Honourable mentions.
Femogtyve til elleve.
10. Postiljonen - Skyer
To svenskere og en nordmand har under navnet Postiljonen lavet en debutplade, der på smukkeste vis beviser, at 'letbenet' bestemt kan være en positiv betegnelse. Synthpop, der godt måtte få endnu mere saxofon.
9. Los Campesinos! - No Blues
Betegnelsen powerpop er efterhånden den mest umoderne, man kan forestille sig, og derfor synes bedriften så meget desto større: Los Campesinos! har med No Blues lavet årets stærkeste album af slagsen. Sanger og frontmand Gareth har proppet albummet med fantastiske fodboldreferencer, og tekstuniverset er generelt lige så stærkt som altid. Veloplagt og forrygende skruet sammen. Læg i øvrigt mærke til, hvor meget arbejde guitarist og komponist Tom har lagt i sangenes introer. Netop dette element findes ikke bedre i popmusikken i 2013.
8. Julianna Barwick - Nepenthe
I 2010 var The Magic Place noget af det absolut smukkeste, man kunne få fingrene i. Da Julianna Barwick i 2013 så delte sin nye sang One Half, fik vi lov at høre hende på en måde, der rent faktisk gav plads til at dechifrere bidder af teksten. Nepenthe byder på flere små overraskelser, men det er langsomheden og nøjsomheden, der får lov at skinne igennem. Og det hele skinner.
7. Daughter - If You Leave
Hvad angår tristesse, overgik ingen Daughter i det herrens år totusindogtretten. Denne form for drama dyrker jeg generelt ikke længere; omvendt gøres det sjældent så godt som på If You Leave, der fra start til slut er fyldt med fantastiske melodier og veloplagte klichéer.
6. Darkside - Psychic
Det hele starter langsomt med Golden Arrow, og sådan fortsætter det. Det langsomme groove, som Nicolas Jaar er så kendt for, bliver på Psychic suppleret så glimrende af Dave Harrington, der særligt med sine virkelig fine guitarflader imponerer.
5. Håkan Hellström - Det kommer aldrig va över för mig
Skandinaviens uden tvivl bedste sangskriver og fortolker af populærmusik kom tilbage med et brag i 2013. Håkan indspillede angiveligt næsten alt selv, og hans pause fra musikken (grundet familiære årsager) har tilsyneladende givet ham den energi, der skulle til for at kreere hans bedste album siden Ett kolikbarns bekännelser. Endnu en perle i rækken af udelukkende gode plader fra Göteborgs førstesøn.
4. Moonface - Julia with Blue Jeans on
Det føles noget så slidt af kalde en plade for "nøgen" eller "nedbarberet", men vi forfalder til så meget, når vi bliver fanget på mellemhånd. På sit nyeste opus har én af vor tids bedste sangskrivere og sangere, Spencer Krug, sat sig alene ved klaveret. Det er der kommet en fabelagtig plade ud af, der tilmed har én af årets smukkeste linjer:
And I am a barbarian, sometimes
Been a barbarian most of my life
But sometimes, sometimes
I'm a lamb upon your altar
I'm just a lamb when I recall
How I asked you
Where you want to be buried
And you asked me the name
of the town where I was born
3. CHVRCHES - The Bones of What You Believe
Den skotske trio stod bag den bedste single i 2012, The Mother We Share, der får lov at indlede deres første langspiller. Pladen holder niveau stort set hele vejen, og Lauren Mayberry synger sangene med en fremragende indlevelse. Den mest charmerende kvindelige vokal i 2013.
2. Jon Hopkins - Immunity
Tålmod er måske nøglen. Det hårde beat fra pladens start vil måske skræmme nogle lyttere og lyde mere i retning af techno, hvilket det bestemt ikke er eller viser sig at være. Snarere har Jon Hopkins skabt en på mange måder filmisk oplevelse, der ved et par lejligheder bliver meget stille og meget ømt. Titelsangen mod slutningen af pladen er således ét af årets absolut smukkeste øjeblikke.
1. Autre Ne Veut - Anxiety
Med sin anden plade ramte Arthur Ashin plet. Titlen på pladen er ganske perfekt, ligesom albumcoveret også er det. I starten var Skriget af Munch i midten, hvilket Ashin blev påbudt at fjerne. Det hele starter med årets måske bedste sang, Play By Play, der går stærkt i retning af Prince. Det er formentlig den eneste plade fra 2013, hvor alle sange - uden undtagelse - er fantastiske. I hvert fald på de plader, der bygger på sange i populærmusikalsk forstand. Det hele er måske for teatralsk for mange, men det må være deres tab. Av hvor er det godt.
/Martin
Viser opslag med etiketten kynisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kynisme. Vis alle opslag
onsdag den 1. januar 2014
søndag den 29. december 2013
Årets album 2013: Nr. 25-11
Den kære juletid er ulykkeligvis forbi, og jeg kan ikke længere udskyde færdiggørelsen af de kyniske årslister. Honourable mentions med dertilhørende holdning til årslister kan findes her, og her er et essay om årslister fra godt og vel to år siden.
De følgende 15 plader er måske, måske ikke i tilfældig rækkefølge. Her kommer der i hvert fald nogle af årets plader, som vi lemfældigt kalder for "nr. 25-10".
Phosphorescent - Muchacho
Den hidtil stærkeste og mest udadvendte plade fra Phosphorescent, der tilmed har lavet én af årets absolut smukkeste sange med Song for Zula. Hyggeren.
Grouper - The Man Who Died in His Boat
Pladen blev indspillet på samme tid som den vidunderligt betitlede Dragging a Dead Deer Up a Hill og lyder derfor af gode grunde meget som netop dén plade. Det er heldigvis mestendels en god ting, selvom dén med den døde hjort selvfølgelig er endnu stærkere.
The Embassy - Sweet Sensation
Göteborg! Nordens absolut stærkeste musikby og hjemstavn for de to mænd bag The Embassy. Vi var flere, der tvivlede på, at de uvurderligt indflydelsesrige popsmede igen skulle levere nyt, og selvom de måske ikke lever op til Futile Crimes og Tacking, har de endnu en gang leveret en plade, der kan få os til at acceptere et ellers frygteligt ord som 'flabet'.
Sigur Rós - Kveikur
Engang skulle alle kunne lide Sigur Rós, hvorefter det i lille Danmark efterhånden blev uncool. Det kan de jo være fuldstændig ligeglade med, og de behøver jo ikke opfinde den dybe tallerken igen. De fleste har forsøgt at efterligne islændingene på den ene eller den anden måde, og ingen kan finde ud af det. De har det hele for dem selv, og de gør det fremragende på Kveikur.
Diana - Perpetual Surrender
Canadiske Diana opstod som lidt af en tilfældighed, hvorfor det vil være lidt af en overraskelse, hvor sammenhængende deres debutplade er. En overflod af idéer og doven energi skyller ind. Sikken produktion.
Boards of Canada - Tomorrow's Harvest
En ydmyg fanfare siger det hele.
Pet Shop Boys - Electric
Med Electric sætter Pet Shop Boys de fleste bands på plads. De fleste blev nok noget skuffede over Elysium, og generelt har bandet haft det ret svært siden starten af 90'erne, men de er så sandelig tilbage med den passende betitlede Electric, der er så gennemført PSB - inkl. det fantastiske artwork - at det halve kunne være nok. Deres relokation til Berlin har gjort vidundere for dem, og man mærker denne frihed i musikken. De søger ganske logisk fremad ved at søge tilbage, hvilket har muliggjort dem en perle som Love Is a Bourgeois Construct, der i både titel, tekst og lyd er det mest PSB'ede, de nogensinde har lavet. Sikket comeback.
Charli XCX - True Romance
Én af årets absolut stærkeste popplader med en fuldstændigt vidunderlig produktion. Den 21-årige englænder Charlotte Emma Aitchison er født få uger fra Sky Ferreira, og de to deler andet end blot producere: de er lykkeligvis forbi spillet om usikkerhed og skrøbelighed, hvilket har resulteret i en fantastisk omgang popmusik. Selvom pladen - som ca. alle plader i verden - dykker lidt på midten, er den meget mere end blot sine (fantastiske) singler.
HAIM - Days Are Gone
Det var svært at forestille sig, at de tre søstre skulle kunne følge op på deres stærke singler, men Days Are Gone er ganske overraskende et solidt album, der særligt med sange som Honey & I og sidste sang Running If You Call My Name viser prøver på, hvor de også kan bevæge sig hen i fremtiden. Albummets bonusversion er til gengæld ret så dårlig og unødvendig, hvorfor sidstnævnte sang ødelægges ved pludselig ikke længere at være den sidste på pladen. Når bands stadig skriver sådanne sange, er det en skam, når de ødelægges så klodset. Nuvel, man kan selvfølgelig lade være at lytte til bonusudgaven. Eller lade være at lave den.
Baths - Obsidian
Baths er en sær størrelse. Med Obsidian har den unge Anticon-amerikaner fulgt fornemt op på Cerulean fra 2010. Det er relativt kynisk, og de manglende forbindelser i kærlighedslivet manifesterer sig glimrende i de små lyde, der konstant mangler og søger netop soniske forbindelser.
Fuck Buttons - Slow Focus
Titlen siger en del. Bristol-duoen brød igennem med deres helt egen lyd på debutalbummet, men de har langsomt forbedret og forfinet lyden, hvorfor de nu har lavet deres hidtil stærkeste album. Det er allerhelvedes mørkt det meste af tiden, om end en sang som Stalker tilbyder lidt mere lys.
Yo La Tengo - Fade
Veteranerne (der måske hader at blive kaldt netop dét) har med Fade lavet deres bedste plade siden I Can Hear the Heart Beating as One fra 1997. De viser sædvanligt tålmod med åbneren Ohm og følger op med den formidable Is That Enough. Derfra tilhørte starten af året på det nærmeste dem.
Nick Cave - Push the Sky Away
Der kan næppe herske tvivl om Nick Caves store talent. Musikken har ikke altid været noget for mig, men med Push the Sky Away har han fundet en fantastisk balance. Tekstsiden er der som altid ikke en finger at sætte på, og han væver sig elegant ud og ind, refererer frem og tilbage til sig selv. Sikket overskud.
Deafheaven - Sunbather
Foragtet i metalkredse for at være populære og "ikke metal nok"? Fint, vi andre tager dem gerne. Idéen om at noget er "for poppet" er i øvrigt både infantil og et forfejlet forsvar for et skrøbeligt ego. Deafheaven blander med stor succes metal og shoegazer med diverse interviewsamples. Vokalen kan måske blive for meget for de fleste, men selv når man er blevet træt af guitarer, kan man blive imponeret over disse flader.
Forest Swords - Engravings
Man hører det ganske klart i englænderens musik, at han er grafisk designer. Man fristes til at sige, at det netop er blandingen af de mange instrumenter og lyde, der skaber dette strålende værk, men det er i lige så høj grad hans mådehold.
... Top 10 kommer ganske snart.

Etiketter:
kynisme,
selvdestruktion,
Årsliste,
årsliste 2013
mandag den 23. december 2013
Bedste plader i 2013: Honourable mentions
Nå, 2013 er ved at være forbi, og det er tid til at være barnlig og lave lister. Det bliver sværere og sværere at forsvare årslister, men det skaber også interessante debatter om præferencer og spatiotemporale tilfældigheder, der muligvis munder ud i noget, der forsigtigt får én eller anden til at hviske ordet 'mening'.
Før jeg disker op med en slags top 25, kommer her en liste over stærke plader, hvoraf mange sikkert snildt kunne have været blandt de 25 'bedste', hvis de var blevet hørt på det helt rigtige tidspunkt.
Altså: honourable mentions fra totusindogtretten i tilfældig rækkefølge. Der kunne sikkert have været mange flere på den liste, men det er i forvejen en anelse perverst, at der er så mange. Titlerne på pladerne kan findes andetsteds. Ingen af dem har vist udgivet mere end én i 2013, så det er nemt at finde.
Deerhunter
The Haxan Cloak
Vampire Weekend
Tim Hecker
Hookworms
Mountains
The Dodos
Pure Bathing Culture
Sky Ferreira
Julia Holter
Oneohtrix Point Never
Kurt Vile
Ducktails
Glasser
The Knife
My Bloody Valentine
Skin Town
Cass McCombs
Youth Lagoon
Gold Panda
Mikal Cronin
Akron/Family
The National
Small Black
Foxygen
Arcade Fire
Kwes
Azure Blue
Factory Floor
Drake
Mount Kimbie
Zomby
Standish/Carlyon
No Age
College
Braids
Porcelain Raft
King Krule
DJ Koze
Airhead
Disclosure
Laura Marling
Camera Obscura
Little Boots
Still Corners
Young Galaxy
Atoms for Peace
Phoenix
Waxahatchee
Savages
White Fence
Iron & Wine
David Bowie
Shout Out Louds
Widowspeak
The Men
Amor de Días
Foals
Pissed Jeans
California X
Ulrich Schnauss
Pantha du Prince
62. Det er jo i virkeligheden alt for mange, og man vil i flere tilfælde have et stærkt argument ved at mene, at en given plade har fortjent flere gennemlytninger. Så lad os dvæle ved titlen på indlægget og huske, at disse plader er udgivet af folk, der har brugt tid på dem og har lavet noget, som denne ydmyge lytter har fået noget ud af, hvorfor de fortjener en vis ære på disse sider.

torsdag den 2. februar 2012
Om årslister, kynisme og idealisme
Lige så frygtelig, som alle er enige om at døbe konceptet "nytårsaften", lige så bekræftende er det aspekt, som i første omgang besidder en faretruende tristesse: Vor evne til at tænke symbolsk. Eller mere præcist: At vi dybest set ikke er i stand til at slå dette fra. I denne sammenhæng, musikblogs og musikjournalistisk, er det regelen frem for undtagelsen, at man laver en årsliste. Året skal opsummeres. Ord er ikke af vejen, men vi tænker gerne i tal.
Det er hele idéen om årslister, jeg gerne vil tage fat på. Vi har alle en holdning til dem, og den lette konklusion er, at vi både afskyr og elsker dem.
(en lille indskydelse i toget: Solen har altså været større, end den plejer over de sidste par dage)
Som med snart sagt alt og intet, manifest og teoretisk, reelt, virtuelt etc. kan vi anskue det ud fra en afsender og modtager, hvor banalt dette kan synes til tider. Det virker imidlertid lidt lettere at forstå, når det kommer til modtageren: Som både forbrugere og nysgerrige væsener er der flere grunde til at interessere sig for, hvad andre mon fremhæver fra året, der gik. Ét aspekt er selvfølgelig at finde ny musik, man måtte være gået glip af; såfremt det ender på en årsliste, er der ofte god sandsynlighed for, at man bør udforske det. Sådan tænker man i hvert fald umiddelbart. Timingen er også god. Markedet vil det således, at det er en tid for opsamlinger omkring julen, og det er sparsomt med nye udgivelser, hvilket giver plads og ånderum. Ny musik kan indtages (mere! Mere!).
Et andet aspekt udforsker et lille paradoks: Det er på én gang idealistisk og dybt kynisk. Ved at danne sig et overblik over diverse årslister deltager man i konstitueringen af en slags musikkanon. Noget nær en konsensus. Men det bliver det naturligvis aldrig. Her kunne vi diskutere en kantiansk sensus communis, demokratisk potentiale og belgiske Thierry de Duves læsning af denne mulige fælles ånd - hvor flygtig den så end måtte være - men det må blive en anden gang.
Idealistisk fordi vi sammen markerer, hvad der har været særligt afholdt. Hvad der har været særligt smukt, og hvad menneskeheden måske kunne være interesseret i at dele.
Kynisk af åbenlyse årsager: At sammenkoge noget så stort og plædere en forståelse for objektivitet. Årslister er i det hele taget dybt kyniske, og heri består da også udfordringen: Hvordan retfærdiggøre det? Hvis vi da skal retfærdiggøre det. Det vigtigste er, at man forholder sig til det. For at gentage hvad det amerikanske band HEALTH udtalte få år tilbage: "I think the most cynical thing I do is fill out a top ten list every year…" Men de gør det, trods alt.
Læserne af disse sider vil vide, at der også her forekommer årslister. Jeg er hverken over eller under andre skribenter, bloggere, journalister etc. Hvert år kæmper jeg med samvittigheden, men jeg vælger hvert år at lave en sådan liste. Vel at mærke uden pres fra en redaktør hvilket i nogle tilfælde forklarer fremkomsten af sådanne lister - det ser man af og til i kvaliteten (eller rettere sagt mangel på samme) af disse.
Efter et år hvor vi musikbloggere kortvarigt fik ry for at være små forbrydere, kan vi jo tage udgangspunkt i denne status, om end den her er mindre juridisk og mindre latterlig. Som kyniske forbrydere mod kunsten som sådan må vi skabe en ligevægt. Mit håb består i, at dette som oftest er udgangspunktet. En nødvendig erkendelse af kynismen, der afføder en vægtning af idealismen på den anden side.
Hernæst risikerer vi at få status af frelste individer, men det handler ikke om kulturbærere, bannerførere og andre forfærdelige udtryk. Med mere ydmyghed kan det siges at handle om trangen til at dele (virtuelle fællesskaber, web 2.0 etc. er ikke emnet her). Ikke som en meningsløs diskussion men for at konstituere det mulige som kraft. Potentialiteten som bærer af mere end en subjektiv dom. Helt enkelt: Erkendelsen af at visse ting er så smukke, at vi ikke kan holde dem for os selv. Vi er ikke af den grund poeter, og jeg påstår ingenlunde, at det er en kunstnerisk trang. Men jeg vil vove at påstå, at det er en antydning af det sublime, der overskrider det rationelles sfære i en sådan grad, at vi kun kan lade os overvælde.
Det er en dybt subjektiv trang, og det skal en sådan årsliste naturligvis være. Men endnu mere interessant bliver det, hvis vi antyder det førnævnte mulige: eksistensen af det objektive som en mulighed, hvor transitorisk og flyvsk den måtte være. Inden for det reelle, det håndgribeliges diskurs, afviser vi den prompte. Ikke kun af frygt: Den må nødvendigvis eksistere som mulighed, og vi er dybest set ikke interesserede i ræsonnementer, der forklejner den sanseperceptuelle oplevelse.
Men det mulige er netop ikke en del af vor empirisk-perciperede verden, og gennem bl.a. kunsten får vi netop adgang til det ikke-skete. Både gennem drømmen, håbet, traumet og erindringen. De er alle bearbejdelser af virkeligheden og med et (nært eller fjernt) udgangspunkt i det skete. Det skal ikke drejes over på essens, tautologi eller metafysik som sådan. Man kunne jo også bare sige, at vi deler, fordi vi ikke kan lade være, men det er så kedeligt.
Her er det nok formålstjenligt at gøre det mere konkret, og vi skal også adskille dét at formidle, eller blogge generelt, fra den praksis, vi dyrker, når vi udformer årslister. Det er trods alt udgangspunktet. Vi har altså et generelt behov at dække, der både kan anskues kynisk og idealistisk (vi skal heller ikke være bange for at kalde det smukt). Ud over det helt generelle behov for at dele en begejstring er der en idé om, at der med årets (forestående) afslutning vækkes en symbolsk bevidsthed, der afføder det mere konkrete behov: Hvad bevægede os mest i det forgangne år. Også dette er både kynisk og (altså i positiv forstand) idealistisk. I det nødvendige fravalg indrømmes en skam, og kynismen triumferer. Men den afbalanceres her (idealistisk og altså forhåbentlig) af den positive trang til begejstret og muligvis naivt - som den produktive fætter til kynismen - at fremhæve X og Y. "På falderebet og med en pistol for panden kan jeg alligevel ikke lade være at nævne…" Det er kynisk, egentlig uundgåeligt, men der er ingen grund til udelukkende at behandle det sådan.
Nu vi er på falderebet, må vi også sørge for ikke helt at miste balancen: årslister med konkrete interesser eksisterer naturligvis også, om disse så er økonomiske eller opstået som et resultat af umådelige egoer. Der findes naturligvis utallige årslister, der skal være korrekte og afspejle en forståelse for tidens tendenser. Disse skal blot repræsentere i værste forstand og bevæger sig netop væk fra erkendelsen af det subjektives magt. Her bliver det udelukkende kynisk. Ikke decideret ubrugeligt men primært nyttigt for sociologien og psykologien.
Et yderligere aspekt bør også behandles. Hvor det tidligere blev antydet, at der skabes en slags kanon, kan dette både relativeres og gøres endnu bredere: Vi bidrager i både metafysisk og konkret forstand til ét stort arkiv med selve vores eksistens, og det samme er naturligvis tilfældet med sådanne årslister. Det er ganske enkelt interessant at kunne spore sig frem til en tidsånd, en zeitgeist, tendenser fra det forgangne år, fra året før det og så fremdeles. Der skabes et tidsbillede, og selvom der disse år muligvis er for megen fokus på vor museale præsens (her kan anbefales Andreas Huyssens bog Present Pasts), er det trods alt interessant med et sådant arkiv. Også når man selv har sammenfattet en årsliste og formentlig har udviklet sin smag i mere eller mindre betydelig grad siden udformningen af listen.
Der er en stærk følelse af retfærdighed på spil. Når det kan føles kynisk at foretage en næsten forceret-kvalitativ udvælgelse (og dertilhørende fravalg), er det imidlertid også værd at fremhæve det positive potentiale heri: Det tvinger afsenderen til at foretage en revurdering af prioriteter og værdier inden for en sådan bedømmelse. Hvorfor fremhæver jeg dette frem for hin album, når de begge har begejstret mig. Hvorfor fortjener netop dette kunstneriske udtryk at blive anbefalet frem for et andet?
Såfremt en årsliste virkelig skal afspejle årets forløb, testamentere musikåret, bliver det ydermere en anelse perverst: Da bør man begynde allerede ved årets første måned at notere sig, hvad man holder særligt meget af, eller hvad man føler sig særligt rørt af. At sidde i november eller december og genkalde sig den sanseperceptuelle oplevelse i sin nøjagtighed er selvsagt umådeligt svært. Det kan således blive en proces, der i sig selv - forsøg på emotionel loyalitet til trods - er udtryk for en mærkværdig kynisme og ikke just signalerer den romantik, som resultatet (i sig selv et kynisk ord) i sidste ende bør reflektere.
For at vende tilbage til kommentaren fra HEALTH: Selvom der er en bevidsthed om den næsten dominerende kynisme, trodser vi den med en forhåbning om, at der er en mening i at udforme en sådan liste. På samme tid er det naturligvis vigtigt ikke at tage noget for givet. Medmindre der er andre interesser på spil, er en årsliste altid kun det bedste forsøg på en retfærdig liste, men der er næppe en eneste af os, der kan sige sig fri for ikke at tænke anderledes om sådanne lister blot få måneder senere. Kynismen sejrer kun, hvis vi ikke selv giver den modvægt, som idealismen og den oprigtige kærlighed til musikken naturligt besidder.
/Martin
Etiketter:
idealisme,
kynisme,
lister,
musiklister,
trangen til at dele,
Årsliste,
årslister
Abonner på:
Opslag (Atom)