Når folk relaterer // The Weeknd

Jeg har de seneste par uger lyttet en hel del til debutalbummet House of Balloons af den canadiske énmandshær The Weeknd og forsøgt at finde ud af, hvori tiltrækningen består. Ingenlunde forstået kritisk: Jeg er meget begejstret for albummet, der fra start til slut er af et skræmmende højt niveau. Det er imidlertid ikke det eneste, der fremstår skræmmende.

Vi befinder os i et lyrisk univers, der er ganske mørkt. Før nogen fristes til at joke med det, er hudfarve ikke et tema her. Pladen er på mystisk vis en næsten uundgåelig hyldest til natten. Men nattestemning til trods er der alligevel plads til tematiske skyggesider. Dog fremstilles de ikke med fortrydelse eller med en moralsk løftet pegefinger. Pladen er i sig selv en proces, en bearbejdelse.

Hvorfor fascineres vi af House of Balloons? Det rammer en erkendelse. Det er dragende på den måde. Vi tiltrækkes af dette middel mod erkendelse af en vis fascination af urban petit-hedonisme. Jeg vil ikke påstå, at jeg kan relatere direkte til lyrikken på albummet. Faktisk langtfra. Det kan de færreste af læserne på disse sider formentlig. Men det betyder ikke, at vi ikke kan relatere til ånden. Mange små beslutninger kan fremstå uforståelige i nye kontekster, nye situationer. Vi forstår gerne os selv på enten et mikro- eller makroplan og i klare øjeblikke muligvis på begge. House of Balloons er en erkendelse af, at bevidstheden ikke er monocentreret.

Afsenderen er i konstant konflikt med sig selv. Han er - så at sige - i en permanent forhandling med sig selv. Han overbeviser løbende sig selv om, at hans handlinger og vellyst er rigtige, og at de er forkerte. De er sjældent det ene eller det andet men som oftest dem begge. Albummet åbner High For This byder endda på disse indledende ord:

You don't know what's in store
But you know what you're here for
Close your eyes, lace up beside me

Hold tight for this ride
We don't need no protection
Come alone, we don't need attention

Open your hand, take a glass
Don't be scared, I'm right here
Even though you don't know
Trust me, girl
You want to be high for this

Det er en sær form for ærlighed. Skræmmende og fascinerende. Menneskelig endda. På én gang applausvækkende modigt og hovedrystende afskyeligt. Samtidig vender forhandlingsscenariet imidlertid anderledes, og her er han ikke ude på at overbevise sig selv og andre om, hvorfor han kan føre en handling ud i livet. Her er han snarere i færd med at overbevise sin moral om, at han skam har det sjovt:

This is a happy house
We're happy here
In a happy house
This is fun
This is fun to me

Herefter kommer et break, der også høres tidligere i sangen, men denne gang markerer det ikke en tilbagevenden til verset - derimod går sangen næsten voldeligt over i den kokainfyldte Glass Table Girls, og før en egentlig indsigt rammer vores afsender, fornys behovet for førnævnte forhandling gennem nye fristelser.

Han er ikke naiv, men han har heller ikke just gennemskuet sig selv. Han tematiserer ofte, hvad man måtte have brug for vs. hvad man vil have. En linje som I'm the drug in your veins / Just fight through the pain (igen i High For This) er ganske enkel, og her indrømmer han både sin intention og potentielle kraft som destruktion. Men det holder ham ikke tilbage.
I andre øjeblikke er han mere skrøbelig, men som i Wicked Games holder han sig heller ikke tilbage:

Bring your love, baby
I can bring my shame
Bring the drugs, baby
I can bring my pain

Interessant er det, at albummet slutter af med en titel som The Knowing. Den handler umiddelbart om relationen mellem afsenderen selv og en kvinde, men det er svært ikke at gøre enkelte sætninger mere generelle. Såsom I ain't washing my sins eller Now we're lying about the nights / Hiding it all behind the smiles. Sangen kunne handle om utroskab, og den kunne samtidig opsummere den fascinerende, mørke dobbelthed, der er så gennemgående på House of Balloons.

Om ikke personligt - eller for så vidt konkret - kan vi nok alle nikke genkendende til denne dynamik. Den tilhører ikke senmoderniteten eksklusivt, og den manifesterer sig ikke som en strategi. Det er en sjælelig rastløshed, der dels søger sikker grund og dels bruger rastløsheden til glæder, der muligvis/muligvis ikke er provisoriske glæder.

House of Balloons er ganske gratis og kan hentes på hjemmesiden.

ZIP: The Weeknd - House of Balloons

/Martin

Nyt på vej fra Man Man

Jeg har aldrig tænkt på Philadelphias Man Man som eksponenter for en forceret 'galskab'. Omvendt har jeg heller aldrig ladet mig rive helt med. Sangskrivningen har altid været af højt niveau og med originaliteten i højsædet, men muligvis har min egen kontrol ikke korresponderet med deres legesyge løssluppenhed.

De er blevet sammenlignet med legender som Tom Waits og Frank Zappa, hvilket umiddelbart giver fin mening. Efter et par plader på Ace Fu skiftede de til Anti-, der udgiver den nye plade Life Fantastic 10. maj. Titlen lyder jo i sig selv yderst positiv, og det kan vist tages som et tegn på vilje og styrke, da tiden omkring sangskrivningen til pladen (den første siden Rabbit Habits fra 2008) ellers har været præget af ødelagte forhold, bortgåede venner og generel mangel på struktur i dagligdagen ifølge frontmand Honus Honus' udtalelser. Titelsangen lyder også som et ret præcist resultat heraf - og lyder i sig selv meget lovende.

MP3: Man Man - Life Fantastic

/Martin

Nyt på vej fra Memory Tapes

I 2009 udgav Memory Tapes det fremragende Seek Magic, der endte på begge årslister her på siderne. Endda i toppen af den ene. Dayve Hawk har under navnene Weird Tapes og Memory Cassette skabt elektroniske vidundere, og da sammensmeltningen til Memory Tapes blev en realitet, fik vi så det umådeligt stærke debutalbum via Something In Construction og Sincerely Yours.

I år er han så tilbage med et nyt album, der ifølge Something In Construction byder på "større" sange, hvilket på underlig vis cementeres af førstesinglen Today Is Our Life. Vi taler ikke episk M83, men det er mindre Cocteau Twins-æstetik end på debutalbummet og med en ret interessant brug af den elektriske guitar i denne omgang. Der er endnu ikke meget info at hente, selvom nedenstående sang blev frigivet allerede i januar. Men når man lige vænner sig til den nye lyd, er det alligevel svært ikke at glæde sig til den nye udgivelse. Ja, det kan vi vel også sige om M83.

MP3: Memory Tapes - Today Is Our Life

/Martin

Motopony

Et bandnavn er trods alt blot et navn, så vi kan godt tilgive Daniel Blue det forfærdelige valg af Motopony som kunstnernavn. Og særligt med så fin en single som King of Diamonds i ærmet kan vi tilgive ham.

Med et lyrisk udgangspunkt i kortspilmetaforer fortælles en simpel kærlighedshistorie om tilfældigheder. Men selvom teksten nu engang er en kær lille sag, er det primært melodien og vokalens præcision, der skal roses. Sangen er bygget op af et simpelt trommebeat, der ledsages af en enkel guitar- og basgang. Ved omkvædet introduceres et lille klokkespil og et underspillet klaver.

Men det er nu engang vokalen, der bærer sangen. Den er hverken stærk eller skrøbelig. Den befinder sig et sært sted mellem lettet afklarethed og en snert af usikkerhed. Den er stille men alligevel langt fremme i lydbilledet. Man hører en lille bæven (det kan være et sødt ord, men det lyder ret uheldigt), og man får fornemmelsen af, at sangeren nærmere forsøger at overbevise sig selv, end at han skulle være nået frem til en indsigt i accept af egne omstændigheder.

MP3: Motopony - King of Diamonds

/Martin

Bathcrones

Bag enmandsprojektet Bathcrones står Matthew Jackson Johnson fra Atlanta, Georgia. Igennem længere tid har jeg af én eller anden årsag troet, en englænder stod bag, men det giver i virkeligheden mere mening, at musikken er amerikansk. Det lægger sig på den ene side i en problemfri vejbane ledt an af bilspil- og VHS-fans som Washed Out, medens det på den anden side byder på beats, der pruster mere. Det ånder mere sejlivet ud og er i virkeligheden mindre chillwave end mange af inspirationskilderne.

Således passer vandelementet fra kunstnernavnet også udmærket til musikken. Det er mindre fastlandsorienteret. Der åndes ind, der tages svømmetag, der åndes ind.

Bathcrones udgav i 2010 EP'en Psychorama og i starten af 2011 den gratis dobbeltsingle Skull Island. De to sange herpå, titelsangen og Casa Olia, kommer begge til at figurere på den fuldlængde, der ventes at udkomme senere i år.

MP3: Bathcrones - Skull Island

/Martin

The Mare

Det er formentlig umuligt at lytte til The Mare fra Stockholm uden at tænke på Belle and Sebastian. Det gør dog ingenlunde musikken værre. Der er den samme umiddelbare letsindighed at spore, og selvom den svenske kvintet muligvis ikke har samme dybde, er det fin musik at starte sin fredag med.

Med en titel som I'm So Happy og med en trompet, der kæmper for at gå rent igennem, klarer nedenstående sang sig igennem på rendyrket charme. God weekend.

MP3: The Mare - I'm So Happy

/Martin

Youth Lagoon

Med god plads i lydbilledet og med fin sans for tålmod bygger Trevor Powers fra Boise, Idaho sine sange. Youth Lagoon er navnet, og stort er potentialet. Nikker man genkendende til bynavnet, er det muligvis, fordi man er Built to Spill-fan, men musikken ligger nu forholdsvis langt fra de lokale helte.

I stedet er der tale om underfundig, falsetdrevet drømmepop. Særligt sangen July er værd at hæfte sig ved. Det hele starter ganske langsomt med orgel og vokal, hvorefter små lyde langsomt blander sig. Efter godt halvandet minut blander klaver sig med en langsom men stærk stortromme, og 40 sekunder senere stiger stortrommens tempo og markerer et skifte, der introducerer en simpel guitar i lydbilledet. Trommerne ændrer sig så småt, og vokalen er ikke længere fin men kalder på opmærksomhed. Påkalder sig det. Klaveret intensiveres, begynder så småt at dominere, flankeret af trommer. Vokalen udtrykker sig uden ord og bliver et instrument i sig selv, før der gives plads til en afbalanceret og nødvendig outtro.

Albummet The Year of Hibernation er ude til sommer på Juno Beach Records. At dømme efter July alene er det meget svært at vente på at høre resten.

MP3: Youth Lagoon - July

/Martin