Vi, musikelskerne, er i den privilegerede situation, at L.A.-bandet i år forkæler os med hele to plader: den ene er soundtracket til Max Payne 3, den anden er, hvad vi med en svag betegnelse kan kalde en regulær plade. Der er dog aldrig noget regulært over kvartetten, der efter den kompromisløse debut HEALTH (2007) i 2009 fulgte op med den væsentligt mere elektroniske Get Color.
Både live og på plade er gruppen gennemgået en rivende udvikling, selvom niveauet allerede fra starten var faretruende højt. Gruppen er - i ordets bedste forstand - blevet mere tilgængelige med tiden, hvilket snarere kan tilskrives intern nysgerrighed end eksterne faktorer, zeitgeist etc.
Jeg har endnu ikke hørt noget fra deres kommende plade, men fra soundtracket kan man bl.a. høre den fremragende TEARS, der lægger sig logisk i forlængelse af Get Color. Den er tung og drævende, og drømmen har karakter af en vis frygt for katastrofal peripeti. Men kun frygt - tilstanden er ikke nået, den er snarere truende. På den måde bliver det næsten klaustrofobisk med en smuk dobbeltrolle, hvor der hele tiden tilbydes en åbning, en vej ud.
/Martin
