær udgør en større helhed. Denne helhed, denne afslutningsfest, denne sammensmeltning, ja, det var ikke bare værdigt. Det var vældigt.
Arrangørerne fortjener et kæmpe skulderklap for endnu engang at have sat et smukt program og arrangement sammen. Vi glæder os til næste år.
/Martin
