Coconot + El Guincho = Spansk varme

Spanien har i mange år lidt under at være et land, der musikalsk ikke har bidraget med specielt meget godt (endsige relevant). De seneste år er opmærksomheden dog vokset, primært grundet den ene succesfulde festival efter den anden, og nu er den mere eksperimenterende musik også ved at følge med.

Pablo Díaz-Reixa er i år blevet kendt vidt og bredt under navnet El Guincho med albummet Alegranza, der har opnået rigtig fine anmeldelser (også af orlovsblogger Camilla). Den officielle udgivelse er dog i mange lande skubbet til den 13. oktober, så det skal blive spændende, om hypen også når længere i Europa.

Pablo startede dog før sit El Guincho-projekt som trommeslager i Coconot - et band, der deler flere ligheder med hans soloprojekt. Det er svært at opstøve info om bandet - ikke engang en udgivelsesdato på deres netop leakede album, Cosa Astral, har jeg kunne finde.
Hvor El Guincho er tættere på Panda Bear, er Coconot tættere på Animal Collective, selvom brugen af samples stadig er massiv hos disse spaniere. De har, ligesom det gælder for forbillederne (tillader jeg mig at forestille mig, at de er), en nysgerrig og legende tilgang til musikken, men lidt gemt væk i lydbilledet er der alligevel godt med melankoli at hente. 'Reflekterende' vil ikke være helt forkert at benytte. Det er ikke lyden af barndom - det er lyden af mindet om barndommen.

Albummets ni sange varer samlet lige under en halv time og er forholdsvis nemme at komme igennem, hvor El Guincho for nogen er sværere at klare med de længere, repetitive sange (jeg tillader mig at bruge ordet 'repetitiv' for halvdesperat at indikere en forskel på dét og det mere negativt klingende 'ensformig').
Det har ikke været muligt at finde mp3'er at dele ud af, og MySpace-siden har i øjeblikket kun en enkelt sang oppe. Såfremt jeg støder på mp3'er med spanierne, vedlægger jeg links med det samme!

Coconot på MySpace

/Martin

At nyde: Built to Spill + M83

To dage, to koncerter, to smukke oplevelser. Voxhall bød mandag på legenderne i Built to Spill, tirsdag på franske M83. To vidt forskellige kunstnere, to vidt forskellige tilgange til musikken, to vidt forskellige koncerter.
Jeg vil ikke gå i detaljer med koncerterne (min anmeldelse af Built to Spill vil alligevel kunne læses på Voxhall.dk onsdag eller torsdag). Jeg vil snarere dele den umiddelbare glæde og enorme tilfredshed over to valg.

1) Ud over at Built to Spill gav os hele det glimrende Perfect From Now On fra 1997, hev de noget af en guldklump frem som ekstranummer: Klassikeren Car. Én af de sange, der har betydet mest for mig, og én af de sange jeg har hørt mest gennem mit liv. Intet kan beskrive den følelse det var endelig at høre den live - fra Doug Martsch og co. direkte til os. Så enkelt kan pop skæres, og så rørende kan resultatet blive.

Lyt med mærkelig video:



2) M83 diskede op med mange lækkerier, specielt fra det nyeste album Saturdays = Youth, men der var heldigvis også plads til nogle ældre sange. Heriblandt en enkelt, som jeg ikke havde ventet de ville spille: Gone. Den kolde, stemningsfulde og underfundige perle fra Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts fra 2003. Alene og med andre. Påvirket og sober. Glad og trist. En sang, der har fulgt mig trofast.

Lyt med mærkelig video:



God onsdag, kære læsere.

/Martin

Women - igen

For mindre end en måned siden skrev jeg om det canadiske band Women. Nu finder jeg det imidlertid bidende nødvendigt at gøre det igen, da jeg nu har haft den ære at lytte hele deres selvbetitlede plade igennem.

Og hvorfor så bidende nødvendigt? Fordi albummet er af den slags, der nemt kan blive overset. Og det til trods for at det udgives på Jagjaguwar.

Gruppen har indtil videre kun officielt leaket sangene Black Rice og Group Transport Hall, der begge blander syrerock og lettere tilgængelig Kinks-inspireret 60'er coolness. Hele pladen giver dog et meget mere nuanceret lydbillede, der også får specielt Black Rice til at fremstå endnu mere unik.

Women vil måske overraske nogle af de lyttere, der kun har hørt de to førnævnte sange ved langt hen ad vejen at være instrumental - ligesom den også vil lede mange lytteres tanker hen på pladeaktuelle Deerhunter. Og så er der den fantastiske Shaking Hand, der nærmest kan karakteriseres som math-rock. Guitararbejdet har en del til fælles med mange nye engelske bands, specielt fra det sydlige England. En lyd, der de sidste par år har vundet meget frem i det engelske (hør blot mange bands fra selskabet Big Scary Monsters), men også så småt på den anden side af Atlanten. Som hos Maps & Atlases.

Pladen er af den type, der vokser og vokser. Der er plads til forbedringer, og bandet har endnu ikke fundet sig selv fuldstændigt. Men fundamentet er der. Og man kan jo håbe, at de ligesom Deerhunter på deres anden plade går fra at være rigtig godt til at være fantastisk.

MP3: Women - Black Rice
MP3: Women - Group Transport Hall

/Martin

Nyt fra Vampire Weekend

Se lige hvor rare de ser ud. Det er svært ikke at sympatisere med new yorkerne i Vampire Weekend.
Hypen kom hurtigt og er ikke rigtig stoppet endnu. De har tydeligvis ikke lidt under Foals-syndromet (lad os se om sidstnævnte kan revanchere sig engang); de ramte bredt, men forblev accepterede - også i selve branchen. Som Man Man kommer frem til over for Pitchfork:

Pow Pow: "They're a good band, man. I don't give a shit if there's a lot of hype. They're a good band. I love 'em."

Den nye sang, Ottoman, er med på soundtracket til filmen Nick & Norah's Infinite Playlist,
der også har folk som Devandra Banhart (et af hans dårligste numre, Lover), Bishop Allen, Takka Takka, Band of Horses og den elskværdige Mark Mothersbaugh om bord. Sidstnævnte har leveret soundtracks til nogle af vor tids bedste film (læs: Alt af Wes Anderson) og rygtet sagde faktisk, at han havde produceret Ottoman. Dette er desværre ikke tilfældet, selvom brugen af klassiske instrumenter (og i det hele taget Vampire Weekends produktion af disse) gør det oplagt.

Sangen er glimrende, byder på delvist anderledes trommebrug end på albummet, har en glimrende melodi - og sært nok inkluderer sangen linien "this feels so unnatural / Peter Gabriel too", der også var en del af deres egen Cape Cod Kwassa Kwassa. Men det fungerer, og det er stadig sjovt.

Jeg har ingen mp3 af Ottoman, så I må søge den andetsteds. Såsom:

Artikel på Stereogum
Vampire Weekend på MySpace

Bonus: Vampire Weekend på Pitchfork.tv - denne gang teamer de op med en: "Julliard-trained string trio to perform three songs from their self-titled debut in the room where they played their first shows: Columbia University's ADP Literary Society." Se lige hvor rare de ser ud!

/Martin

Video: Ponytail - Beg Waves

Vi skrev om Ponytail tidligere i år. Siden da har jeg fået skamlyttet deres nyeste album, Ice Cream Spiritual, der generelt har fået både pæne og sjove anmeldelser rundt omkring. Drowned in Sound siger eksempelvis: "Like an unexpected fist in the face from a five-year-old", mens cokemachineglow rammer plet med: "It is, more than anything else, the sound of a band having too much fun being good to try being great."

Nu har de så en video klar til albummets første sang, Beg Waves, instrueret af Michael Guidetti og David Berezin. Videoen blander så forskellige ting som det spirituelle, fragmenter af meningsløsheden fra 80'erne og noget, der ligner plug-ins fra Windows Media Player - det er ikke til at sige, om de tager pis på YouTube-tidsalderen eller ej, men der er noget sært dragende over værket.

Se med her: Ponytail - Beg Waves

/Martin

Beach House til Vega

Vi har et par gange tidligere skrevet om den fantastiske Baltimore-duo Beach House. Tidligt i år udgav de album nr. 2, Devotion, der nok skal ende som ét af årets bedste og mest triste albums.
Sangerinde Victoria Legrand kan lyde mere opgivende end nogen anden, men det bliver aldrig for meget. Stemmen er dragende og indbyder øjeblikkeligt til sympati.
Mest imponerende er det, når hun skaber implicitte, forudgående konklusioner ud fra simple, simple sætninger, der grundet det opgivende tonefald med det samme placerer lytteren på sidelinien med en umulig lyst til at hjælpe. Som når hun starter førstesinglen fra det nye album, Gila, med "Man, you got a lot of jokes to tell" eller Master of None med "You always come to the parties." Sunget med Legrands tristesse får en sådan sætning med det samme et liv, som få andre ville være i stand til at puste i noget så simpelt.

Nu kommer duoen så til København, hvor de får æren af at spille på Lille Vega d. 1. december.
Med som support er amerikanske Jana Hunter.

MP3: Beach House - Master of None
MP3: Beach House - Gila

Hør også en ny single på Stereogum, der udgives som 7" sammen med en 4-track genindspilning af gennembrudssangen Apple Orchard.

/Martin

Musikcaféen i efteråret

Programmet for Musikcaféen i Århus byder dette efterår på en del interessante koncerter. Programmet er endnu ikke helt færdiglagt, men meget tæt på. Her følger korte beskrivelser af de mest nævneværdige:

Fredag d. 26/09: Alaska in Winter (USA) + support Altmodisch.

Trods den amerikanske baggrund er Brandon Bethancourt nu bosat i Berlin - og for at lege lidt mere geografi startede hele projektet, da han optog en masse musik på sin laptop i Alaska. Musikken er svær at kategorisere, men trækker en del på Balkan-bølgen, dog med meget mere elektronisk klang, hvilket understreges af gæsteoptrædener fra både Zach Condon og Heather Trost. Brandon tropper op alene med en videoprojekter.

Københavnske Altmodisch er et ganske nyt band, men ret interessante. De finder tydeligvis rigtig meget inspiration i The Notwist, men hvem kan bebrejde dem?

Torsdag d. 2/10: SMALL.

Denne trio har ikke opfundet den dybe musikalske tallerken, men formår at smede fine popsange. Mange steder nævnes Mew som reference, og det er måske ikke helt forkert. M83 kan også sættes på, omend lydbilledet måske ikke er helt så raffineret som hos franskmanden. Jeg aner ikke, hvad de kan live, og jeg har kun hørt få sange af dem, så det skal blive spændende. Og 50 kr. er bestemt en rimelig pris.

Lørdag d. 4/10: Frightened Rabbit (Skotland) + support Melvis and the Papercuts.

Jeg gik glip af skotterne til Pop Revo i maj, så nu må romantikerne hellere levere en ordentlig koncert - denne gang i bedre lydforhold end hvad folk kunne opleve på pAKHUSET. Opvarmningen er et sympatisk bekendtskab, men musikken er ikke meget værd. De ser i dén grad ud til at hygge sig på scenen, hvilket er befriende, men det skader omvendt heller ikke at komme i tid til hovednavnet.

Fredag d. 17/10: Handsome Furs (Canada).

Handsome Furs har tidligere spillet i København et par gange og kommer nu endelig til Århus. Oplevelserne har været blandede i hovedstaden (bl.a. grundet en ødelagt trommemaskine, der fremtvang et halvakustisk set), men de har med sig i bagagen et imponerende godt sæt sange, så det skal nok blive spændende at se, hvad Dan Boeckner + frue kan diske op med. Store forventninger. Store forventninger. Store forventninger.

Fredag d. 24/10: Choir of Young Believers + support Jong Pang.

This Is for the White in Your Eyes er et overraskende godt album. Og for danske standarder rigtig godt. Med det i bagagen skal Jannis Noya Makrigiannis forsøge at indfri mine ret høje forventninger til dennes livekundskaber efter, med stor sandsynlighed, kompetent opvarmning fra Jong Pang.

Torsdag d. 13/11: 18th Dye.

Crunchy Frogs støjrockere har et ganske godt ry, når det kommer til koncerter. Man kan jo kun håbe.

Ingen mp3'er i denne omgang!

/Martin