Velkommen til første af to dele af Börneblogger Martins liste over årets album 2008. Vi starter med nr. 25-11.
25. Times New Viking - Rip It OffSandt at sige kender jeg mange, der ikke kan døje Times New Viking. Af samme grund som jeg elsker dem: Dedikationen til en støjende lo-fi produktion hvori de vikler bedårende, ultrakorte popsange.
24. Titus Andronicus - The Airing of GrievancesEndnu en skramlet produktion fra et meget lovende band, der snart får genudgivet dette album i en remastered udgave. Den sparsomme produktion til trods er kvaliteterne dog åbenlyse: En belæst rockgruppe, der både mestrer det hårdtpumpende og det ærligt følsomme.
23. Los Campesinos! - We Are Beautiful, We Are DoomedAt udgive album nr. 2 samme år som debutalbummet er et modigt træk, men når man på næsten alle måder overgår sig selv, skal man sandelig ikke høre for det. Hvor
Hold On Now, Youngster var lidt for lang og lidt for overgearet, er opfølgeren kun en halv time lang, fordelt på ti sange. Vigtigst af alt er det, at selve sangene er så meget bedre på
We Are Beautiful, We Are Doomed. Det er stadig meget twee, og den får ikke for lidt på violin og klokkespil, men det virker alt sammen - specielt med de enkle, hverdagsfilosofiske tekster.
22. of Montreal - Skeletal LampingDet er ingen skam ikke at kunne leve op til sidste års mesterlige
Hissing Fauna, Are You the Destroyer?. Kevin Barnes og co. fortsætter med eksperimenterne, nogle gange lidt for meget, og får pakket ca. 50 sange ind i 15 titler af ca. en times varighed i alt. I forhold til sidste års album er der i år blevet plads til mere disco og meget, meget lummer funk.
21. The Notwist - The Devil, You + MeMange år skulle der gå, før man hørte nyt fra Tysklands bedste band. Årene har været brugt på en masse sideprojekter, der lader til at have renset den mesterlige gruppes kreative ånd, så de kunne starte forfra. At overgå
Neon Golden ville nærmest være umuligt, og det lyder heldigvis ikke som om, de har prøvet.
The Devil, You + Me er et rørende, stærkt og dramatisk album, der fortjener stor opmærksomhed for sin balancegang mellem det stærke og det skrøbelige.
20. Fuck Buttons - Street HorrrsingFor mange vil
Street Horrrsing i længden være et kedsommeligt bekendtskab med sin hang til det repetitive. Men giver man sangene den nødvendige opmærksomhed, vil detaljerne også nå ørerne. Et brutalt og smukt elektronisk værk.
19. Bon Iver - For Emma, Forever AgoEgentlig udkom
For Emma, Forever Ago i første omgang i 2007, da Bon Iver, alias Justin Vernon, selv udgav pladen. I år fik den så en rigtig udgivelse med yderst fine selskaber i ryggen (Jagjaguwar i USA, 4AD i Europa), og vi tillader den derfor på listen! Det er længe siden, jeg har hørt så simple sange lyde af så meget. Noget så stille, der efterlader så eftertrykkeligt et sjæleligt ekko. Det er simpelt, det er skrøbeligt, det er ærligt - og netop
derfor er det så stærkt.
18. The Ruby Suns - Sea Lion
New Zealand har i år markeret sig med både Flight of the Conchords og The Ruby Suns, og hvor førstnævnte ganske vist ikke er seriøs musik, er de ikke uden relevans i denne forbindelse: Begge grupper formår nemlig at grave ned i genrelandskabet med glimrende forståelse for effektfulde virkemidler. The Ruby Suns har med Sea Lion skabt et mangefacetteret popalbum med plads til inspiration fra The Beatles, afrikansk pop, deres egne mâorirødder og new wave. Forbløffende nok virker det stort set hele albummet igennem.
17. Gang Gang Dance - Saint Dymphna
På deres fjerde langspiller byder Brooklyn-bandet på mere psykedelisk pop, der finder inspiration i bl.a. en asiatisk musiktradition. Kedeligt bliver det aldrig, og krydderier som dance, ambient, trip hop, hip hop mm. giver det hele et præg af overskud frem for forvirring.
16. High Places - High Places
Efter en række glimrende demoer og singler var der store forventninger til High Places' debutalbum. De indfries heldigvis mere eller mindre, og selvom de er blevet sat i bås som neo-primitivism (ligesom Gang Gang Dance også er), er der andet og mere at hente i dette album - kort sagt er her tale om nogle yderst fine sange gemt i de mange lag.
15. Why? - Alopecia
Yoni Wolf og co. har med Alopecia skabt deres hidtil bedste album. I en tid hvor hip hop og indie rock ofte overlapper hinanden og skaber et bredere publikum end nogensinde før, er det stadig kun Why?, der til fulde dyrker så åbenlys en blanding af netop hip hop og indie rock. Og så er det endda bedre end det dejlige Elephant Eyelash.
14. Wolf Parade - At Mount Zoomer
Meget af denne liste indeholder referencer og sammenligninger med tidligere albums, og en sådan sammenligning er ganske umulig, når det kommer til andet udspil fra Wolf Parade. Apologies to the Queen Mary er et af dette årtusinds bedste rockalbums, og forventningerne til opfølgeren var derfor urimeligt høje. De første mange måneder blev det da også kun hørt med en følelse af skuffelse, indtil jeg gav det en fair chance. Lad der ikke herske nogen tvivl: At Mount Zoomer er et glimrende album, der vokser og vokser på lytteren.
13. Abe Vigoda - Skeleton
Selvom Skeleton er L.A.-bandets tredje udspil, har de først i 2008 vundet den fortjente anerkendelse. Musikken er blevet markedsført som både noise og punk, men det bliver aldrig meget larmende - ej heller punk i sin rene form. Snarere som det også er blevet kaldt adskillige steder: Tropical punk rock.
12. The Walkmen - You & Me
Endelig skete det: The Walkmen har med You & Me indfriet deres store, store potentiale. Hvor de tidligere har været eminente på et halvt album og halvkedelige på den anden halvdel, er de her i storform med deres simple rock 'n' roll hele pladen igennem.
11. Beach House - DevotionÅh, den tristhed! Hvor kan den være charmerende, når den er så inderlig. Der er ikke ligefrem tale om en festplade, og Beach House kører i samme spor som på debutpladen, selvom
Devotion er produceret den tand klarere.
I løbet af få dage kommer top 10 på siden.
/Martin
