Det er hinsides enhver tvivl, at The Walkmen er blandt vor tids mest habile rockbands. De har altid været i stand til at leve op til de høje forventninger, og for hver plade cementerer sanger Hamilton Leithauser, at der er få - om nogen overhovedet - der bare tilnærmelsesvis har så vital en stemme i den moderne rockmusik. Rent teknisk såvel som emotionelt.
Hvad skal vi så stille op, når Bella Union i deres pressemeddelelse skriver, at The Walkmens nye plade Heaven er lyden af et band "hitting maturity, comfortable in its mastery"? Naturligvis: vi lader os skræmme. Det betyder selvfølgelig, at der er noget - så mondænt dette ord! - kedeligt over musikken. De to første udspil er lige præcis kedelige. Det er gode sange, det er fine sange, det er kedelige sange. Nyligt kom andensinglen Heartbreaker, der følger op på pladens titelsang. Leithauser er habil som altid - bandet lige så. Derfor synes det passende, at det netop kedeligt annonceres: I'm not your heartbreaker.
Det er modet til det kedelige. Det er rent i sit modne udtryk. Pladeselskabet er bekymret. Det står tydeligt skrevet. Mange vil være mismodige, skuffede. De mere dramatiske vil være desillusionerede. Men The Walkmen ved, hvad de laver og har ingen grund eller indbildsk motivation til at være djævelsk vitale. Netop vitaliteten ligger her i kurverne og ikke i accelerationen.
/Martin
Viser opslag med etiketten The Walkmen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten The Walkmen. Vis alle opslag
fredag den 27. april 2012
torsdag den 9. februar 2012
Ny 7" fra Fort Lean
Nu er de ude med en 7" single med den passende vintertitel Sunsick. Den er ganske triumferende, og de insisterende trommer lægger en perfekt bund til den vitale vokal. Hverken ud fra pressebilleder eller videoer har jeg kunnet dømme, om de lyse lokker mon er en paryk.
Gruppen selv udtrykker ganske fint, hvad deres musik står for med disse ord: Fort Lean is about getting too drunk at your own picnic.
MP3: Fort Lean - Sunsick
/Martin
fredag den 27. maj 2011
Fort Lean
Og så en fin debut EP fra Fort Lean. Rigtig fin faktisk. De er fra Brooklyn, og de har modtaget en del sammenligninger med The Strokes og The Walkmen, og der er faktisk også en god del Okkervil River i dem, nu vi er ved det. Der er keyboard at spore, men det er primært en god, gammeldags omgang revival rock fra New York. Og når sangskrivningen er så lovende, som den er her, er det ikke noget at klage over. At den fire sange lange EP tilmed er gratis, er endnu et plus. Hent den fra deres Bandcamp.
Rigtig god weekend herfra.
/Martin
Etiketter:
Fort Lean,
Okkervil River,
The Strokes,
The Walkmen
onsdag den 14. juli 2010
Nyt fra The Walkmen
Det er måske ikke ørkenrock som sådan, men det er satme fyldt med sand. Et band af højt niveau og med en yderst stærk sanger i Hamilton Leithauser. Med You & Me begik gruppen deres stærkeste plade. Et album fyldt med perler. Four Provinces, Red Moon, In the New Year og ikke mindst New Country. Forventningerne til det kommende album, Lisbon, er ikke overraskende kæmpestore.
Albummet udkommer 14. september, og man kan nu høre en enkelt sang, Stranded, fra albummet. Sangen er den anden sang, de skrev til den kommende plade, og den er ud over ren skønhed fyldt med en stor hornsektion - hvilket måske også må karakteriseres som ren skønhed.
YOU DON'T WANT ME / YOU CAN TELL ME
Stream: The Walkmen - Stranded
/Martin
torsdag den 4. december 2008
Årets album 2008 - Martin (25-11)

Velkommen til første af to dele af Börneblogger Martins liste over årets album 2008. Vi starter med nr. 25-11.
25. Times New Viking - Rip It Off
Sandt at sige kender jeg mange, der ikke kan døje Times New Viking. Af samme grund som jeg elsker dem: Dedikationen til en støjende lo-fi produktion hvori de vikler bedårende, ultrakorte popsange.
24. Titus Andronicus - The Airing of Grievances
Endnu en skramlet produktion fra et meget lovende band, der snart får genudgivet dette album i en remastered udgave. Den sparsomme produktion til trods er kvaliteterne dog åbenlyse: En belæst rockgruppe, der både mestrer det hårdtpumpende og det ærligt følsomme.
23. Los Campesinos! - We Are Beautiful, We Are Doomed
At udgive album nr. 2 samme år som debutalbummet er et modigt træk, men når man på næsten alle måder overgår sig selv, skal man sandelig ikke høre for det. Hvor Hold On Now, Youngster var lidt for lang og lidt for overgearet, er opfølgeren kun en halv time lang, fordelt på ti sange. Vigtigst af alt er det, at selve sangene er så meget bedre på We Are Beautiful, We Are Doomed. Det er stadig meget twee, og den får ikke for lidt på violin og klokkespil, men det virker alt sammen - specielt med de enkle, hverdagsfilosofiske tekster.
22. of Montreal - Skeletal Lamping
Det er ingen skam ikke at kunne leve op til sidste års mesterlige Hissing Fauna, Are You the Destroyer?. Kevin Barnes og co. fortsætter med eksperimenterne, nogle gange lidt for meget, og får pakket ca. 50 sange ind i 15 titler af ca. en times varighed i alt. I forhold til sidste års album er der i år blevet plads til mere disco og meget, meget lummer funk.
21. The Notwist - The Devil, You + Me
Mange år skulle der gå, før man hørte nyt fra Tysklands bedste band. Årene har været brugt på en masse sideprojekter, der lader til at have renset den mesterlige gruppes kreative ånd, så de kunne starte forfra. At overgå Neon Golden ville nærmest være umuligt, og det lyder heldigvis ikke som om, de har prøvet. The Devil, You + Me er et rørende, stærkt og dramatisk album, der fortjener stor opmærksomhed for sin balancegang mellem det stærke og det skrøbelige.
20. Fuck Buttons - Street Horrrsing
For mange vil Street Horrrsing i længden være et kedsommeligt bekendtskab med sin hang til det repetitive. Men giver man sangene den nødvendige opmærksomhed, vil detaljerne også nå ørerne. Et brutalt og smukt elektronisk værk.
19. Bon Iver - For Emma, Forever Ago
Egentlig udkom For Emma, Forever Ago i første omgang i 2007, da Bon Iver, alias Justin Vernon, selv udgav pladen. I år fik den så en rigtig udgivelse med yderst fine selskaber i ryggen (Jagjaguwar i USA, 4AD i Europa), og vi tillader den derfor på listen! Det er længe siden, jeg har hørt så simple sange lyde af så meget. Noget så stille, der efterlader så eftertrykkeligt et sjæleligt ekko. Det er simpelt, det er skrøbeligt, det er ærligt - og netop derfor er det så stærkt.
18. The Ruby Suns - Sea Lion
New Zealand har i år markeret sig med både Flight of the Conchords og The Ruby Suns, og hvor førstnævnte ganske vist ikke er seriøs musik, er de ikke uden relevans i denne forbindelse: Begge grupper formår nemlig at grave ned i genrelandskabet med glimrende forståelse for effektfulde virkemidler. The Ruby Suns har med Sea Lion skabt et mangefacetteret popalbum med plads til inspiration fra The Beatles, afrikansk pop, deres egne mâorirødder og new wave. Forbløffende nok virker det stort set hele albummet igennem.
17. Gang Gang Dance - Saint Dymphna
På deres fjerde langspiller byder Brooklyn-bandet på mere psykedelisk pop, der finder inspiration i bl.a. en asiatisk musiktradition. Kedeligt bliver det aldrig, og krydderier som dance, ambient, trip hop, hip hop mm. giver det hele et præg af overskud frem for forvirring.
16. High Places - High Places
Efter en række glimrende demoer og singler var der store forventninger til High Places' debutalbum. De indfries heldigvis mere eller mindre, og selvom de er blevet sat i bås som neo-primitivism (ligesom Gang Gang Dance også er), er der andet og mere at hente i dette album - kort sagt er her tale om nogle yderst fine sange gemt i de mange lag.
15. Why? - Alopecia
Yoni Wolf og co. har med Alopecia skabt deres hidtil bedste album. I en tid hvor hip hop og indie rock ofte overlapper hinanden og skaber et bredere publikum end nogensinde før, er det stadig kun Why?, der til fulde dyrker så åbenlys en blanding af netop hip hop og indie rock. Og så er det endda bedre end det dejlige Elephant Eyelash.
14. Wolf Parade - At Mount Zoomer
Meget af denne liste indeholder referencer og sammenligninger med tidligere albums, og en sådan sammenligning er ganske umulig, når det kommer til andet udspil fra Wolf Parade. Apologies to the Queen Mary er et af dette årtusinds bedste rockalbums, og forventningerne til opfølgeren var derfor urimeligt høje. De første mange måneder blev det da også kun hørt med en følelse af skuffelse, indtil jeg gav det en fair chance. Lad der ikke herske nogen tvivl: At Mount Zoomer er et glimrende album, der vokser og vokser på lytteren.
13. Abe Vigoda - Skeleton
Selvom Skeleton er L.A.-bandets tredje udspil, har de først i 2008 vundet den fortjente anerkendelse. Musikken er blevet markedsført som både noise og punk, men det bliver aldrig meget larmende - ej heller punk i sin rene form. Snarere som det også er blevet kaldt adskillige steder: Tropical punk rock.
12. The Walkmen - You & Me
Endelig skete det: The Walkmen har med You & Me indfriet deres store, store potentiale. Hvor de tidligere har været eminente på et halvt album og halvkedelige på den anden halvdel, er de her i storform med deres simple rock 'n' roll hele pladen igennem.
11. Beach House - Devotion
Åh, den tristhed! Hvor kan den være charmerende, når den er så inderlig. Der er ikke ligefrem tale om en festplade, og Beach House kører i samme spor som på debutpladen, selvom Devotion er produceret den tand klarere.
I løbet af få dage kommer top 10 på siden.
/Martin
Etiketter:
Abe Vigoda,
Beach House,
Bon Iver,
Fuck Buttons,
Gang Gang Dance,
High Places,
The Ruby Suns,
The Walkmen,
Why?,
Wolf Parade
onsdag den 30. juli 2008
Genopdag: The Walkmen
Gruppen debuterede i 2002 med den smukt betitlede Everyone Who Pretended to Like Me Is Gone, og i 2004 udgav de ét af det års bedste album, Bows + Arrows (udgivet på Record Collection), hvorfra en del nok har hørt singlen The Rat.
De urbane cowboys fik dog problemer to år senere med udgivelsen A Hundred Miles Off, der ikke høstede nær så gode anmeldelser som de to foregående plader. Deres sang-for-sang coverplade af Harry Nilsson og John Lennons album Pussy Cats fra 1974 kastede heller ikke meget opmærksomhed af sig, og pludselig var The Walkmen i fare for at blive et band, der skulle vise sig ikke alligevel at have det format, man havde ventet.
Heldigvis har kvintetten for vane at udgive et album hvert andet år, og de har nu begået deres bedste album til dato med You & Me, der udgives medio august på det lidet kendte Gigantic Music, der også huser bands som Dragons of Zynth og Aa (udtales Big A Little A). Allerede nu kan du dog downloade albummet for bare 5$ og samtidig støtte en god sag. Det gøres gennem Amie Street. Alle pengene doneres til Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. Denne mulighed eksisterer de næste tre uger, så slå til nu.
MP3: The Walkmen - In The New Year
/Martin
Etiketter:
Dragons of Zynth,
Gigantic Music,
Record Collection,
The Walkmen,
Aa
Abonner på:
Opslag (Atom)