Dansk musik i 2008

Hvad enten vi taler den virtuelle verden eller den virkelige verden, er jeg hos nogle kendt (jeg bilder mig ikke ind, jeg er en celeb!) som værende ganske kritisk over for dansk musik. Dette skal ikke tilskrives et stædigt væsen eller et forsøg på en art politisk eller kulturel afstandtagen. Musikalsk snobberi er der måske klare tegn på i mit væsen, men dette burde ikke spille ind på landegrænserne. Dansk musik er bare sjældent rigtig interessant. Enten prøver kunstnerne slet ikke (hvilket kan være fair nok, hvis man kan skære en god popsang alligevel), eller også prøver de for hårdt, hvilket resulterer i noget tvungent, unaturligt, upersonligt. Dansk musik er stadig i krise rent kunstnerisk, men det lysner bestemt.

Mange af de forkerte albums er blevet fremhævet af pressen i år, ikke nogen jeg vil nævne her, og enkelte har ikke fået den credit, de fortjener - også selvom de har høstet fine anmeldelser og megen opmærksomhed.

Et band som Larsen & Furious Jane har gang på gang fået fantastiske anmeldelser - og formentlig aldrig bedre end i år. Men de sælger stadig ikke mange plader - heller ikke af det seneste album Zen Sucker. Heldigvis går det dem ikke på. I diverse interview fortæller århusianerne, hvordan de "jo også har et liv ved siden af musikken" - og pladesalget har jo vist sig ikke at gå ud over selve musikken. De er ikke gået på kompromis for at gå et bredt publikum i møde.

Til gengæld har det tidligere Lake Placid-medlem Jannis Noya Makrigiannis med sit Choir of Young Believers haft både kommerciel succes (så meget man nu kan have det i Danmark) og anmeldertække - endda med rette. Hittet Next Summer er langt fra det bedste på debutalbummet This Is For the White in Your Eyes, hvilket siger noget om den høje kvalitet på denne langspiller.

Diefenbach har ligesom Larsen & Furious Jane haft anmelderne på deres side igennem mange år og luftede i år deres frustrationer over for Undertoner: "Vi har eksisteret i 10 år, og det kunne være fedt at prøve at sælge mere end 1.500 plader. Det handler ikke kun om at sælge, men vi synes, vores musik er god nok til, at nogle flere skal høre den. Det ville være fedt ikke længere kun at være up and coming."
Man kan håbe for københavnerne, at pladesalget stiger med deres album fra i år, Dark Spinner.

I det mindre rockede hjørne har Rumraket-bandet Our Broken Garden markeret sig ved at blive signet til det, med rette, prestigefyldte Bella Union i England. Og de er endda at finde på Mojos liste over årets albums på en 35. plads (find link og en masse andre årslister her).

Og nu vi er ved Storbritannien er det også blevet til megen fortjent opmærksomhed for de to M'er Mimas og Marvins Revolt, der begge, som tidligere år, har turneret flittigt derovre. Mimas har fået udgivet debutalbummet The Worries (udgives først herhjemme til februar) gennem Big Scary Monsters til forrygende anmeldelser, og Marvins Revolt har fået udgivet deres Killec gennem The Richter Collective. Killec blev udgivet herhjemme i 2007 og er desværre stadig ret overset.

Flere af de nævnte grupper i denne artikel enten kender jeg eller har på anden måde en relation til. Dette vil altid sløre dømmekraften, så dem ville jeg ikke tage med på en liste over årets danske udgivelser. Faktisk vil jeg slet ikke mønstre en decideret liste. Men når alt dette er sagt, vil jeg alligevel ikke holde mig tilbage fra at skamrose en anden dejlig overraskelse i 2008: Le Fiasko. Med deres selvbetitlede debutalbum har de formentlig skabt årets danske udgivelse. Et inspirerende værk, der ubesværet svæver mellem det jazzede, det post-rockede og decideret pop. Uden at lade til overhovedet at bekymre sig om disse genrer, disse begreber. Tilmed er produktionen så fremragende, at værket som helhed sagtens kunne klare sig på det udenlandske marked, hvis det blev støttet af kompetent markedsføring og turnévirksomhed. Læs min anmeldelse på Frekvens (ingen tvang).