Vi har set rigelige eksempler de seneste mange år på referencer til 1980'ernes nysgerrige leg med synthesizerens muligheder. De fleste uden held, enkelte spændende og mere end blot anakronistiske.
Den svenske producer Nicolas Makelberge slog sit navn fast med Dying in Africa i 2006. Titelsangen blev senere mere eller mindre perfektioneret af de svenske kollegaer Sally Shapiro på den noget undervurderede My Guilty Pleasure (2009). Makelberge har måske ikke været så produktiv, som nogle havde håbet på, men han har til gengæld forsøgt sig med lidt af hvert, og det er her, vi kommer tilbage til drømmen om en andens drøm.
Pop kan være kunst, og kunst kan være pop. Tautologi. Kunst har en helt særlig evne til – og jeg og Adorno vil nok sige ansvar for – at pege på andre mulige realiteter. At gå hinsides det konkrete samfund. Den skal ikke blot spejle samfundet 1:1. Så hvordan kan man pege tilbage på noget uden at falde i denne fælde?
Personligt har jeg længe været fascineret af at tage del i andres drømme om fremtiden. Hvad der for nogle var en naiv leg med synthesizeren, blev for andre et effektivt redskab, der ikke blev berøvet skønhed til trods for en klar bevidsthed om andres bekymringer om muligt tab af såkaldt autenticitet: Når New Order så ofte lavede en slags kor gennem synthesizeren ("Every Little Counts" fra 2:46, 1986) eller når de spillede på vore idéer om strygernes funktion ("Lonesome Tonight" fra 2:50, 1984), var de fuldt bevidste om, hvad vi tænker om erstatninger. Naiviteten spillede ikke ind. De ville ikke bruge teknologien til at skabe lyde tæt på andre instrumenter. Erstatte saxofonen, koret eller violinen. De ville bruge alle tilgængelige midler for at skabe drømme og stemninger.
Det kan lyde som Blade Runner. Selv de genetiske "replicas" har følelser. De er noget i deres egen ret.
Tilbage til Nicolas Makelberge: på sin EP Born from the Sun fra 2013 skaber han på May Peace Be By Your Side så mange billeder, der peger tilbage på en periode mellem ca. 1984-1988 med dertilhørende dagdrømmeri og håb for fremtiden. Er det da en anakronisme? Er det (gisp!) plagiat? Nej, det er hengivelse. At give sig hen til drømmens magt og dermed forandringens magt.
Det lyder som en intro til Belgiens dækning af Eurovision anno 1985, og det lyder som et vraget nummer til en VHS med highlights fra EM 1988. Vraget pga. den indlejrede nostalgi, der ikke giver nok glæde i forhold til idéen om selve nemheden ved highlights. Men den potente nostalgi rummer uanede muligheder og er mere produktiv, end vi hidtil har turdet, ja, drømme om.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar