onsdag den 5. december 2007
Yeasayer
Himmelstræbende og komplicerede vokaler og melodier. Klap, calypso og afrobeats. Rytmiske guitarer, skrig og børnekor. Nedskrevet lyder det umiddelbart som en kaotisk udgave af Løvernes Konge, men egentlig er det blot en kort beskrivelse af Yeasayers debutalbum ”All Hour Cymbals”, der blev udgivet af selskabet We are Free her den 23. oktober.
Brooklynbandet vandt diverse musikelskeres interesse, da de tidligere på året udgav deres første single ”2080”. Her kommer deres noget pessimistiske syn på fremtiden til udtryk blandt andet igennem linierne: ”I can’t sleep when I think about the times we’re living in / I can’t sleep when I think about the future I was born into”. Da de senere i sangen bryder ud i intense ”Yeah yeah’s!”, må man som lytter og skabsemo sætte sig ned og erklære, man er forelsket. Denne catchphrase gør også ”2080” til et af de nok mest tilgængelige numre på pladen ved første gennemlytning, da det er et intet mindre end prægtigt popnummer! Resten af ”All Hour Cymbals” har dog en gennemgående lyd og rød tråd, og vinder derfor meget ved nogle få ganges trykken på repeat.
Yeasayer er allerede gentagende gange blevet sammenlignet med blandt andet Arcade Fire (...) og Animal Collective grundet deres dystre lyd, og det er da også muligt at se lighederne med især Animal Collective. Nok er de hypede, men noget tyder på, at de rent faktisk har fortjent den opmærksomhed, og har man ikke fået investeret i deres album, så burde man gøre det nu, og så ellers holde et vågent øje med bandets videre musikalske færd.
Mp3: Yeasayer - "2080"
Find flere mp3'er på Daytrotter Session
/Camilla
Etiketter:
2080,
All Hour Cymbals,
Animal Collective,
The Arcade Fire,
We Are Free,
Yeasayer
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
2080 er et ufatteligt godt nummer. Man tænker "organisk" hele vejen igennem. Sammenligninger med Animal Collective og Grizzly Bear giver fin mening
Send en kommentar