Årets album 2008 - Camilla

10. The Acorn – Glory Hope Mountain (Paper Bag)

Vi har først fået glæde af The Acorns behagelige folk-pop i Europa her i år, selvom albummet ”Glory Hope Mountain” allerede blev udgivet i USA tilbage i 2007. Anmeldelserne har ikke været voldsomt lovprisende (ej heller hos Pitchfork, FY!), men forsanger Rolf Klauseners skrøbelige stemme og den Akron/Family-inspirerede musik, fortjener uden tvivl et nærmere lyt.
The Acorn på MySpace


Portishead - Third (Island)

10 års ivrig venten er slut. Third er udgivet og har været ventetiden værd. Det trækker lytteren ind i en mørk, melankolsk verden. En verden opbygget af eksperimentelle, trip hop-toner, som vi også kender det fra de tidligere plader, de Bristol-bosatte har sendt på gaden. Dette er et album, der fortjener et utal af gennemlytninger for at få alle detaljer med.
Portishead på MySpace

8. TV on the Radio – Dear Science (4AD/Interscope)

Det er ikke fordi, jeg kan prale af at have lyttet til Dear Science utallige gange. Gennemlyttet er det dog blevet, og det er svært ikke straks at være klar over, at man her har med en af årets mest gennemførte art-rock plader at gøre.
Tv on the Radio på MySpace

7. Atlas Sound – Let The Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel (Kranky)

Atlas Sound er navnet på Deerhunter-forsanger Bradford Cox’ soloprojekt. Jeg anmeldte albummet for Undertoner tilbage i februar, og allerede dér herskede der ingen tvivl om, at det med sit ambiente og skrøbelige univers, ville finde en plads på min årsliste.
Atlas Sound på MySpace

6. Cut Copy – In Ghost Colours (Modular/Interscope)

Cut Copy har med det dansable electropop-album In Ghost Colours bevist, at Australien ikke kun kan prale af operahuse, Kylie Minouge, kænguruer, Ayers Rock, Steve Irwin, Architecture in Helsinki, koalaer... og AC/DC.
Cut Copy på MySpace

5. No Age - Nouns (Sub Pop)

Ligesom Abe Vigoda slog amerikanske No Age deres folder i det punkede undergrundsmiljø i LA. Selvom de nu har vundet mere og mere succes uden for deres hjemby, har de ikke skruet ned for hverken punkreferencerne eller støjniveauet på Nouns. Heldigvis. Pladen lever mindst ligeså meget op til sin forgænger Weirdo Rippers fra 2007.
No Age på MySpace

4. Vampire Weekend – S/T (XL)

Indrømmet - Der har ikke altid hersket hed kærlighed mellem mig og Vampire Weekend, og i starten var jeg stædigt overbevist om, at forsangeren, Ezra Koenig, burde finde sig et dårligt reggae-band at rode med i stedet. Heldigvis er det uretmæssige had blevet til henrykkelse, og Vampire Weekend havner derfor, med deres alternative, glade popsange, på en fjerdeplads. Vampire Weekend på MySpace


3. Jay Reatard – Matador Singles 08 (Matador)

Tidligere på året udgav Jay Reatard Singles 06-07 og her i oktober blev det til Matador Singles 08. Begge plader indeholder et hav af garage-punk og melodisk pop inspirerede sange, og selv et skønt cover af Deerhunter-nummeret ”Fluorescent Grey” kan det blive til på MS 08. Der kan derfor på ingen måde tales om et dalende niveau for hr. Reatard trods sin store produktivitet.
Jay Reatard på MySpace

2. Abe Vigoda - Skeleton (Post Present Medium)

De LA-bosatte Abe Vigoda har i år stået model til danske anmeldertæv fra henholdsvis Gaffa og Undertoner. Heldigvis er vi et par stykker, der modsat Undertonerskribenten, ikke tager udgangspunkt i bandets - åbenbart pinlige - pressemeddelelse, men i stedet for rent faktisk lytter til selve musikken. Og den er støjende og prægtig!
Abe Vigoda på MySpace

1. Deerhunter – Microcastle/Weird Era Cont. (Kranky/4AD)

Jeg elskede dem sidste år for Cryptograms. I år er de, om muligt, elsket endnu mere for deres Microcastle. Jeg mangler ord. Minimalisme, ambient og lofi-garage rock er åbenbart en guddommelig kombination.
Deerhunter på MySpace

Må I alle have et rigtig prægtigt nytår!
/Camilla

Årets album 2008 - Martin (1-10)

Så er vi nået til top 10! Se første del af Martins top 25 her.
Om 2008: Inden for hvad mange vil kalde indie-verdenen var 2008 præget af færre udgivelser fra etablerede grupper end sidste år (der bød på udgivelser af grupper som Interpol, Modest Mouse, Clap Your Hands Say Yeah, The Shins, The Arcade Fire, Animal Collective etc.).
2008 har til gengæld givet plads til mange spændende debutanter og en del albums fra bands, der er blevet stemplet som neo-folk, psych-folk og new-primitivism. Hvor 2007 bragte nogle af disse begreber på folks læber, er de først i år blevet hvermandseje. En anden heldig udvikling har også fundet sted i 2008: Et større udbud af grupper, der finder inspiration i verdensmusikken og er i stand til at forbinde den med en vestlig pop- og rocktradition. Endnu et spændende år for musikken! Og nu til resten af listen:

10. Portishead - Third

At vente ti år med at udgive album nr. 3 er ret rock 'n' roll. At skabe så vanvittige forventninger efter kun to plader er endnu vildere. At skabe et så helstøbt og helhjertet album som Third og dermed reaktualisere sig selv så overbevisende - det er en kunst. Portishead lyder ikke en dag forældede, og de sætter endnu engang musikverdenen på plads med deres dystre, elektroniske genialiteter.

9. Fleet Foxes - Fleet Foxes

Efter at have set på mange amerikanske årslister er en 9. plads ret lavt for debutanterne i Fleet Foxes. Jeg vil dog fokusere på, hvor imponerende det er at lyde så meget som sig selv på sin første fuldlængdeudgivelse, som det er tilfældet her. Fleet Foxes rammer bredt og kan ganske enkelt beskrives som både sofistikerede og pisse hyggelige.

8. Cut Copy - In Ghost Colours

Australske Cut Copy har med deres seneste udspil endelig erobret det store publikum, deres skønne pop fortjener. De fleste steder fremhæves gruppens inspiration fra 80'erne, men der er også en hel del fra 90'erne; de tager således elementer af naiviteten i eurodance og gør det, gisp!, interessant. Et forrygende album, der balancerer et mystisk sted mellem det dansevenlige og det melankolske.

7. No Age - Nouns

Punkduoen No Age imponerede sidste år med EP-opsamlingen Weirdo Rippers, der fandt plads på både min og Börneblogger Camillas liste over de bedste udgivelser fra 2007. I år udgav gruppen så deres første 'rigtige' LP - og de skuffer bestemt ikke. Blandingen af punk og ambient er spredt så elegant ud på albummet, at det ene aldrig overtrumfer det andet.

6. Atlas Sound - Let the Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel

Bradford Cox' soloprojekt Atlas Sound var ventet med stor begejstring af mange Deerhunter-fans. Hvordan ville denne særling udfolde sig på egen hånd? Én ting var sikkert: Udfolde sig, det ville han. Manden oser af kreativt overskud, hvilket på denne spirituelle rejse tager lytteren gennem en eventyrlig og skræmmende verden af shoegazer-pop, ambient og lofi-pop.

5. The Acorn - Glory Hope Mountain

Canadiernes seneste udspil har mange steder fået fine anmeldelser - men kun få steder modtaget de rigtig fine af slagsen. Havde jeg kun haft en måned til at gennemlytte pladen, ville den nok også ende med en sådan bedømmelse. Men ligesom åbningsnummeret Hold Your Breath, én af dette års smukkeste sange, folder albummet sig ud og bliver kun stærkere og stærkere. Folder sig ud, lukker lytteren ind, lukker. Åbner op til noget større. Rolf Klausener er en yderst undervurderet sangskriver, der nok skal få den fortjente respekt de kommende år.

(Glory Hope Mountain udkom i USA sidste år, men fik først sin europæiske udgivelse i år)

4. Vampire Weekend - Vampire Weekend

Med så massiv hype op til udgivelsen af dette års bedste debutalbum skulle det blive spændende at se, om amerikanerne kunne levere varen. Det kunne de åbenlyst - ud fra både salgstal og anmelderreaktioner. Der er intet at sige til det: Deres blanding af afrikansk musiktradition og vestlig poptradition er ganske unik. Ikke fordi de har opfundet noget revolutionerende - men fordi de gør det så godt. De smittende og medrivende sange leveres med så meget overskud, at det er svært ikke at lade sig begejstre.

3. The Dodos - Visiter

Amerikanske The Dodos er et underfundigt studie i, hvordan man med simple midler stadig i 2008 kan skabe noget unikt. Om det så hører under psych-folk, neo-folk eller hvad. Meric Long er en fremragende guitarist og sanger, og Logan Kroeber er en fremragende trommeslager. De har den tekniske kunnen, og de har noget at bruge den til: De skriver ganske enkelt bedre sange end de fleste.

2. Deerhunter - Microcastle

Så kom Bradford Cox med to gange i top 6! Sidste år havde både jeg og Börneblogger Camilla svært ved at beskrive Deerhunters Cryptograms. Jeg vil heller ikke vove mig ud i en længere beskrivelse af album nr. 3. Det er simpelthen ufatteligt svært at beskrive, hvad Deerhunter gør, men de gør det rigtigt. Der er tale om en art rejse i nyere rockhistorie, og den kan kun anbefales.

1. TV On The Radio - Dear Science

Hvis Microcastle er en rejse i nyere rockhistorie, så er Dear Science et studie i logisk alsidighed. Intet band har i 2008 vist så meget overskud, som TV On The Radio har med dette udspil. Der er alt, hvad hjertet kan begære, og amerikanerne har nu endelig indfriet det enorme potentiale og manifesteret sig som ét af nyere tids vigtigste orkestre. En gruppe, der giver fanden i, hvordan man bør lyde. En gruppe, der på magisk vis er endnu mere inspirerende, end den er inspireret - og så er vi ude i det transcendentale. Jeg er målløs.

(N.b.: Vi har valgt ikke at inddrage EP'er på vore årslister!)

Er det en fugl det der??

..... - Ja! .... - Det er det!

Der har været lidt (..okay, meget) mangel på indlæg fra min side af på det seneste, og for dét skal der beklages mange gange. Hvis det ikke var problematisk at give kage til alle, så havde jeg gjort det.

I stedet bringer jeg en kort liste over de numre fra 2008, som jeg har gået og nærlyttet de sidste par måneder, og som jeg har følt mig nødsaget til at dele med jer, da god musik helst skal nydes af så mange som muligt.

- El Guincho – Kalise
Spanske Pablo Díaz-Reixa er manden bag El Guincho, og har her i 2008 udgivet det prægtige album ”Alegranza”. Udspillet inkorporerer elementer fra afrobeat, dub og den eksperimentelle indiescene, og er af begejstrede anmeldere blevet kaldt det spanske svar på Panda Bear. Så snart albummet er hørt igennem, forstår man da også denne sammenligning til fulde, og eftersom jeg er glad for Spanien og Panda Bear, så kan jeg næsten ikke forestille mig en smukkere kombination.

- Portishead – The Rip
De har ikke udgivet noget studiealbum i 11 år, men er den 28. april endelig klar med opfølgeren ”Third” til deres selvbetitlede album fra 1997. Måske har jeg hørt det, og måske synes jeg, det har været værd at vente på. (Selvom 11 år måske liiiige er i overkanten.) Og måske er The Rip et af de bedste numre på pladen.

- Born Ruffians – Hummingbird
Born Ruffians minder på nummeret Hummingbird en smule om Vampire Weekend. Ikke meget, men lidt. Heldigvis synger forsangeren i dette band på ingen måde provokerende, hvilket desværre godt kan være tilfældet nogle gange for forsangeren i Vampire Weekend. (Og for dén kommentar, bliver jeg sikkert hadet af mange, da VW trods alt er alles darlings lige p.t.)

- Mahjongg – Rise Rice
Jeg regner ikke med, at der er mange der tidligere har stiftet bekendtskab med Mahjongg fra Chicago, og det er ærgeligt, da de egentlig har lavet to udmærkede albums – ”Raydoncong” fra 2005 og ”Kontpab” som netop er blevet udgivet her i 2008. Begge plader har nogle anonyme sange, men et nummer som Rise Rice fra ”Kontpab” er virkelig, virkelig lækkert.

- The Dodos – Fools
Dette er bandet der vil skabe enorm forvirring, hvis de nogensinde skal spille i Danmark. ”Er det Dodo and the Dodos der har skiftet navn ??” er et spørgsmål der sikkert vil runge i adskillige dele af landet.
Heldigvis lyder The Dodos på ingen måde som Dodo and the Dodos, og det eneste de to bands umiddelbart synes at have tilfælles, er forkærlighed for den uddøde, halvnaive og tonsede fugl dodoen. (Se billede øverst.)
The Dodos har lavet nummeret Fools, hvilket er et smukt, folkpop nummer der er taget fra et mindst ligeså smukt album ”Visiter”, som også fik gode ord med på vejen af Pitchfork.

- Cut Copy – Far Away
Cut Copys nyeste album ”In Ghost Colours” er netop blevet udgivet her i starten af april, og det rummer blandt andet Far Away, der sammen med resten af sangene på pladen er som skabt til personer der elsker iørefaldende og velkomponeret electropop.

/Camilla