Nyt fra Toro y Moi

Chazwick Bundick AKA Toro y Moi udtalte et par måneder tilbage, at han ikke rigtig kunne forene sig med at være en del af en bølge. Nærmere bestemt chillwave. Han havde ikke som sådan noget imod at blive kaldt det, men han havde ikke selv noget behov for at kalde sin musik noget bestemt.

Når man hører de to første udspil fra den kommende plade Underneath the Pine forstår man måske lidt bedre. Den gamle sound høres klart i New Beat, der muligvis netop derfor - ganske ironisk - er betitlet således, medens Still Sound (også en herligt ironisk titel) er ganske anderledes med sin gennemgående, funky bas.

Det nye album er ude d. 22. februar på Carpark.

MP3: Toro y Moi - New Beat
MP3: Toro y Moi - Still Sound

/Martin

High Highs

Jeg har egentlig villet skrive om NY-bandet High Highs siden jul, men det er af én eller anden grund ikke blevet til noget. Duoen excellerer i melodistærk, underspillet folkpop med små, fine detaljer.

De er begyndt at få en del opmærksomhed i NY, og man forstår hvorfor. Et vellykket cover af Wild Nothings Live In Dreams gør det selvfølgelig heller ikke værre. Det akustiske lydbillede komplementeres af imponerende vokalharmonier og yderst elegant producerede trommer. Hør f.eks. hvordan de sniger sig ind i baggrunden på Flowers Bloom, der blev frigivet for nylig. Springer vi kort tilbage til december og begyndelsen af dette lille indlæg, kan Open Season beskrives som den type sang, man lige pludselig synger i badet uden at have bemærket, at den er krøbet ind under huden.

Må både disse sange og andre ting krøbe ind under huden denne weekend. Nyd den.

MP3: High Highs - Flowers Bloom
MP3: High Highs - Open Season
MP3: High Highs - Live In Dreams (Wild Nothing cover)

/Martin

Nyt på vej fra The Dodos

Efter de intet mindre end fantastiske to første plader Beware of the Maniacs og Visiter skuffede The Dodos fælt med Time to Die fra 2009. Sangskrivningen var slet ikke lige så stærk, men mest overraskende var det, hvor akavet produktionen var. Særligt når selveste Phil Ek stod bag. Hvor dygtig han end er, var de to et dårligt match, og han er heldigvis ikke bag knapperne på det kommende album No Color, der er ude i marts.

Nu har bandet frigivet første sang fra pladen, og det lyder umådeligt lovende. Umiddelbart virker det endda også meget passende i forhold til albumtitlen, at pladen åbnes med Black Night. Det er vitalt, det er stort, og det er ægte The Dodos.

/Martin

Lidt mindre lo-fi

Det har et par år været en smule anstrengende at høre på musik blive beskrevet som lo-fi, og det har på forunderlig vis fået status af en ubestridelig autenticitetseffekt. Et band, der i sandhed har dyrket denne produktion, er Times New Viking, der siden deres dannelse i 2005 har spyttet nogle glimrende albums med fyldt med fremragende melodier i kassettebåndsproduktion. Det seneste blev vist overspillet på VHS, før det blev sendt videre til tryk.

Times New Viking har altid haft sangene på deres side, og produktionen har ikke blot været en slørende strategi. Dette er muligvis allerede en gammel nyhed, men d. 25. april udgiver de deres nye album Dancer Equired på Merge, og herfra kan man nu høre en herlig lille sag, der for bandets standard nærmest ikke er lo-fi. Og det klæder dem faktisk ganske fint.

MP3: Times New Viking - No Room to Live

/Martin

Dolfish

Jeg formoder, at hver anden læser er heartbroken. Forskellige situationer, forskellige niveauer, forskellige mennesker, unikke historier. Så hvorfor ikke stå inde for det og alligevel kunne fejre weekenden.

22-årige Max Sollisch fra Columbus er ligeledes hjerteknust, og efter at have forsøgt sig med Arlo & the Otter fandt han ud af, at der måtte noget andet til. Derfor har han startet Dolfish, der forbinder hjertesorgerne med ultrakorte popperler, der tager os tilbage til et sted mellem midten af 80'erne og midten af 90'erne. Det er ret ligetil, og det forbinder fint melankolske overtoner med humoristiske undertoner. Det er bittersødt, og på den måde passer det vel også fint til weekenden med dens udskejelser og efterfølgende tømmermænd af forskellig karakter.

Det første udspil, Your Love Is Bummin' Me Out, er fem sange, der tilsammen udgør lige over otte minutters musik. Om vi kan kalde det en EP, ved jeg ikke, men dejligt og simpelt lyder det. Den officielle udgivelsesdato er Valentinsdag, og hvor de fleste udgivelser på irske Indiecater plejer at være digitale, udgiver de også denne på kassettebånd. Plademand Kevin udtaler:

"And because everyone knows CDs are dead we decided to release it on cassette as well as our usual default digital delivery. Everyone who buys the cassette will also get a digital copy for when they ditch their walkman."

Max Sollisch selv kan vist åbne weekenden med denne kommentar: "I’ve written these 5 tunes as a humorous solution to heart break. It’s very easy to get down on your life and stay inside listening to Roman Candle by Elliott Smith (and believe me I have) but this album aims at driving you out of that mindset as well as your house for a good laugh. (...) Maybe think of this album as that one friend of yours who’s a bit of an asshole but always seems to make you laugh when you’re feeling down. In fact that’s probably the only reason you keep him around, but he fills that much needed place in your life. So I guess I’m saying that this album, like your dick friend, is a bit of a one trick pony. I can live with that. Even a one trick pony deserves a ride. Hope some of this made sense."

Albummet, lad os bare kalde det en EP, kan streames hos Indiecater, og en titelsangen har de givet os til download. Med 2:26 den suverænt længste på EP'en.

MP3: Dolfish - Your Love Is Bummin' Me Out

/Martin

Destroyer og ødelagte ting

Dan Bejar er en satans rutineret herre. Han startede med musikken i midten af 90'erne tilbage i Vancouver og rykkede til Montreal, lige før det hele begyndte at eksplodere der. Dog har han aldrig opnået samme kommercielle succes som mange af byfællerne.

Men meget på bagen har han - og meget på hjerte. Solonavnet er Destroyer, hvilket er et noget særegent navn i forhold til den musik, der laves - og den umiddelbart bløde og mystiske stemme. Når det nye album ligefrem hedder Kaputt, fornemmer man dog en vis tematisk sammenhæng, der nu skuer bagud og forholder sig til manden selv.

Manden har nemlig også haft travlt med andre projekter, hvoraf han måske bedst kendes som del af The New Pornographers (Neko Case, Carl Newman m.fl.), selvom det er uvist, hvor meget manden egentlig bidrager med i dette projekt. Mange kender ham måske også gennem det (mærkeligt nok) undervurderede Swan Lake, som han deler med den venlige hund Carey Mercer og kongen selv, Spencer Krug. Nu har han tilmed startet Hello, Blue Roses med sin kæreste. Dvs. for et par år siden men uden at have modtaget den store opmærksomhed med deres debutalbum.

Nu gider jeg ikke mere biografi, så jeg springer frem til 2011 og udgivelsen af Kaputt, der er et rigtig fint og, selv i 2011, modigt album med masser af låve. Selv kærlighedsfilmmusik fra 80'erne (i særdeleshed Vangelis) hører man spor af. Det er heldigvis ikke forfærdeligt, og vi kan glæde os over, at saxofonen bliver brugt mere og mere fornuftigt i den moderne popmusik. Titlen Kaputt er i sig selv fantastisk. Masser af kærlighed tilbage til Dan Bejar herfra og en stor anbefaling fra Börneblogger. Manden går ikke efter vor tids nerve eller en kitsch lyd. Det er komplekst i al sin enkelhed og enkelt i al sin kompleksitet. Det er kærligt ment både herfra og fra Dan Bejar selv. Og det er frem for alt ærligt.

MP3: Destroyer - Chinatown

/Martin

Weekend // Det Vackra Livet // La Sera

Muligvis et misvisende billede til at akkompagnere en overskrift, der hedder noget med 'weekend'. Det ser bare så behageligt ud, at det er svært ikke at misunde en sådan udsigt, når man sidder i en lejlighed i midtbyen - og så i januar.

På billedet ser vi Katy Goodman, der udgør en tredjedel af Vivian Girls. Hun har netop skrevet under med Hardly Art med sit soloprojekt La Sera, der umiddelbart lyder ret anderledes end hovedprojektet. Det er en anelse mere drømmende, og der fyldes generelt lidt mindre ud i lydbilledet. Der er ikke sat noget højt tempo for dagen, og det er generelt en rar ting at starte fredagen med. Det selvbetitlede debutalbum udkommer 15. februar.

Før den mere festlige musik tager over om aftenen, er der lidt svensk melankoli at give sig i kast med. De to brødre Philip og Henrik Ekström fra The Mary Onettes har startet et nyt projekt ved navn Det Vackra Livet, der indtil videre lyder ret meget som, ja, The Mary Onettes på svensk. Men det er nu heller ikke det værste at lyde som, og det svenske sprog egner sig jo ligeledes ret fint til melankolsk popmusik. Sanger Philip skrev angiveligt 15 sange over et par måneder i efteråret, og det skulle gerne munde ud i et album på Labrador på et tidspunkt.

MP3: La Sera - Devils Hearts Grow Gold
MP3: La Sera - Never Come Around
MP3: Det Vackra Livet - Viljan

/Martin