'Branchen' om branchen

Ordet branche har altid været forskruet. Ikke bare som ord men også som begreb. Måske man endda kan tale om en ideologisk konflikt i brugen (og accepten) af ordet og dets reelle gyldighed. Det er næsten som om, det ændrer betydning, hvis blot man mandsmarkerer det med anførselstegn - og igen hvis man kursiverer det. I musikbranchen har der i mange år været selskaber, der består af en enkelt mand eller kvinde. Det er ikke noget nyt. At de store selskaber til gengæld bliver mindre og mindre er en forandring, der i udpræget grad hører dette årti til.

Denne forandring er naturligvis i høj grad et resultat af hele musikdiskursens forandring som følge af nye teknologiske muligheder. Anledningen til nedskæringerne har måske været, at de netop har fejlet i forsøget på at forstå ordet "muligheder" til fulde. Med andre ord har det ifølge mange, også undertegnede, været for let at slå ud med armene og komme med disse utallige undskyldninger, der alle bunder i det samme problem: Mangel på selvindsigt og mod. Til årets Spot Festival var det derfor befriende at høre Bella Unions Simon Raymonde udtale, at det er mere spændende end nogensinde før at lede et pladeselskab. Befriende fordi det er optimistiske og relativt nye toner inden for 'branchen' - og mere endnu mere befriende fordi det kommer fra et pladeselskab, der udgiver så fantastisk musik fra begge sider af Atlanten. I mindre skala er det også ganske relevant at nævne pladeselskabet Big Scary Monsters fra Oxford. Pladeselskabet ledes af den unge Kevin Douche, der ofte gør sig i alternativ tænkning og markedsføring, hvilket i en ung alder har givet ham et vist navn inden for branchen i England. Han bidrager engang imellem med anekdoter og tanker om branchen på Drowned in Sound, der både i dette konkrete tilfælde og mere generelt altid er en nærlæsning værd. Derudover har han sin egen blog, der af og til kaster ret interessant læsning af sig. Som dette indlæg om branchen/'branchen'/branchen, der ansporede mig til at lægge et indlæg ud på denne ellers travle lørdag.
Selskabet, der tidligere er blevet nævnt på bloggen, udgiver og har udgivet interessante navne som Mutiny on the Bounty, Shapes, Adebisi Shank, Anathallo, Jeniferever, Mimas og This Town Needs Guns (billedet) - ét af engelsk musiks mest interessante nyere bands. Og ét af de bedste bandnavne i omløb.

MP3'er: En compilation med forskellige sange fra selskabet kan hentes som zip-fil her.

/Martin

Maserati

Nogle gange er det ikke tilfældigt, hvilke associationer man kan få gennem kombinationen af et bands musik og deres navn. Maserati fra Athens, Georgia er ofte lyden af et bilspil. Nogle gange i arkadeversion, andre gange i opdateret version. Vedlagte mp3, Monoliths, blev endda beskrevet af min bloggerbroder som "en Nintendo 8-bit-sang i en PlayStation 3-udgave." En meget rammende beskrivelse - hvor diffust det end må lyde, før man har hørt sangen.

Ellers beskrives de vel bedst som en art opdateret post-rock med klare spor fra elektronisk og mere psykedeliskorienterede traditioner. I enkelte sange kan de næsten betegnes som beslægtede med Holy Fuck og Trans AM.
Gruppen er signet til Temporary Residence Limited, der også har eller har haft navne som Eluvium, Explosions in the Sky og Mono.

MP3: Maserati - Monoliths

/Martin

The Rumour Said Fire

Dansk musik er på vej i den rigtige retning, og den er bedre end nogensinde før. Både hvad angår originalitet og håndværk. Flere bands tør mere, og flere bands er villige til at udfordre sig selv og publikum. I årevis har vi dog måtte vidne, hvordan svenskerne i højere grad end os har været ganske sublime til selve håndværket - både hvad angår komposition og produktion. Danske bands satser ofte for bredt og får dermed aldrig "en lyd", hvor mange svenske grupper er bedre til at være helhjertede. Det fungerer ofte i så høj grad, at det virkelig ikke gør noget, at musikken måske ikke er videre original.

Det bringer mig videre til én af de mest positive overraskelser i dansk musik i lang tid, The Rumour Said Fire, der er et fornemt eksempel på, at dansk musik er på vej i den rigtige retning. Deres folkede sange er et frisk og tiltrængt pust, og de har både sangene og produktionen til at føre det vidt. De har i sandhed styr på håndværket.
Som inspirationskilder lister de selv navne som Clap Your Hands Say Yeah, Fleet Foxes, Wolf Parade og The Decemberists. Ikke umiddelbart navne, der høres tydeligt i sangene - mere som udgangspunkt og i tilgangen til sangskrivningen. Her er specielt førstnævnte tydelige at høre. Men det er svært også at komme uden om danske Figurines i disses mere folkede øjeblikke, ligesom også sanger Jesper Lidang har samme fine kontrol med stemmen som Christian Hjelm, når der skabes drama og veksles mellem dét, der er helt nede på jorden og det mere desperate - eller rettere: Overgangen og broen til det desperate. Det bliver heldigvis aldrig for meget, som det ellers ofte gør, når danske sangere søger den skæve stemme. Dette sikres og afbalanceres da også af nogle fine vokalharmonier.

Kvartetten blev samlet af sanger og guitarist Jesper Lidang i 2008, så det er en smule overraskende, at de allerede har så sikkert og klart et udtryk. Den første udgivelse, The Life and Death of a Male Body EP, indeholder seks sange, der generelt holder et højt niveau hele skiven igennem. Specielt de to første sange, The Balcony og Evil Son, indeholder virkelig fine kompositioner og melodier, der er langt over, hvad vi er vant til i Danmark.
Udgivelsen er sat til d. 21. september via A:larm, der som sædvanlig ikke vil frigive nogen mp3'er. Udgivelsen følges op af et par koncerter. Først d. 24. på Jolene i København og lørdag d. 26. på pAKHUSET i Århus som del af Newbees Festival, som de lovende Cody i øvrigt også er en del af.

Lyt til The Balcony og Evil Son på MySpace.

/Martin

Søndag - og lidt om forholdet mellem ironi og patos

Blogger-kollegaerne hos Earcandy skrev tilbage i juni lidt om brugen af musik hos danske komikere - og om brugen af humor i dansk musik som mere generelt fænomen. Et uhyre spændende felt, der både kan og bør undersøges nærmere. Det er ikke som sådan dét, jeg vil gøre her, måske en anden god gang, men vigtigt er det at have en fornemmelse for brugen af, og ikke mindst det overordnede forhold mellem, ironi og patos.
De to størrelser kan i høj grad virke og fungere som en enhed, der forstærker begge dele og skaber en overbevisende helhed, der gerne skulle ende med at virke på både krop og sjæl. Det er imidlertid vigtigt at notere sig, at man ofte vil tale om ironi og patos frem for patos og ironi. Rækkefølgen har en del at skulle sige, da målet ved et værk ofte er en form for patos. Medfølelse og engagement af en art hos modtageren. Til dette formål kan ironien være et redskab og en aktiv hjælper til at nå en følelse af empati.

Det er imidlertid også vigtigt at notere sig, at dette fænomen er meget synligere i filmverdenen end i musikverdenen. Mesterinstruktører som Lars von Trier og Wes Anderson benytter sig flittigt heraf med stor succes. Førstnævnte eksempelvis i Breaking the Waves, sidstnævnte med fabelagtig virkning i én af senere års smukkeste film, The Darjeeling Limited (ja, faktisk i alle hans film). Det er naturligvis også sværere at benytte sig af denne effekt i et rent sonisk univers. I nyere hip hop har eksemplet med humor til at understrege en pointe været benyttet i forholdsvis høj grad, men det er ikke noget, der rigtigt leges med i andre genrer. I så fald er fokus i høj grad på humoren og den overordnede gode oplevelse, end det er på den balancegang mellem ironi og patos, der skal skabe en ultimativ tour de følelsesregister (jeg undskylder for dette delvist klamme ordvalg).
Måske kan man imidlertid påpege, at det kommer frem på en ganske anderledes måde i musikken. Navnlig ved kunstnere, der forsøger at vise, at de ikke tager sig selv alt for seriøst. Uanset om de gør det eller ej. Det hele handler om autenticitet og autenticitetseffekter, og når kunstnere først har pillet sig selv lidt ned, er det ofte nemmere at sympatisere med dem, hvilket gør det nemmere at få musikken rent ind - blive ét med den så at sige. Hermed ikke sagt at musikere ikke må eller bør have/vise lidt ego. Det er ikke et spørgsmål om selvsikkerhed. Det er blot en effekt, en strategi, en mulighed. Jeg finder det fantastisk charmerende, når eksempelvis Bradford Cox udtaler sig om de simple glæder ved at lave musik frem for at tale om de værker, han frembringer. Eller Animal Collective, der gennem leg og nysgerrighed i et selvudviklet univers frembringer nogle af de mest interessante plader i musikhistorien. Eller Pavements metarefleksioner i Range Life. Unge Zach Condon har også udtalt, som tidligere skrevet på siden, om sine sange, at teksterne er andenprioritet - forstået på den måde at det er stemningsbeskrivelser, og at de ikke i sig selv bærer en betydning. Manden kunne uden problemer have enten undladt at tale om dette, eller han kunne have skabt en mystik omkring teksterne - hvilket han nemt kunne fake sig igennem. Da jeg eksempelvis for flere år siden første gang hørte Postcards from Italy, var det næsten umuligt for mig ikke at proppe al mulig mening ind i teksten. Alligevel gav disse udtalelser fra Zach Condon nye muligheder for at lytte til musikken. Musikken blev faktisk smukkere af det. Derudover må det ikke undervurderes, hvordan underbevidstheden spiller ind, når pennen nærmer sig papiret. Et hurtigt spring tilbage til filmmediet vil eksempelvis hurtigt fremvise en person som David Lynch, der kan skrive under på dette.

Her når vi dog ud i åbenlyse spekulationer og, ja, tro. Ikke religiøst. Ikke nødvendigvis spirituelt. Men en romantisk tanke om geniet og den rene, uspolerede inspiration. Og den har nu engang en ganske anderledes pondus, end hvis afsenderen havde fremstillet sig selv som en seer eller en anden Nostradamus. Det hele er naturligvis smag og behag. Mange søger noget mere åbenlyst storladent, hvilket jeg bestemt heller ikke vil sige mig fri for til tider - det er et decideret behov med en sådan åbenlys patos. Til tider overvejer jeg alligevel, om mit problem med Arcade Fires Neon Bible er gruppens selvhøjtidelighed i markedsføringen. Win Butlers tekster stræber alle mod noget stort, og de ender ofte med at blive ganske klodsede, hvor bandet så heldigvis ofte har kompositioner, der kan få lytteren til at tilgive det fuldstændigt. Måske er det i virkeligheden et spørgsmål om ydmyghed, der efterlyses. Ikke decideret hos Arcade Fire, som jeg trods alt elsker lige så højt som alle andre, men mere generelt i musikverdenen. Canadierne skal ikke her fremstilles som divaer, og de er jo trods alt ikke Patrick Wolf. Man kan også spørge, om det overhovedet er vigtigt at give det så megen tanke, hvorfor jeg ikke er faldet pladask for Neon Bible. Det konkrete eksempel bunder sikkert i skuffelse over selve musikken efter den fremragende Funeral og en nysgerrighed efter at finde ud af, hvorfor åndsfæller grådigt har slubret albummet i sig, når jeg selv får dele galt i halsen (måske et indlæg alene om dette album bliver relevant på et tidspunkt - foreløbig føler jeg et behov for hurtigt at understrege, at jeg virkelig elsker fire af sangene fra albummet).

Jeg nærmer mig et sidespor og vil derfor benytte mig af muligheden for endnu et sidespor, som ikke desto mindre fører hjem til udgangspunktet for, hvorfor jeg påbegyndte hele denne smøre: Seona Dancing (billedet). Hvis navnet ikke siger dig noget, er det ikke overraskende. De eksisterede i ganske kort tid i starten af 80'erne og havde nogle få singler i rotation i England. Hvis man derimod har hørt om dem, er det med 99% sikkerhed pga. Ricky Gervais, der udgjorde den ene halvdel af duoen - og senere endte med at blive hvermandseje gennem The Office og Extras. Ricky Gervais og Bill Macrae lavede en form for new wave electro med stærk inspiration fra bl.a. Depeche Mode og, i højere grad, David Bowie (se i øvrigt denne video med den bidende kommentar: "David Bowie's nicked all your stuff!").
Musikken var ingenlunde original, og sangene var ikke alle lige heldige. Men interessant er det, at den samme person har skabt både dét og så The Office - med bl.a. den musik, der eksempelvis bruges i første sæsons afsnit fire, Training Day, der byder på en del komiske sangperler. Men de er ikke komiske alene pga. teksterne og konteksten. Det virkelig sjove ligger i den sangkvalitet, der let antydes og tages pis på.
Samtidig har vi her at gøre med et lidt anderledes forhold mellem ironi og patos, hvor både Seona Dancing som band og Ricky Gervais som komiker ender med at score point gennem hinanden. Det er en form for dobbeltvirkning, der går fremad og tilbage ud i tid og ender som en selvforstærkende effekt, der både gør Ricky Gervais sjovere og Seona Dancing bedre. Deres You're On My Side var i lang tid en decideret guilty pleasure, hvor jeg nu 'bare' ser det som en god sang. Og her holder Gervais ikke igen med patos:

They scratch me with their cut-your-ego game
And never take the blame
They shoot me down and stab me with their lie
To see me writhe
But I'm growing from their shattered self-esteem
I'm making new dreams
And with you on my side I could break up love today
And he'll die, walk away

Forholdet mellem ironi og patos behandles fornemt i bl.a. Æstetikstudier V - Patos? i et afsnit af professor Morten Kyndrup ved navn Paramoderne pathos? - Lars von Triers 'Breaking the Waves' som eksempel. Kyndrup behandler også emnet i afsnittet Kunstens betingelser - pathos, paramoderne, palimpsest? fra bogen Riften og sløret. I førstnævnte udgivelse kan også anbefales et udmærket afsnit af Ole Thomsen ved navn Højt at føle - og pathos og personligheden.
God søndag, kære læser.

Stream: Seona Dancing - You're On My Side

/Martin

Themselves + Why?

Duoen Themselves er en størrelse, jeg aldrig har fået dyrket, selvom de bliver udgivet på Anticon og har indspillet sammen med de altid utrolige The Notwist under navnet 13 & God. Derudover tæller medvirken hos og samarbejde med kunstnere som Subtle, Aesop Rock, cLOUDDEAD m.fl.
Som en del af Anticon-kollektivet var det derfor også uundgåeligt, at de skulle komme til at arbejde sammen med Yoni Wolf og Why? på et tidspunkt. Samarbejdet her lover godt for begge siders musikalske bidrag i år.

Why? udgiver d. 22. deres kommende album, Eskimo Snow.

MP3: Themselves & Why? - Canada

/Martin

Lidt fra det lille land

Forleden spillede Chimes & Bells en meget fin koncert på Musikcaféen i Århus - og efter sigende også en ganske imponerende én af slagsen i København dagen efter.
Bag navnet gemmer sig Cæcilie Trier, der også er kendt fra sit samarbejde med kunstnere som Choir of Young Believers, Jong Pang og de fremragende Le Fiasko.
Hun udgav i februar EP'en Into Pieces of Wood - en udgivelse, der i Storbritannien bliver varetaget af selveste Bella Union.

Med som support til disse koncerter var københavnske Selvhenter, der virker ganske interessante. Nu vil jeg ikke være typen, der siger, at noget nødvendigvis er godt, fordi det er 'originalt' eller 'anderledes', men det er befriende at høre, når et dansk band tør lidt. Risikerer noget. Det sker en gang imellem, men det er desværre alt for sjældent.
De fem kvinder spiller blæs, violin, diverse småting og på to trommesæt. Der er en åbenlys forkærlighed for larm i lydbilledet, men der er også en klar jazzramme. Nogle gange med spor af Efterklang og Slaraffenland. De har et godt udgangspunkt for at skabe noget rigtig interessant på et tidspunkt, hvis de giver sig tid til at finde deres helt egen form og udtryk. Nysgerrigheden er der i hvert fald, og det er det vigtigste.

Apropos Slaraffenland udgiver de i denne måned deres nye album We're On Your Side, hvortil forventningerne er rigtig store. Kvintetten er blandt mine danske yndlingsbands, og sangenes produktion er ulig noget andet i dansk musik.

MP3: Slaraffenland - Meet and Greet
MP3: Slaraffenland - Open Your Eyes

/Martin

Mere nyt fra The Mary Onettes

For et halvt års tid siden udsendte svenske The Mary Onettes singlen Dare fra en EP med det samme navn. Nu har pladeselskabet Labrador meddelt, at de også kommer med en fuldlængde i år, mere præcist d. 4. november og med titlen Island.
Albummet er produceret af bandet selv.

Labrador har også sluppet en mp3 løs fra det kommende album, en herlig sag ved navn Puzzles. Den er ganske vist ikke helt så upbeat som Dare, men det lyder stadig ikke helt så mørkt som debutalbummet - som dog ikke var decideret mørkt. The Mary Onettes vandrer stadig på de absolut melankolske marker, og i Puzzles er der ydermere en del mere The Cure end nogensinde før.

MP3: The Mary Onettes - Puzzles

/Martin