Naivitet er noget af det mest kontroversielle, man kan forestille sig. Få ting kan man fraskrive sig så hurtigt gennem den ellers noble refleksion som naiviteten. Den er født til at være under angreb, og vi holder da også ekstra meget af den, fordi den er så flygtig. Den skal beskyttes grundet sin renhed, skønhed og den kyniske udnyttelse, der står i diametral modsætning til dens kerne.
Selve beskyttelsen kan anskues som et brud på naivitetens væsen, så hvordan italesætter eller manifesterer vi den overhovedet? Ved at nå hinsides tematiseringen.
Nicolai Kleinerman Koch har tidligere stået bag tangenterne i Oh No Ono og Choir of Young Believers, og nu er han sprunget ud som sanger med sit soloprojekt PRE-Be-UN. Under dette navn bevæger han sig elegant og letbenet ind og ud mellem en forkærlighed for 60'ernes minimalistiske pop og de huller mellem populærmusikken og avantgarden, han lapper med den største naturlighed.
Det er ikke et udtryk for en post-ironisk tilværelse, og det er ej heller et udtryk for naivitet per se. Den søges heller ikke diskuteret. Det er snarere et udtryk for, at den skam har en ret til at eksistere, og at man kan nå ud over tematiseringen uden at tabe sig selv, hvorfor den stadig kan eksistere. Med en vigtig erkendelse i bagagen: Den har al mulig ret til at eksistere på egne vilkår, og deri ligger jo selve skønheden og, ja, kærligheden, der også ligger i selve titlen på PRE-Be-Uns herlige single Mysteriously in Love.
Albummet Clean Spasms er ude d. 19. august på Tambourhinoceros og kan allerede høres nu, hvis man forudbestiller pladen.
SoundCloud: PRE-Be-UN - Mysteriously in Love
Video:
/Martin
Viser opslag med etiketten Choir of Young Believers. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Choir of Young Believers. Vis alle opslag
fredag den 21. juni 2013
tirsdag den 28. august 2012
Schultz and Forever
Bag Schultz and Forever står 17-årige Jonathan Schultz, der med sit band har indspillet EP'en Odd Stories. I år spillede de så på Spot Festival. Koncerten har sidenhen fået masser af god omtale, og her i det tyske bliver der også hvisket om Schultz. I næste uge får jeg så endelig muligheden for at se dem i det berlinske - endda to gange.
Vokalen kan bringe tankerne i retning af Dan Bejar. Enkelte har sammenlignet med landsmændene Choir of Young Believers, ligesom også The Tallest Man on Earth er blevet nævnt. Der er noget sandhed i det, men Schultz er som oftest en del mørkere. Faktisk passer musikken ganske fint på pressebilledet. På én gang nøgent og naturligt, på samme tid foruroligende og bizart.
/Martin
Vokalen kan bringe tankerne i retning af Dan Bejar. Enkelte har sammenlignet med landsmændene Choir of Young Believers, ligesom også The Tallest Man on Earth er blevet nævnt. Der er noget sandhed i det, men Schultz er som oftest en del mørkere. Faktisk passer musikken ganske fint på pressebilledet. På én gang nøgent og naturligt, på samme tid foruroligende og bizart.
/Martin
mandag den 4. maj 2009
Pop Revo - tilbageblik
Pop Revo er blandt de smukkeste arrangementer i det danske musikland. Dette beviste de igen i weekenden med et herligt lineup, der da også blev modtaget af et yderst entusiastisk og festligt stemt publikum.Fredag aften startede med Berlin-bosatte Lily Electric, der trods ny bassist og vikarierende trommeslager virkede godt sammenspillede og indimellem bød på meget fine kompositioner.
Der blev fulgt op af Choir of Young Believers, der denne aften kun bestod af Jannis Noya Makrigiannis med Cæcilie Trier på cello. Det var ganske intimt og fungerede ganske udmærket. Jannis' vokal er ret overlegen, hvilket også blev demonstreret koncerten igennem.
Aftenens tredje band var svenske Love Is All, der leverede noget af en fest. Her var folk tydeligvis også blevet en del fuldere, hvilket resulterede i intens dans foran scenen, midt i salen, rundt omkring, sammen, alene. Josephine Olausson styrede trods lille statur scenen sikkert, og gruppen leverede deres materiale fint - de fik dog understreget, at materialet fra debutalbummet er en del stærkere end det nyeste udspil. Desværre fik vi ikke Felt Tip, men vi overlevede alligevel.
Uheldige omstændigheder gjorde, at jeg missede Slaraffenland og (mindre beklageligt) Television Personalities. Førstnævnte fik som altid meget fin respons, medens Television Personalities skulle have været mere sjovt og interessant end godt.
Det var dog ingen hemmelighed, at lørdagens program var det stærkeste. På forhånd var Sunset Rubdown mit (og vist en hel del andres) højdepunkt, og efter koncerterne stod vi da også tilbage med dette indtryk. De lagde ud som første band lørdag, angiveligt for at trække folk til VoxHall med det samme, og hvilken koncert de gav. Det var sidste koncert på deres Europaturné, og de viste masser af overskud, både musikalsk og personligt, hvoraf sidstnævnte lidt manglede til deres koncert på Loppen sidste år. De lagde ud med den vidunderlige Stadiums and Shrines II, fulgte op med Winged/Wicked Things og gav os herefter et par nye i form af Black Swan og den forunderlige Idiot Heart. Allerede her var publikum solgt, og bandet takkede, skålede og kommunikerede overraskende godt med det dedikerede publikum. Derefter tog vi en tur tilbage til album nr. to, gennembrudsalbummet Shut Up I Am Dreaming med den stille Us Ones In Between (aldrig har en melodica været smukkere) og den mere festlige They Took a Vote and Said No. Slutteligt havde bandet forberedt et modigt træk: Af de tre sidste sange var to nye, You Go On Ahead og den yderst lovende Dragon's Lair. Imellem disse lå dog den sang, der lader til at have fanget fleste publikummer: The Mending of the Gown. En sang, der blev sunget entusiastisk og beruset af flere lyttere efter koncerten. Kuriøst nok blev den præsenteret som "an old song". Og det kan vi vel godt kalde den, når vi taler om Spencer Krug, der mere eller mindre altid skriver sange. Sunset Rubdown beviste endnu engang, at de er et af vor tids stærkeste bands, og at Spencer Krug som sanger og sangskriver er en del af eliten. Medlemmerne skiftede instrumenter flittigt, viste sig overlegne med dem alle og efterlod os fulde af beundring for deres tilsyneladende himmelske kvaliteter.
Lidt synd var det for Casiotone for the Painfully Alone, der skulle følge op. Eftersigende gik det ganske godt - jeg gik glip af det. Tredje band var det svenske kultband The Bear Quartet, som Pop Revo-folkene har forsøgt at lokke til festivalen siden dens start i 2004. De giver sjældent koncerter og interviews og blev således betragtet som noget af et scoop. De havde mulighed for at hente materiale helt tilbage fra 1989, men det lykkedes dem aldrig at få publikum rigtigt med eller komme ud over scenekanten. En flad fornemmelse kunne man kalde det - og en ekstremt kort koncert var det også. Bagefter havde man næsten glemt, at de havde været på festivalen.
Heldigvis havde vi Gang Gang Dance at se frem til. De havde fået æren af at lukke festen, og en fest blev det. Halvdelen af gæsterne var udvandret, men resten fik muligheden for at tage del i en psykedelisk fest. Det hele startede med en forlænget version af Vacuum, men det stod hurtigt klart, at det ikke gjaldt om at tænke i sange - det var én lang sanselig oplevelse, hvor man blot skulle give slip. Med et mere vulgært ord kan man vel beskrive det som et mindfuck. Når det så er sagt, er det svært ikke at nævne House Jam, der virkelig satte gang i festen. Alle fire medlemmer var veloplagte og velspillende, og specielt sangerinde Lizzi Bougatsos virkede lykkelig for at spille. Andre anmeldere har kritiseret hende for ikke at synge helt godt nok, og til tider var det måske også en smule falsk, men det gjorde intet ved min helhedsoplevelse. Det passede fint til gruppens skæve og uperfekte univers, hvor delelementer uden besvær udgør en større helhed. Denne helhed, denne afslutningsfest, denne sammensmeltning, ja, det var ikke bare værdigt. Det var vældigt.
Arrangørerne fortjener et kæmpe skulderklap for endnu engang at have sat et smukt program og arrangement sammen. Vi glæder os til næste år.
/Martin
tirsdag den 28. april 2009
Deastro
Tilbage i efteråret skrev jeg kort om pladeselskabet Ghostly International. I sidste uge blev Choir of Young Believers så offentliggjort som deres nyeste signing, og minsandten om ikke selskabet nu igen dukker op foran mig.Denne gang gennem amerikanske Deastro. Bag dette superhelteinspirerede alter ego gemmer sig 22-årige Randolph Chabot fra Detroit. En elektronisk musiker, der snart har lavet musik i et årti. Efter at have udgivet nogle plader selv og indspillet et hav af demoer i sine forældres kælder (ægte DIY med selv at indspille, producere, brænde, tegne artwork, klippe og klistre) er den unge knøs altså nu endt hos Ghostly, der skal udgive hans kommende album Moondagger, der udkommer d. 23. juni. Det bliver hans første album med hjælp fra andre musikere. Ja, næsten som et band.
Chabot selv kalder sine sange for "space symphonies", og det er ikke helt ved siden af. Vedlagte sang Parallelogram lyder som en blanding af Mew, The Mary Onettes, Animal Collective (anno Feels) og Shugo Tokumaru. Om man så kalder det popelektronisk shoegaze eller bare humørfyldt pop kan være godt det samme. Chabot formår at sløre grænsen mellem det elektroniske og mere klassisk poppede. Om kvaliteten kan holdes gennem hele Moondagger skal blive spændende at høre.
MP3: Deastro - Parallelogram
/Martin
onsdag den 3. december 2008
Dansk musik i 2008
Hvad enten vi taler den virtuelle verden eller den virkelige verden, er jeg hos nogle kendt (jeg bilder mig ikke ind, jeg er en celeb!) som værende ganske kritisk over for dansk musik. Dette skal ikke tilskrives et stædigt væsen eller et forsøg på en art politisk eller kulturel afstandtagen. Musikalsk snobberi er der måske klare tegn på i mit væsen, men dette burde ikke spille ind på landegrænserne. Dansk musik er bare sjældent rigtig interessant. Enten prøver kunstnerne slet ikke (hvilket kan være fair nok, hvis man kan skære en god popsang alligevel), eller også prøver de for hårdt, hvilket resulterer i noget tvungent, unaturligt, upersonligt. Dansk musik er stadig i krise rent kunstnerisk, men det lysner bestemt.Mange af de forkerte albums er blevet fremhævet af pressen i år, ikke nogen jeg vil nævne her, og enkelte har ikke fået den credit, de fortjener - også selvom de har høstet fine anmeldelser og megen opmærksomhed.
Et band som Larsen & Furious Jane har gang på gang fået fantastiske anmeldelser - og formentlig aldrig bedre end i år. Men de sælger stadig ikke mange plader - heller ikke af det seneste album Zen Sucker. Heldigvis går det dem ikke på. I diverse interview fortæller århusianerne, hvordan de "jo også har et liv ved siden af musikken" - og pladesalget har jo vist sig ikke at gå ud over selve musikken. De er ikke gået på kompromis for at gå et bredt publikum i møde.
Til gengæld har det tidligere Lake Placid-medlem Jannis Noya Makrigiannis med sit Choir of Young Believers haft både kommerciel succes (så meget man nu kan have det i Danmark) og anmeldertække - endda med rette. Hittet Next Summer er langt fra det bedste på debutalbummet This Is For the White in Your Eyes, hvilket siger noget om den høje kvalitet på denne langspiller.
Diefenbach har ligesom Larsen & Furious Jane haft anmelderne på deres side igennem mange år og luftede i år deres frustrationer over for Undertoner: "Vi har eksisteret i 10 år, og det kunne være fedt at prøve at sælge mere end 1.500 plader. Det handler ikke kun om at sælge, men vi synes, vores musik er god nok til, at nogle flere skal høre den. Det ville være fedt ikke længere kun at være up and coming."
Man kan håbe for københavnerne, at pladesalget stiger med deres album fra i år, Dark Spinner.
I det mindre rockede hjørne har Rumraket-bandet Our Broken Garden markeret sig ved at blive signet til det, med rette, prestigefyldte Bella Union i England. Og de er endda at finde på Mojos liste over årets albums på en 35. plads (find link og en masse andre årslister her).
Og nu vi er ved Storbritannien er det også blevet til megen fortjent opmærksomhed for de to M'er Mimas og Marvins Revolt, der begge, som tidligere år, har turneret flittigt derovre. Mimas har fået udgivet debutalbummet The Worries (udgives først herhjemme til februar) gennem Big Scary Monsters til forrygende anmeldelser, og Marvins Revolt har fået udgivet deres Killec gennem The Richter Collective. Killec blev udgivet herhjemme i 2007 og er desværre stadig ret overset.
Flere af de nævnte grupper i denne artikel enten kender jeg eller har på anden måde en relation til. Dette vil altid sløre dømmekraften, så dem ville jeg ikke tage med på en liste over årets danske udgivelser. Faktisk vil jeg slet ikke mønstre en decideret liste. Men når alt dette er sagt, vil jeg alligevel ikke holde mig tilbage fra at skamrose en anden dejlig overraskelse i 2008: Le Fiasko. Med deres selvbetitlede debutalbum har de formentlig skabt årets danske udgivelse. Et inspirerende værk, der ubesværet svæver mellem det jazzede, det post-rockede og decideret pop. Uden at lade til overhovedet at bekymre sig om disse genrer, disse begreber. Tilmed er produktionen så fremragende, at værket som helhed sagtens kunne klare sig på det udenlandske marked, hvis det blev støttet af kompetent markedsføring og turnévirksomhed. Læs min anmeldelse på Frekvens (ingen tvang).
Abonner på:
Opslag (Atom)

