Art Museums

Slumberland har så meget kvalitet og ofte en så klar profil, at det næsten er for meget af det gode. Derfor overser man også nemt et band som Art Museums.

Bag navnet gemmer sig en hyggelig duo, der låner mere end flittigt fra 60'erne med en dertil veludviklet sans for nyere tolkninger af selvsamme tilsat fine, jangly guitarer over en simpel trommemaskine.

Gruppen startede i San Francisco, hvor de indspillede og udgav debutalbummet Rough Frame på det fremragende Woodsist. Senere har de så på førnævnte Slumberland udgivet en rigtig fin 7" ved navn Dancing With a Hole in Your Heart, der kan bestilles her.



/Martin

Francisco The Man

L.A.-bandet Francisco The Man har allerede et par udgivelser bag sig, men de har endnu ikke oplevet megen opmærksomhed. Det tiltvinger de sig imidlertid med singlen Broken Arrows, der følger flot op på deres tidligere bedrifter.

En brugerkommentar på I Guess I'm Floating lød, at det var sådan, man kunne ønske, Band of Horses havde været. Alt imens de to bands ikke umiddelbart er nært beslægtede, er der imidlertid en forbindelse. Francisco The Man er dog mere sprælske og har taget mere til sig af shoegaze-traditionen og mindre fra country og folk. Broken Arrows er et tiltrængt skud energi og egentlig ret tonset og usnobbet. Det er stoner-rock, der er vågnet op til dåd og guitarflader med god tid.



/Martin

What makes you think you're the one?

Over de seneste år er der opstået en smuk konsensus i forhold til den ofte overvældende kvalitet i legendariske Fleetwood Mac. Fra delvist kitsch til rendyrket kærlighed. Gruppens status som voldsom inspirationskilde kan og bør ikke underkendes, men det må samtidig anerkendes, hvor meget gruppen ændrede sig såvel stilmæssigt som besætningsmæssigt fra dannelsen i 1967 til deres - efter min mening - kreative peak i 1987. For god ordens skyld og utroligt nok: Gruppen eksisterer skam stadig.

Men når man taler om gruppen, taler man til en vis grad om flere grupper. Interessant nok er det rytmesektionen, der som de eneste har været med hele vejen. Mick Fleetwood på trommer og John McVie på bas. Så vidt jeg har kunnet tælle mig frem til, har ikke mindre end 16 medlemmer på et tidspunkt udgjort en del af Fleetwood Mac.

I 1979 udgav gruppen Tusk, der fulgte op på den kreative og kommercielle kæmpesucces Rumours fra 1977. Det var bandets 12. album og blev eksperimenterne til trods også en salgssucces. Til gengæld kostede det også op mod en million dollars at indspille og blev dermed den dyreste indspilning af et rockalbum nogensinde (tak til Wiki for sidstnævnte). Én af mine personlige favoritter fra pladen er den reflekteret vrede What Makes You Think You're the One, der følger fanfavoritten Sara på pladen. De indledende og insisterende trommer er i sig selv en fremragende formidler af vreden og frustrationen, som Lindsey Buckingham følger fortrinligt op på med sin stærke vokal.

What makes you think you're the one
Who can laugh without crying?
What makes you think you're the one
Who can live without dying?
Every little bit
Is there
To see
Every little bit
Of you
And me

What makes you think I'm the one
Who'll be there when you're calling?
What makes you think I'm the one
Who will catch you when you're falling?
Every little bit
Is there
To see
Every little bit
Of you
And me

What makes you think I'm the one
Who will love you forever?
Everything you do has been done
And this won't last forever
Every little bit
Is there
To see
Every little bit
Of you
And me

Som nævnt er vreden imidlertid reflekteret, og det er mere end blot indignation og infantil fornærmelse. Det bliver en så ren udløsning af energi og frustration, at det får status af en art feel good katharsis, der bliver skubbet lidt på vej af de førnævnte, viljefaste trommer. Buckinghams stemme varierer også, og der anes en ærgrelse i every little bit..., hvor han selv svarer igen med en vibrato, der tager en nærmest ironisk afstand til den momentane svaghed. Hertil kommer den overordnede komposition, der også understreger den reflekterede vrede: Tre vers, der sammenlagt varer to minutter, før en outro på halvandet minut gennemlever samme proces: Plads til at slippe kontrollen og herefter indikation af at have fundet en vej mod harmoni.



/Martin

Night Manager

Night Manager består angiveligt af medlemmer fra Paris og San Francisco, der "mødtes på halvvejen i Brooklyn." Derudover afslører deres biografi udelukkende, at de elsker musik fra 90'erne og hader biografier.

Bloggen Gimme Tinnitus har beskrevet dem som scuzz pop/surf/grunge, der leder tankerne hen på starten af sommer, og det er måske ikke helt forkert. Men måske man skulle stryge grunge fra listen. Gruppens Pizza Pasta 7" med mere kan høres på deres Bandcamp.



/Martin

Det gode liv med jj

De svenske mystikere jj repræsenterer hverken rendyrket nihilisme eller hedonisme, men de afviser ikke disse livsanskuelser som begrænset til det amoralske eller for den sags skyld asociale. De er eksponenter for en interessant og ofte besynderlig italesættelse af vigtigheden af en diskussion, der kan synes tabt i politiske diskurser: hvad forstår vi egentlig ved joie de vivre?

Efter den mesterfulde debut jj°2 (2009) fulgte den let skuffende - om end momentvis stærke - jj°3 (2010). Både imellem og efter hørtes også enkelte remixes og covers, ligesom deres 'mixtape' Kills blev lagt gratis ud omkring julen 2010.

Til maj udgiver de nu jj°4, der imidlertid 'blot' er en 7" og digital singleudgivelse, selvom titlen altså kunne antyde en ny fuldlængde. Dermed tematiserer de igen det udvandede singlebegreb. Som tidligere står det overlegne Göteborg-label Sincerely Yours bag sammen med Secretly Canadian. Singlen er officielt ude 8. maj.



/Martin

Internet Forever

Idealistisk om end hyklerisk udtaler jeg mig nogle gange om bandnavne. Standpunktet er, at de kan være ligegyldige, men af og til må man bøje sig; jeg tænker aldrig mindre om et band grundet et navn, men visse navne gør mig nysgerrig. Herunder Totally Enormous Extinct Dinosaurs og Internet Forever.

Det er sidstnævnte, jeg her vil fokusere på. Gruppen blev dannet i London 2008 og er en trio af entusiaster, der gør sig i en form for finurlig twee pop. Der er formentlig fundet noget inspiration i grupper som Los Campesinos! og Johnny Foreigner.

Gruppen udgav i 2009 et kassettebånd på deres eget Tape Alarm, og nu er de så endelig klar med deres egentlige debutalbum, Internet Forever. Deres gamle single Cover the Walls har fundet vej til albummet, ligesom også den hyggelige og velkomponerede Pages of Books er blandt de velvalgte sange. Sidstnævnte beretter kækt om en persons underfundige forandring efter at have læst en "coming-of-age novel", og generelt har pladen nogle fine tekster, der måske endnu ikke måler sig med førnævnte Los Campesinos!, men det gør de færreste trods alt.

Internet Forever har begået en rigtig fin samling popsange, der nok skal vokse fint med forårets komme. Hele pladen kan høres på deres Bandcamp.



/Martin

Air France

"...but we’ve never been able to finish anything, nothing was ever good enough. We have tried so hard, and we truly gave it all we had. And now we have decided to stop trying,"

Air France - Never Content

/Abdujaparov