Los Campesinos! og den romantiske tautologi

Til oktober udgiver engelske (men Wales-baserede) Los Campesinos! deres nye plade No Blues, der på trods af den korte ordlyd er en klassisk LC!-titel med sin tørre, konstaterende tone.

Førstesinglen har fået den mundrette titel What Death Leaves Behind og er naturligvis ganske glimrende. Bandet har aldrig fået synderligt stor opbakning i Danmark, hvor det måske har været svært at forene gruppens udpræget engelske æstetik og hjerteskærende ironi med dét, der er blevet kraftigt promoveret herhjemme. Dette ændrer sig måske heller ikke med den nye plade, men det starter da ganske lovende.

Gareth David er én af vor tids bedste tekstforfattere, hvilket han igen beviser på What Death Leaves Behind, der ganske oplagt starter med begravelsesmetaforer, kirkelige artefakter og klassiske stemningsbilleder ("well summer sighed and summoned up hail"). Det hele leder op til et omkvæd, der ganske logisk fortsætter den power, vi bliver introduceret for i verset:

They say you and me are tautology
What grows from the seeds
Can you quite believe?
Through cracks come the weeds
Long time listener, first time caller
No need to remind me
What death leaves behind me

Omkvædet synges ganske effektivt som klassisk powerpop. De første fem linjer gentages af resten af bandet, hvorefter de synger de sidste to linjer sammen med Gareth David for at give dem ekstra pondus. Særligt skønt er det at tænke om tautologi som et romantisk anliggende, hvorfor idéen om sandhed får lov på klassisk vis at genindtræde i - så at sige - poetens sfære. Hertil kommer, at jeg altid har holdt af konceptet om en protagonist, der synger til sin udkårne men tematiserer de andre og deres udsagn. Som man eksempelvis også hører det i indledningen til Håkan Hellströms formidable Uppsnärjd i det blå:

"Dom måste lära sig gå"
Det är vad folk säger, när det är vi två
Vi måste härifrån
Den här stan drar ner oss til botten av ån

Gareth David har altid holdt af at spille på afsenderens bastante udmeldinger, der understreger den grundlæggende usikkerhed, og her får usikkerheden så en større plads. Idéen om at overbevise sig selv er et yderst sympatisk træk for den rationelle romantiker. Det forhold udforsker Bob Dylan jo også fornemt i Don't Think Twice, It's All Right og endnu mere konsekvent i den senere Most of the Time (i øvrigt én af de mest interessante Dylan-produktioner).

Nå ja, og så har vi jo allerede årets bedste linje her: I proof-read the Book of Job for the Lord: edit one, League Cup 2004.

No Blues udgives via Heart Swells, Turnstile og Wichita i oktober.



/Martin

Internet Forever

Idealistisk om end hyklerisk udtaler jeg mig nogle gange om bandnavne. Standpunktet er, at de kan være ligegyldige, men af og til må man bøje sig; jeg tænker aldrig mindre om et band grundet et navn, men visse navne gør mig nysgerrig. Herunder Totally Enormous Extinct Dinosaurs og Internet Forever.

Det er sidstnævnte, jeg her vil fokusere på. Gruppen blev dannet i London 2008 og er en trio af entusiaster, der gør sig i en form for finurlig twee pop. Der er formentlig fundet noget inspiration i grupper som Los Campesinos! og Johnny Foreigner.

Gruppen udgav i 2009 et kassettebånd på deres eget Tape Alarm, og nu er de så endelig klar med deres egentlige debutalbum, Internet Forever. Deres gamle single Cover the Walls har fundet vej til albummet, ligesom også den hyggelige og velkomponerede Pages of Books er blandt de velvalgte sange. Sidstnævnte beretter kækt om en persons underfundige forandring efter at have læst en "coming-of-age novel", og generelt har pladen nogle fine tekster, der måske endnu ikke måler sig med førnævnte Los Campesinos!, men det gør de færreste trods alt.

Internet Forever har begået en rigtig fin samling popsange, der nok skal vokse fint med forårets komme. Hele pladen kan høres på deres Bandcamp.



/Martin

Mere nyt fra Los Campesinos!

Vi nærmer os efterhånden udgivelsen af nyeste udspil fra engelske (men Wales-baserede) Los Campesinos!, der 14. november udgiver Hello Sadness. Efter den udmærkede førstesingle By Your Hand er de nu klar med anden single, der er titelnummeret fra albummet. Ligeledes en fin sag, der umiddelbart lyder til at skulle høres som del af en plade.

Dette er ét af de interessante aspekter ved bandet: Selvom de af og til kan synes anstrengende og egentlig har flere sange, der lyder som potentielle singler, er det alligevel over et albums forløb, at gruppens styrke viser sig. Her afbalanceres ironien og sorgerne. November bringer mange fremragende plader med sig, og forhåbentlig bliver Hello Sadness én af dem.

Hello Sadness by Los Campesinos!

/Martin

Nyt fra Los Campesinos!

Los Campesinos! deler gerne vandene, og mange har et kompliceret forhold til gruppen. Det engelske band (bosat i Wales) kan være direkte anstrengende, og jeg var egentlig heller ikke helt overbevist efter debutalbummet. Først med det andet album (af bandet selv omtalt som en udvidet EP) We Are Beautiful, We Are Doomed erklærede jeg mig fan af powerpop-bandet. Sidste års Romance Is Boring skuffede bestemt heller ikke, men viste i stedet en lejligheds roligere side af bandet.

De syv udgiver det nye album Hello Sadness 14. november, hvorfra de nu har delt førstesinglen By Your Hand, der lyder både radiovenlig og ganske typisk LC!. En fin single, der lover lige så fint for resten af pladen. Sangene er blevet til blandt timevis (hvilket bedre kan måles i dage og uger) foran Football Manager og med et evigt knust hjerte for sanger og sangskriver Gareth. En smuk kombination.

Los Campesinos - By Your Hand by Pretty Much Amazing

/Martin

Nyt fra Los Campesinos! - indlæg nr. 200

Jeg blev ikke blæst væk den første gang, jeg lyttede til walisiske Los Campesinos!. En voldsom hype omgav den unge gruppe lige fra deres EP Sticking Fingers Into Sockets fra 2007, og jeg havde næsten besluttet at se dem på VoxHall januar 2008 - før jeg overhovedet havde hørt EP'en. Koncerten blev dog aflyst, og jeg ventede til debutalbummet Hold On Now, Youngster... med at lytte til dem. Jeg var forholdsvis imponeret og kunne høre visse kvaliteter ved det, men overvældet var jeg ikke. Jeg blev stærkt tiltrukket af sangerinden Aleks' stemme, medens sanger Gareth virkede en smule irriterende. Albummet forblev en blandet landhandel.

Blot otte måneder senere, i oktober samme år, udgav de så deres andet album We Are Beautiful, We Are Doomed. Efter første album er det svært at sige, hvad der fik mig til at opsøge opfølgeren, men den viste sig meget hurtigt at passe fantastisk til efteråret. Som på første album var der også her megen ironi at hente i teksterne - men en selvironi der blot fungerede som et ekstra lag for de velskrevne tekster. Kompositionerne var også markant stærkere, ligesom sanger Gareth havde skruet en anelse ned for anstrengelserne - ment i absolut positiv forstand.

Aleks er desværre gået ud af bandet forud for indspilningerne af det kommende album. Dog for at hellige sig studierne så det er svært at bebrejde hende. Gareths søster Kim er til gengæld tiltrådt, og de seks Campesinos skulle gerne have et album til os i første halvdel af det nye år. De har tidligere udtalt, at det nye album bliver 'mørkere', hvilket altid er svært at forholde sig til. Nu har de imidlertid sluppet en mp3 løs, der giver os en idé om, hvad vi kan forvente, og det er bestemt ikke skuffende. Dette mørkere element klæder i høj grad waliserne - faktisk i overraskende høj grad. Det er ofte farligt at tale om, at et band er modnet, men der er i hvert fald ikke gået dad rock i den.
Sangens titel er lige så lang som mange af deres gamle, men denne har næsten en metakommentar gemt i sig: The Sea Is a Good Place to Think of the Future. Det er svært at benægte. Der er næsten noget åbenlyst i titlen, der skriger på at blive indset. Og alt imens Gareth måske ikke skriger i bogstaveligste forstand, som han tidligere har gjort, skriger han denne sandhed ganske højt.

MP3: Los Campesinos! - The Sea Is a Good Place to Think of the Future

/Martin

Meneguar

De sidste par år har opmærksomheden omkring lo-fi pop været stigende. Det har bl.a. givet ekstra plads til et band som Meneguar (skal åbenbart udtales 'men-egg-whar') fra Brooklyn. Der er noget herligt gammeldags ved deres tilgang til musikken, der hverken virker falsk eller anakronistisk.
De kan eksempelvis godt lide at udgive både LP'er og kassettebånd, og så har de indspillet albummet I Was Born at Night over ganske få timer i en kold kælder i et hus i Bushwick - garderet med handsker.

De har udgivet deres første demo og to kassettebånd på Fuck It Tapes, der også står bag udgivelser med andre støjende grupper som Wavves, Blank Dogs, Vivian Girls, Rapider Than Horsepower og Woods.
Senere er de så kommet på det større Troubleman Unlimited, der bl.a. har udgivet Glass Candy, Woods, Blank Dogs, Psychedelic Horseshit, Vivian Girls (viser der sig et mønster?) og bedst af alt Titus Andronicus.
I 2008 udgav de albummet The In Hour på Woodsist - et selskab som et af medlemmerne vist selv står bag.

Enkelte sange lyder som Los Campesinos!-kompositioner svøbt ind i Times New Vikings' produktion, mens andre har dele af det gamle Guided By Voices over sig.
Det er ikke lykkes mig at finde nogle mp3'er, så I må nøjes med MySpace.

Tak til Bastian for anbefalingen!

/Martin