Untitled (Halo)

Engang besøgte jeg Gorilla vs Bear oftere. Måske hver dag. Engang hørte jeg mere lo-fi. Faldt mere på halen over ting.

Jeg tror ikke, jeg er blevet kynisk. Jeg ved, jeg har mindre tid. Jeg formoder, det bliver sådan i nogle år.

Men tiden betyder mere, selvom jeg ikke forstår den. Dét står til gengæld helt klart. At jeg ikke forstår tiden.

Dejligt beroligende og sløret er debutsinglen 'El Prado Freestyle' af Untitled (Halo). Den passer på en måde ikke til tiden, passer nok bedre til den tid for 10-12 år siden, da jeg oftere kiggede på forskellige musikblogs. Meget passende er denne fundet hos Gorilla vs Bear.

Det går langsomt, det kører i ring, det er nattevenligt, en smule spøgelsesagtigt. Som det mere stille Atlas Sound.

 /Martin

Tearjerker

Tearjerker fra Toronto lader sig nærmest konsekvent fotografere som en duo, selvom de har været en trio gennem længere tid. Deres musik afspejler lidt samme tendens: En stor lyd, der holdes lidt nede. Noget, der kunne være majestætisk, men som absolut ikke må nærme sig spekulation om noget storladent. Tearjerker er en slags nedspillet shoegaze. Eller bedroom shoegaze. Som de selv har skrevet i deres biografi om nogle af de beskrivelser, de har modtaget: ... and other subgenres that Tearjerker hadn't really heard of before.

Det lyder nogle gange som en lidt mørkere udgave af Youth Lagoon. Ikke at det er mørkt som sådan, men at det snarere er mindre håbefuldt. Mere konstaterende hvilket også antydes i bandnavnet. I de mere lyse øjeblikke er der også en antydning af Atlas Sound.

Gruppen har netop udgivet albummet Rare, der kan høres i sin helhed via deres Bandcamp.

Rare by Tearjerker

/Martin

Mere Atlas Sound

Hermed lidt godter til weekenden: Mere Atlas Sound.

For godt en måned siden skrev vi lidt om det kommende album Parallax. En plade, der ganske ærligt er kæmpeforventninger til. Disse forventninger er kun blevet større efter frigivelsen af flere sange fra pladen.

8. november skal sparepengene kastes efter pladen. Nu vi er ved 4AD, har de lidt til at gøre weekenden endnu bedre: En ny og gratis compilation med sessions fra nogle af deres mange fremragende bands. Heriblandt Efterklang. Find den her.



MP3: Atlas Sound - Terra Incognita
MP3: Atlas Sound - Te Amo
MP3: Atlas Sound - Oh, Ricky

/Martin

Nyt fra Atlas Sound

Min begejstring for Bradford Cox som kunstner vil ingen ende tage. Den 8. november ligger så et nyt album klar under Atlas Sound-aliaset - klar til påskønnelse og beundring. Titlen er Parallax, og 4AD står for udgivelsen.

Titlen er ganske passende for Bradford Cox og lyder umiddelbart til at have et biografisk element i sig. At vurdere et objekt fra forskellige vinkler, iagttage forskydninger og ændringer, vurdere afstande. Begrebet tilhører i første omgang matematikken, men det fungerer naturligvis også i overført betydning; man forestiller sig næsten idéen til titlen som et resultat af musikerens oplevelse med at blive iagttaget grundet dennes Marfans syndrom. Folk vender sig, holder blikket. De fortsætter og bliver alligevel tilbage. Noget bliver tilbage. En følelse af at være et objekt.

I forbindelse med albummet har 4AD lavet en lille subside, der er ganske simpel og alt i alt rigtig, rigtig fin. Den er både flot og refererer ligeledes tilbage til titlen. Herfra kan også hentes første udspil fra pladen, Terra Incognita, der efter en Grizzly Bear-lignende intro hurtigt begynder at ligne Atlas Sound mere og mere. Som altid: Haunting.

MP3: Atlas Sound - Terra Incognita

/Martin

Nyt fra Deerhunter

Selvom Bradford Cox for mange fremstår som noget af en krukket person, passer musikken ganske enestående til hans person. På én gang mystisk og alligevel ukompliceret. Dækket til og alligevel afklædt. Et godt eksempel herpå er Pitchfork.tv-serien Daytripping With Bradford Cox. Egentlig traver han vel bare rundt i sin egen verden og prøver ikke på at være noget andet, end han er. En født særling. Men en særling, der har noget på hjerte og ikke kan lade være med at kanalisere det ud.

Og gudskelov. Manden laver fantastisk musik i både Deerhunter og som Atlas Sound. Den 28. september er der nyt album ude med Deerhunter, og gruppen har netop sluppet en mp3 derfra sammen med en b-side. Albummet hedder Halcyon Digest, og forklaringen er ifølge Cox denne: "The album's title is a reference to a collection of fond memories and even invented ones, like my friendship with Ricky Wilson or the fact that I live in an abandoned victorian autoharp factory. The way that we write and rewrite and edit our memories to be a digest version of what we want to remember, and how that's kind of sad."

Såfremt manden en dag udgiver en bog med sine erindringer, skal jeg gerne købe den. Nostalgien dyrker manden vist. Utroligt nok er det allerede gruppens fjerde fuldlængde (og femte hvis man tæller Weird Era Cont. som en selvstændig), og det lyder til, at de igen ændrer kurs og stadig lyder fuldstændig som sig selv. Unikt og imponerende.

Darkness, always / It doesn't make no sense

MP3: Deerhunter - Revival (fra det kommende Halcyon Digest)
MP3: Deerhunter - Primitive 3D (b-side fra Revival singlen)

/Martin

Årets samarbejde: Atlas Sound og Panda Bear

Da det blev annonceret, at Panda Bear ville give en hånd på det kommende Atlas Sound-album, var det svært ikke at være overordentlig begejstret. To af dette årtis mest originale sangskrivere i samarbejde. Og de er ikke bare originale og skabt for det artsy, snobbede musikpublikum. De skaber begge popsange i hver deres småpsykedeliske univers.

Nu lader de os endelig høre, hvordan det lyder, når to (tør man sige det?) af senmodernitetens genier mødes. Heldigvis lyder de ikke som om, de tager sig af et begreb som 'senmoderne' eller for den sags skyld 'paramoderne'. De gør, hvad der passer dem, og de gør, hvad de elsker: De laver fantastisk musik.

Walkabout kandiderer allerede til årets sang ved første gennemlytning. Her har vi endda at gøre med to musikere, der er kendt for at skulle gennemlyttes flere gange, før sangene rigtigt åbner sig op, så det siger ikke så lidt. Mest imponerende er det, at kollisionen mellem de to lydbilleder skaber så harmonisk et brag. Man hører tydeligt Atlas Sound - og man hører tydeligt Panda Bear. Atlas Sound: Det bobler som et undervandsfænomen, der hele tiden lægger an til at storme op af vandet. Panda Bear: En hyldest til de sommerdage, nostalgien finder frem i polaroidkvalitet. Jeg beklager de platte beskrivelser, men det er, hvad denne sang gør ved én. Lyt selv og bliv forført. Hvis sommeren nogensinde skulle have været i fare, er den her blevet reddet.

MP3: Atlas Sound - Walkabout (feat. Panda Bear)

/Martin

Årets album 2008 - Camilla

10. The Acorn – Glory Hope Mountain (Paper Bag)

Vi har først fået glæde af The Acorns behagelige folk-pop i Europa her i år, selvom albummet ”Glory Hope Mountain” allerede blev udgivet i USA tilbage i 2007. Anmeldelserne har ikke været voldsomt lovprisende (ej heller hos Pitchfork, FY!), men forsanger Rolf Klauseners skrøbelige stemme og den Akron/Family-inspirerede musik, fortjener uden tvivl et nærmere lyt.
The Acorn på MySpace


Portishead - Third (Island)

10 års ivrig venten er slut. Third er udgivet og har været ventetiden værd. Det trækker lytteren ind i en mørk, melankolsk verden. En verden opbygget af eksperimentelle, trip hop-toner, som vi også kender det fra de tidligere plader, de Bristol-bosatte har sendt på gaden. Dette er et album, der fortjener et utal af gennemlytninger for at få alle detaljer med.
Portishead på MySpace

8. TV on the Radio – Dear Science (4AD/Interscope)

Det er ikke fordi, jeg kan prale af at have lyttet til Dear Science utallige gange. Gennemlyttet er det dog blevet, og det er svært ikke straks at være klar over, at man her har med en af årets mest gennemførte art-rock plader at gøre.
Tv on the Radio på MySpace

7. Atlas Sound – Let The Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel (Kranky)

Atlas Sound er navnet på Deerhunter-forsanger Bradford Cox’ soloprojekt. Jeg anmeldte albummet for Undertoner tilbage i februar, og allerede dér herskede der ingen tvivl om, at det med sit ambiente og skrøbelige univers, ville finde en plads på min årsliste.
Atlas Sound på MySpace

6. Cut Copy – In Ghost Colours (Modular/Interscope)

Cut Copy har med det dansable electropop-album In Ghost Colours bevist, at Australien ikke kun kan prale af operahuse, Kylie Minouge, kænguruer, Ayers Rock, Steve Irwin, Architecture in Helsinki, koalaer... og AC/DC.
Cut Copy på MySpace

5. No Age - Nouns (Sub Pop)

Ligesom Abe Vigoda slog amerikanske No Age deres folder i det punkede undergrundsmiljø i LA. Selvom de nu har vundet mere og mere succes uden for deres hjemby, har de ikke skruet ned for hverken punkreferencerne eller støjniveauet på Nouns. Heldigvis. Pladen lever mindst ligeså meget op til sin forgænger Weirdo Rippers fra 2007.
No Age på MySpace

4. Vampire Weekend – S/T (XL)

Indrømmet - Der har ikke altid hersket hed kærlighed mellem mig og Vampire Weekend, og i starten var jeg stædigt overbevist om, at forsangeren, Ezra Koenig, burde finde sig et dårligt reggae-band at rode med i stedet. Heldigvis er det uretmæssige had blevet til henrykkelse, og Vampire Weekend havner derfor, med deres alternative, glade popsange, på en fjerdeplads. Vampire Weekend på MySpace


3. Jay Reatard – Matador Singles 08 (Matador)

Tidligere på året udgav Jay Reatard Singles 06-07 og her i oktober blev det til Matador Singles 08. Begge plader indeholder et hav af garage-punk og melodisk pop inspirerede sange, og selv et skønt cover af Deerhunter-nummeret ”Fluorescent Grey” kan det blive til på MS 08. Der kan derfor på ingen måde tales om et dalende niveau for hr. Reatard trods sin store produktivitet.
Jay Reatard på MySpace

2. Abe Vigoda - Skeleton (Post Present Medium)

De LA-bosatte Abe Vigoda har i år stået model til danske anmeldertæv fra henholdsvis Gaffa og Undertoner. Heldigvis er vi et par stykker, der modsat Undertonerskribenten, ikke tager udgangspunkt i bandets - åbenbart pinlige - pressemeddelelse, men i stedet for rent faktisk lytter til selve musikken. Og den er støjende og prægtig!
Abe Vigoda på MySpace

1. Deerhunter – Microcastle/Weird Era Cont. (Kranky/4AD)

Jeg elskede dem sidste år for Cryptograms. I år er de, om muligt, elsket endnu mere for deres Microcastle. Jeg mangler ord. Minimalisme, ambient og lofi-garage rock er åbenbart en guddommelig kombination.
Deerhunter på MySpace

Må I alle have et rigtig prægtigt nytår!
/Camilla

Årets album 2008 - Martin (1-10)

Så er vi nået til top 10! Se første del af Martins top 25 her.
Om 2008: Inden for hvad mange vil kalde indie-verdenen var 2008 præget af færre udgivelser fra etablerede grupper end sidste år (der bød på udgivelser af grupper som Interpol, Modest Mouse, Clap Your Hands Say Yeah, The Shins, The Arcade Fire, Animal Collective etc.).
2008 har til gengæld givet plads til mange spændende debutanter og en del albums fra bands, der er blevet stemplet som neo-folk, psych-folk og new-primitivism. Hvor 2007 bragte nogle af disse begreber på folks læber, er de først i år blevet hvermandseje. En anden heldig udvikling har også fundet sted i 2008: Et større udbud af grupper, der finder inspiration i verdensmusikken og er i stand til at forbinde den med en vestlig pop- og rocktradition. Endnu et spændende år for musikken! Og nu til resten af listen:

10. Portishead - Third

At vente ti år med at udgive album nr. 3 er ret rock 'n' roll. At skabe så vanvittige forventninger efter kun to plader er endnu vildere. At skabe et så helstøbt og helhjertet album som Third og dermed reaktualisere sig selv så overbevisende - det er en kunst. Portishead lyder ikke en dag forældede, og de sætter endnu engang musikverdenen på plads med deres dystre, elektroniske genialiteter.

9. Fleet Foxes - Fleet Foxes

Efter at have set på mange amerikanske årslister er en 9. plads ret lavt for debutanterne i Fleet Foxes. Jeg vil dog fokusere på, hvor imponerende det er at lyde så meget som sig selv på sin første fuldlængdeudgivelse, som det er tilfældet her. Fleet Foxes rammer bredt og kan ganske enkelt beskrives som både sofistikerede og pisse hyggelige.

8. Cut Copy - In Ghost Colours

Australske Cut Copy har med deres seneste udspil endelig erobret det store publikum, deres skønne pop fortjener. De fleste steder fremhæves gruppens inspiration fra 80'erne, men der er også en hel del fra 90'erne; de tager således elementer af naiviteten i eurodance og gør det, gisp!, interessant. Et forrygende album, der balancerer et mystisk sted mellem det dansevenlige og det melankolske.

7. No Age - Nouns

Punkduoen No Age imponerede sidste år med EP-opsamlingen Weirdo Rippers, der fandt plads på både min og Börneblogger Camillas liste over de bedste udgivelser fra 2007. I år udgav gruppen så deres første 'rigtige' LP - og de skuffer bestemt ikke. Blandingen af punk og ambient er spredt så elegant ud på albummet, at det ene aldrig overtrumfer det andet.

6. Atlas Sound - Let the Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel

Bradford Cox' soloprojekt Atlas Sound var ventet med stor begejstring af mange Deerhunter-fans. Hvordan ville denne særling udfolde sig på egen hånd? Én ting var sikkert: Udfolde sig, det ville han. Manden oser af kreativt overskud, hvilket på denne spirituelle rejse tager lytteren gennem en eventyrlig og skræmmende verden af shoegazer-pop, ambient og lofi-pop.

5. The Acorn - Glory Hope Mountain

Canadiernes seneste udspil har mange steder fået fine anmeldelser - men kun få steder modtaget de rigtig fine af slagsen. Havde jeg kun haft en måned til at gennemlytte pladen, ville den nok også ende med en sådan bedømmelse. Men ligesom åbningsnummeret Hold Your Breath, én af dette års smukkeste sange, folder albummet sig ud og bliver kun stærkere og stærkere. Folder sig ud, lukker lytteren ind, lukker. Åbner op til noget større. Rolf Klausener er en yderst undervurderet sangskriver, der nok skal få den fortjente respekt de kommende år.

(Glory Hope Mountain udkom i USA sidste år, men fik først sin europæiske udgivelse i år)

4. Vampire Weekend - Vampire Weekend

Med så massiv hype op til udgivelsen af dette års bedste debutalbum skulle det blive spændende at se, om amerikanerne kunne levere varen. Det kunne de åbenlyst - ud fra både salgstal og anmelderreaktioner. Der er intet at sige til det: Deres blanding af afrikansk musiktradition og vestlig poptradition er ganske unik. Ikke fordi de har opfundet noget revolutionerende - men fordi de gør det så godt. De smittende og medrivende sange leveres med så meget overskud, at det er svært ikke at lade sig begejstre.

3. The Dodos - Visiter

Amerikanske The Dodos er et underfundigt studie i, hvordan man med simple midler stadig i 2008 kan skabe noget unikt. Om det så hører under psych-folk, neo-folk eller hvad. Meric Long er en fremragende guitarist og sanger, og Logan Kroeber er en fremragende trommeslager. De har den tekniske kunnen, og de har noget at bruge den til: De skriver ganske enkelt bedre sange end de fleste.

2. Deerhunter - Microcastle

Så kom Bradford Cox med to gange i top 6! Sidste år havde både jeg og Börneblogger Camilla svært ved at beskrive Deerhunters Cryptograms. Jeg vil heller ikke vove mig ud i en længere beskrivelse af album nr. 3. Det er simpelthen ufatteligt svært at beskrive, hvad Deerhunter gør, men de gør det rigtigt. Der er tale om en art rejse i nyere rockhistorie, og den kan kun anbefales.

1. TV On The Radio - Dear Science

Hvis Microcastle er en rejse i nyere rockhistorie, så er Dear Science et studie i logisk alsidighed. Intet band har i 2008 vist så meget overskud, som TV On The Radio har med dette udspil. Der er alt, hvad hjertet kan begære, og amerikanerne har nu endelig indfriet det enorme potentiale og manifesteret sig som ét af nyere tids vigtigste orkestre. En gruppe, der giver fanden i, hvordan man bør lyde. En gruppe, der på magisk vis er endnu mere inspirerende, end den er inspireret - og så er vi ude i det transcendentale. Jeg er målløs.

(N.b.: Vi har valgt ikke at inddrage EP'er på vore årslister!)

Cut Copy dooown under!

Det er lidt en skændsel, hvor mange prægtige bands, der ikke er blevet en del af dette års Roskilde Festival. Folk som HEALTH (vi har stadig ikke fået armene ned fra sidste uges koncert!), Wolf Parade, Atlas Sound, Jaguar Love, Born Ruffians, Frightened Rabbit, Crystal Castles, Fleet Foxes, The Dodos, Why? og El Guincho ville blot have været nogle få af dem, der ville have været åbenlyse valg. Dog har nyheden om Mogwai, og ikke mindst Fuck Buttons, været med til at højne niveauet, så nu hersker der ingen tvivl om, at festivalpladsen, igen i år, må se sig nødsaget til at have mig rendende rundt.

Et af de navne jeg dog især håber på vil dukke op på 2009's bandliste (Ja, jeg er allerede gået i gang med at planlægge næste års drømmeprogram), er australske Cut Copy. Umiddelbart forbinder man ikke Australien med at være et land, der kan prale af at producere fabelagtige musikgenier - det skulle da lige være vores allesammens darling, Kylie Minogue - men Cut Copy er i dén grad værd at holde øje med.

Deres nye album "In Ghost Colours" har netop set dagens lys her i slutningen af marts i år, og det formår allerede fra første gennemlytning at overbevise én om, at man har med musik i særklasse at gøre. Her findes en glorværdig blanding af elektroniske elementer, der mest af alt lyder som noget, der er taget fra 80’erne og 90’erne. Disse er så tilsat yderst behagelige vokalharmonier og poppede grundtoner. Det er en perfekt blanding. Intet mindre! Og det skal da nok også komme som en kæmpe overraskelse, hvis denne plade ikke bliver placeret på en del årslister, når vi nærmer os slutningen af 2008.

Vil man opleve bandet i Danmark, kan lade sig gøre på Lille Vega i København den 8. august.

Mp3: Cut Copy - Hearts on Fire
Mp3: Cut Copy - So Haunted
(Begge numre er taget fra "In Ghost Colours")

/Camilla

The Ruby Suns

At være signet til Sub Pop er ofte ikke blot et kvalitetsstempel, men også en garant for en god portion opmærksomhed. Dog fortjener The Ruby Suns fra New Zealand en del mere af sidstnævnte - kvaliteten er nemlig tilstede i allerhøjeste grad.

Gruppens mastermind er Ryan McPhun (fantastisk navn), der tidligere har spillet i The Brunettes, der gæstede Århus og Pop Revo i år.
Deres anden plade, Sea Lion, byder på lidt af hvert, men må siges at være et yderst homogent værk. Det er stenet på en yderst positiv, livsbekræftende måde, lidt á la Sparklehorse. Men der er også elementer af ambient-virkemidler, der bruges på samme vis hos eksempelvis Atlas Sound og A Sunny Day in Glasgow.

Albummet byder på en utrolig fornemmelse for detaljer og egner sig derfor utrolig godt til ordentlige høretelefoner. Det har i hvert fald gjort mine togture mellem Århus og Odense smukkere. Det er reflekterende, det er terapeutisk, det er mange adjektiver værdigt. Så længe de kan tolkes positivt. Pointen er, at The Ruby Suns har rigtig meget at byde på.
En enkelt sang, Tane Mahuta, leder endda tankerne hen på El Guincho (læs Camillas anmeldelse!) og Løvernes Konge.

Kort og godt: The Ruby Suns er stadig meget undervurderede, og i vores stræben mod en verden med større kunstnerisk retfærdighed er det os derfor en fornøjelse at præsentere disse sange. Og køb så albummet - det indeholder sange, der er endnu smukkere end nedenstående.

MP3: The Ruby Suns - Kenya Dig It?
MP3: The Ruby Suns - Tane Mahuta

Og hvis du, kære læser, har brug for at blive lidt gladere:

MP3: El Guincho - Antillas

/Martin

Atlas Sound + Mimas

Verdens tyndeste mand, Bradford Cox, er en travl herre. Heldigvis. Han er udover at være tynd nemlig også en yderst talentfuld musiker, der har beriget os med både Deerhunter og soloprojektet Atlas Sound.
Debutpladen som solokunstner, Let the Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel (udgivet på Kranky), er indtil videre ét af dette års mest fuldendte værker. Læs også blogger Camillas anmeldelse her. Selvom det er både mere ambient og lo-fi (det spænder vidt) end Deerhunter, har det samme effekt, som Bradford Cox selv bruger til at beskrive vennerne i High Places med: "Haunting." Ganske enkelt.

Og nu! Nu har han minsandten skrevet flere sange. Denne gang giver han dem gratis væk i form af en elektronisk EP ved navn Things I'll Miss.

Atlas Sound - Things I'll Miss EP

I sidste uge havde vi en ny mp3 fra århusianske Mimas, og nu lader de såmænd høre fra sig igen. Denne gang med albumversionen af Cats On Fire, der længe har været tilgængelig som demoversion. Den nye version er en anelse hurtigere og generelt endnu smukkere.
Albummet forventes udgivet i efteråret. Det vides stadig ikke, hvem der skal udgive.

I morgen onsdag spiller de med de fabelagtige Why? på Loppen. Amerikanerne gæster Århus d. 20. på Voxhall.

MP3: Mimas - Mac, Get Your Gear (album version)
MP3: Mimas - Cats On Fire (album version)
MP3: Why? - The Hollows

/Martin

High Places

Man kommer langt som musiker, hvis man har en kendis som fan; således var der nok ikke mange, der kendte til eksistensen af High Places, før Bradford Cox (Deerhunter, Atlas Sound) over for Pitchfork kaldte deres CD-R demo fra 2007 for et af det forgangne års bedste udgivelser (det var i øvrigt også grundet hr. Cox, at mange fik øjnene op for L.A.-duoen No Age). High Places står stadig uden selskab, og de har endnu ikke andet end demoer på CV'et - men 2008 bliver et stort år for Brooklyn-duoen.

De har en vis lighed med Beach House (som i øvrigt snart udgiver opfølgeren til deres fantastiske, selvbetitlede debut fra 2006), men hvor førnævnte spiller på det helt igennem triste, er High Places en tand mere upbeat. De formår elegant at underspille det eftertænksomme, men det står stærkt tilbage i hukommelsen efter hver eneste sang. Bradford Cox beskrev musikken som "haunting", og det er uhyre præcist.

For en anden mærkværdigt løssluppen og alligevel præcis beskrivelse, kan der henvises til forsøget på last.fm:

"High Places channels the spirit of school bus sing-a-longs, back country camping trips, and first prize science fair projects, while conjuring dreams of faraway places through the use of field recordings, contact mics on houshold items, wind instruments and electronic thingamabobs."

Så kan man tænke over den.
Bandet er i øvrigt inviteret til at spille til Midi Fest i Frankrig i slutningen af juli, hvilket formentlig bliver grundlaget for en europæisk tour. Derudover har Deerhunter for nylig tilbudt dem at tage med på tour, så der skulle være nok muligheder for de danske spillesteder til at få dem lokket til.

MP3: High Places - Cosmonaut
MP3: High Places - Head Spins
MP3: High Places - New Grace
MP3: High Places - Shared Islands

/Martin