Honourable mentions.
Femogtyve til elleve.
10. Postiljonen - Skyer
To svenskere og en nordmand har under navnet Postiljonen lavet en debutplade, der på smukkeste vis beviser, at 'letbenet' bestemt kan være en positiv betegnelse. Synthpop, der godt måtte få endnu mere saxofon.
9. Los Campesinos! - No Blues
Betegnelsen powerpop er efterhånden den mest umoderne, man kan forestille sig, og derfor synes bedriften så meget desto større: Los Campesinos! har med No Blues lavet årets stærkeste album af slagsen. Sanger og frontmand Gareth har proppet albummet med fantastiske fodboldreferencer, og tekstuniverset er generelt lige så stærkt som altid. Veloplagt og forrygende skruet sammen. Læg i øvrigt mærke til, hvor meget arbejde guitarist og komponist Tom har lagt i sangenes introer. Netop dette element findes ikke bedre i popmusikken i 2013.
8. Julianna Barwick - Nepenthe
I 2010 var The Magic Place noget af det absolut smukkeste, man kunne få fingrene i. Da Julianna Barwick i 2013 så delte sin nye sang One Half, fik vi lov at høre hende på en måde, der rent faktisk gav plads til at dechifrere bidder af teksten. Nepenthe byder på flere små overraskelser, men det er langsomheden og nøjsomheden, der får lov at skinne igennem. Og det hele skinner.
7. Daughter - If You Leave
Hvad angår tristesse, overgik ingen Daughter i det herrens år totusindogtretten. Denne form for drama dyrker jeg generelt ikke længere; omvendt gøres det sjældent så godt som på If You Leave, der fra start til slut er fyldt med fantastiske melodier og veloplagte klichéer.
6. Darkside - Psychic
Det hele starter langsomt med Golden Arrow, og sådan fortsætter det. Det langsomme groove, som Nicolas Jaar er så kendt for, bliver på Psychic suppleret så glimrende af Dave Harrington, der særligt med sine virkelig fine guitarflader imponerer.
5. Håkan Hellström - Det kommer aldrig va över för mig
Skandinaviens uden tvivl bedste sangskriver og fortolker af populærmusik kom tilbage med et brag i 2013. Håkan indspillede angiveligt næsten alt selv, og hans pause fra musikken (grundet familiære årsager) har tilsyneladende givet ham den energi, der skulle til for at kreere hans bedste album siden Ett kolikbarns bekännelser. Endnu en perle i rækken af udelukkende gode plader fra Göteborgs førstesøn.
4. Moonface - Julia with Blue Jeans on
Det føles noget så slidt af kalde en plade for "nøgen" eller "nedbarberet", men vi forfalder til så meget, når vi bliver fanget på mellemhånd. På sit nyeste opus har én af vor tids bedste sangskrivere og sangere, Spencer Krug, sat sig alene ved klaveret. Det er der kommet en fabelagtig plade ud af, der tilmed har én af årets smukkeste linjer:
And I am a barbarian, sometimes
Been a barbarian most of my life
But sometimes, sometimes
I'm a lamb upon your altar
I'm just a lamb when I recall
How I asked you
Where you want to be buried
And you asked me the name
of the town where I was born
3. CHVRCHES - The Bones of What You Believe
Den skotske trio stod bag den bedste single i 2012, The Mother We Share, der får lov at indlede deres første langspiller. Pladen holder niveau stort set hele vejen, og Lauren Mayberry synger sangene med en fremragende indlevelse. Den mest charmerende kvindelige vokal i 2013.
2. Jon Hopkins - Immunity
Tålmod er måske nøglen. Det hårde beat fra pladens start vil måske skræmme nogle lyttere og lyde mere i retning af techno, hvilket det bestemt ikke er eller viser sig at være. Snarere har Jon Hopkins skabt en på mange måder filmisk oplevelse, der ved et par lejligheder bliver meget stille og meget ømt. Titelsangen mod slutningen af pladen er således ét af årets absolut smukkeste øjeblikke.
1. Autre Ne Veut - Anxiety
Med sin anden plade ramte Arthur Ashin plet. Titlen på pladen er ganske perfekt, ligesom albumcoveret også er det. I starten var Skriget af Munch i midten, hvilket Ashin blev påbudt at fjerne. Det hele starter med årets måske bedste sang, Play By Play, der går stærkt i retning af Prince. Det er formentlig den eneste plade fra 2013, hvor alle sange - uden undtagelse - er fantastiske. I hvert fald på de plader, der bygger på sange i populærmusikalsk forstand. Det hele er måske for teatralsk for mange, men det må være deres tab. Av hvor er det godt.
/Martin
onsdag den 1. januar 2014
Årets album 2013: De 10 smukkeste
Etiketter:
Autre Ne Veut,
kynisme,
årets album,
Årsliste,
årsliste 2013
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar