I traditionel forstand vil de fleste nok se på shoegaze og pop som ganske forskellige størrelser. Ja, umiddelbare modsætninger. Som navnet antyder, er førstnævnte præget af en introvert tilgang, medens sidstnævnte snarere forbindes med tilgængelighed. Noget nærmest ekstrovert.
Men de kunne jo næsten kun komme fra Göteborg.
De trækker en lige linje tilbage til den ungdommelige gejst fra Broder Daniel.
De kom jo også fra Göteborg.
De hedder Westkust. En kvintet, der deler et par medlemmer med Makthaverskan. Og hvorfor er de spændende? Bl.a. fordi de ophæver ovennævnte dikotomi.
Sådan gør man i Göteborg.
Mange af os har en særlig fascination af slacker-kulturen. Eller snarere en romantisering. En følelse af at nogle udvalgte få har et uudtømmeligt potentiale og store indsigter men ikke bruger deres kapaciteter og i stedet dykker ned i et hav af mystik og dedikation til obskure plader og bøger.
Westkust er på vej med deres første fuldlængde, og singlen Swirl gør det svært at vente. Meget svært.
"The sun is down when I get up / I just woke up feeling confused" efterfølges af "I want to find something new", hvorefter man enten kan stige af eller fatte øjeblikkelig sympati for antihelten.
Vi vender os med tiden delvist væk fra idealiseringen af den romantiske enspænder, men vi giver ikke slip. Tematiseringen af tabt ungdom får et ekstra lag af bevidsthed ved andet vers, hvori romantikeren proklamerer:
"And I don't want to be the kind who's always feeling sorry for myself"
Vi er altså tabt i tiden, og vi er ved at indse det. Men vi bliver i fortabelsen.
Swirl er fyldt med fuzz-effekter og benytter sig fornemt af dreng/pige-dynamikken med så charmerende en levering, at man endnu en gang stiller sig undrende over for den afstand, man senere har taget til den umiddelbarhed, der plejede at definere dig og mig.
22. april udkommer Last Forever på Luxury. Sådan deler man skønhed i Göteborg.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar