Dolfish

Jeg formoder, at hver anden læser er heartbroken. Forskellige situationer, forskellige niveauer, forskellige mennesker, unikke historier. Så hvorfor ikke stå inde for det og alligevel kunne fejre weekenden.

22-årige Max Sollisch fra Columbus er ligeledes hjerteknust, og efter at have forsøgt sig med Arlo & the Otter fandt han ud af, at der måtte noget andet til. Derfor har han startet Dolfish, der forbinder hjertesorgerne med ultrakorte popperler, der tager os tilbage til et sted mellem midten af 80'erne og midten af 90'erne. Det er ret ligetil, og det forbinder fint melankolske overtoner med humoristiske undertoner. Det er bittersødt, og på den måde passer det vel også fint til weekenden med dens udskejelser og efterfølgende tømmermænd af forskellig karakter.

Det første udspil, Your Love Is Bummin' Me Out, er fem sange, der tilsammen udgør lige over otte minutters musik. Om vi kan kalde det en EP, ved jeg ikke, men dejligt og simpelt lyder det. Den officielle udgivelsesdato er Valentinsdag, og hvor de fleste udgivelser på irske Indiecater plejer at være digitale, udgiver de også denne på kassettebånd. Plademand Kevin udtaler:

"And because everyone knows CDs are dead we decided to release it on cassette as well as our usual default digital delivery. Everyone who buys the cassette will also get a digital copy for when they ditch their walkman."

Max Sollisch selv kan vist åbne weekenden med denne kommentar: "I’ve written these 5 tunes as a humorous solution to heart break. It’s very easy to get down on your life and stay inside listening to Roman Candle by Elliott Smith (and believe me I have) but this album aims at driving you out of that mindset as well as your house for a good laugh. (...) Maybe think of this album as that one friend of yours who’s a bit of an asshole but always seems to make you laugh when you’re feeling down. In fact that’s probably the only reason you keep him around, but he fills that much needed place in your life. So I guess I’m saying that this album, like your dick friend, is a bit of a one trick pony. I can live with that. Even a one trick pony deserves a ride. Hope some of this made sense."

Albummet, lad os bare kalde det en EP, kan streames hos Indiecater, og en titelsangen har de givet os til download. Med 2:26 den suverænt længste på EP'en.

MP3: Dolfish - Your Love Is Bummin' Me Out

/Martin

Destroyer og ødelagte ting

Dan Bejar er en satans rutineret herre. Han startede med musikken i midten af 90'erne tilbage i Vancouver og rykkede til Montreal, lige før det hele begyndte at eksplodere der. Dog har han aldrig opnået samme kommercielle succes som mange af byfællerne.

Men meget på bagen har han - og meget på hjerte. Solonavnet er Destroyer, hvilket er et noget særegent navn i forhold til den musik, der laves - og den umiddelbart bløde og mystiske stemme. Når det nye album ligefrem hedder Kaputt, fornemmer man dog en vis tematisk sammenhæng, der nu skuer bagud og forholder sig til manden selv.

Manden har nemlig også haft travlt med andre projekter, hvoraf han måske bedst kendes som del af The New Pornographers (Neko Case, Carl Newman m.fl.), selvom det er uvist, hvor meget manden egentlig bidrager med i dette projekt. Mange kender ham måske også gennem det (mærkeligt nok) undervurderede Swan Lake, som han deler med den venlige hund Carey Mercer og kongen selv, Spencer Krug. Nu har han tilmed startet Hello, Blue Roses med sin kæreste. Dvs. for et par år siden men uden at have modtaget den store opmærksomhed med deres debutalbum.

Nu gider jeg ikke mere biografi, så jeg springer frem til 2011 og udgivelsen af Kaputt, der er et rigtig fint og, selv i 2011, modigt album med masser af låve. Selv kærlighedsfilmmusik fra 80'erne (i særdeleshed Vangelis) hører man spor af. Det er heldigvis ikke forfærdeligt, og vi kan glæde os over, at saxofonen bliver brugt mere og mere fornuftigt i den moderne popmusik. Titlen Kaputt er i sig selv fantastisk. Masser af kærlighed tilbage til Dan Bejar herfra og en stor anbefaling fra Börneblogger. Manden går ikke efter vor tids nerve eller en kitsch lyd. Det er komplekst i al sin enkelhed og enkelt i al sin kompleksitet. Det er kærligt ment både herfra og fra Dan Bejar selv. Og det er frem for alt ærligt.

MP3: Destroyer - Chinatown

/Martin

Weekend // Det Vackra Livet // La Sera

Muligvis et misvisende billede til at akkompagnere en overskrift, der hedder noget med 'weekend'. Det ser bare så behageligt ud, at det er svært ikke at misunde en sådan udsigt, når man sidder i en lejlighed i midtbyen - og så i januar.

På billedet ser vi Katy Goodman, der udgør en tredjedel af Vivian Girls. Hun har netop skrevet under med Hardly Art med sit soloprojekt La Sera, der umiddelbart lyder ret anderledes end hovedprojektet. Det er en anelse mere drømmende, og der fyldes generelt lidt mindre ud i lydbilledet. Der er ikke sat noget højt tempo for dagen, og det er generelt en rar ting at starte fredagen med. Det selvbetitlede debutalbum udkommer 15. februar.

Før den mere festlige musik tager over om aftenen, er der lidt svensk melankoli at give sig i kast med. De to brødre Philip og Henrik Ekström fra The Mary Onettes har startet et nyt projekt ved navn Det Vackra Livet, der indtil videre lyder ret meget som, ja, The Mary Onettes på svensk. Men det er nu heller ikke det værste at lyde som, og det svenske sprog egner sig jo ligeledes ret fint til melankolsk popmusik. Sanger Philip skrev angiveligt 15 sange over et par måneder i efteråret, og det skulle gerne munde ud i et album på Labrador på et tidspunkt.

MP3: La Sera - Devils Hearts Grow Gold
MP3: La Sera - Never Come Around
MP3: Det Vackra Livet - Viljan

/Martin

Januar og Trophy Wife

Januar har indtil videre budt på mulighed for at lytte på nye sager fra en del forskellige bands. Jeg har forsøgt at knække det nye Iron & Wine, men jeg fanger ikke helt den nye retning. Med enkelte undtagelser - såsom den herlige førstesingle Walking Far From Home.

Så har andre plader imponeret mere. Det er ikke alle, jeg spiller Ducktails for, der værdsætter det, men jeg finder det nye udspil skønt og ikke alt for tilbageskuende. Det er sommertanker, der gør sig fint i halvhjertet januarvejr. Og så er det meget mere end blot et album med bidrag fra Panda Bear.

Andre dejlige plader i januar har været Tennis og The Smith Westerns. Førstnævnte er et ret simpelt udspil, medens sidstnævnte også umiddelbart forekommer ukompliceret, selvom der gemmer sig mange lag på pladen. Ja, og så er det vel umuligt at komme uden om Iceage herhjemme efter den noget voldsomme hype, de har modtaget. Men lad det da være sagt med det samme: Det er en ok plade, de har begået sig. Men den er hverken fantastisk eller banebrydende, og særligt vokalen er stærkt begrænset.

Slutteligt vil jeg i dette rodede og formentlig usammenhængende indlæg gøre opmærksom på en lovende single fra engelske Trophy Wife. Pas på med at google dem: Man kan ende med at finde et canadisk latin-prog-jam band med samme navn. De her nævnte Trophy Wife er imidlertid fra Oxford og har indtil videre kun udgivet singlen Microlite via det yderst habile Moshi Moshi. Den akkompagnerende video er et godt eksempel på, hvor langt man kan nå på et lille budget - så længe man blot har en god idé.



/Martin

Evols

Der sker ikke ret meget i Evols' musik. Der er tid og plads til refleksion, og der er ingen stress og jag. Det betyder ikke, at vi har at gøre med post-rock á la 2001 (som mange åbenbart er begyndt at finde sig for fine til). Det betyder blot, at de ikke har haft et behov for at fylde ud i lydbilledet, som man ellers har gjort i stigende grad i dette årtusind.

Omvendt er tempoet heller ikke i bund. Blandt langstrakte, tålmodige passager og harmonier er en ganske enkel elektrisk guitar samlingspunktet. Det er ret enkelt, og vi husker det måske ikke om ti år. Men pyt med det. Det er ikke alt, man værdsætter, man husker. Det gør det ikke mindre værd i øjeblikket.

Et stort glas vand står på bordet. Måske jeg blot værdsætter Winter Joy til mine tømmermænd.

'Love' stavet bagfra ud i pluralis. Det er vel ikke det dårligste budskab at komme i gang med en lørdag på.

MP3: Evols - Winter Joy
MP3: Evols - Waves of Fire

/Martin

Big Troubles

Når nu New Jersey har været så uncool i så mange år, går man med en frygt for, at det bliver et hipsterparadis. Fra forstaden Ridgewood i NJ stammer Big Troubles, og selvom potentialet er der, kan vi vist undgå at associere dem med hipstaz. Ikke blot har de valgt at have en 90'er Angelfire-side, de har også valgt at lave én, der sjældent virker ordentligt.

Ikke blot i det virtuelle univers søger de tilbage - musikken trækker også til en vis grad på My Bloody Valentine. Kvartetten har to sangskrivere, Ian Drennan og Alex Craig, og disse har vist ladet sig inspirere af førnævnte + Dinosaur Jr., Jesus and Mary Chain m.fl. Det lyder måske i sig selv ikke så originalt, men det kan vel være ligegyldigt, når musikken stadig er herlig og relevant.

Så vidt jeg ved, har de udgivet et par 7" og en enkelt fuldlængde ved navn Worry, der udkom sidste år og blev forbigået af undertegnede indtil nu.

MP3: Big Troubles - Video Rock
MP3: Big Troubles - Drastic and Difficult
MP3: Big Troubles - Georgia

/Martin

Autre Ne Veut

Det nye år har indtil videre tilladt mig at få samlet lidt op på nogle ting, der gik mig forbi sidste år. Én af disse er énmandshæren Autre Ne Veut ('jeg vil ingen andre' / 'jeg vil ikke have andre' - ikke sandt, franskkyndige?), der er en del af den whitey-bølge af R&B, der er skyllet ind over land de seneste år.

Med Autre Ne Veut er der dog tale om væsentligt mere positiv og (næsten) dansabel musik end med eksempelvis en How To Dress Well. Angiveligt skulle amerikaneren også være ret vild live. Det lyder semikitschet uden at forsøge at være, hvilket er lidt af en bedrift.

Det var årets første uge i det nye år. Må det være startet glimrende for alle.

MP3: Autre Ne Veut - Two Days of Rain

/Martin