Nostalgiakkumulatorer og den paradoksale angst hos neoreaktionærer

Min gode kollega i blog- og musikjournalistisk sammenhæng, Rune Schlosser, skrev forleden et ret interessant indlæg på Blaa Vinyl om farerne ved nostalgi i anmeldersammenhæng. Og her taler vi ikke om et nostalgivækkende sonisk landskab (som vi plejer at være yderst glade for her på siderne) men derimod ældre musikere, man forbinder noget med. Altså genudgivelser, der mere eller mindre roses for, hvad de var - og dermed hvad de dømmes til på én gang at være og have været. Fortid og nutid smelter sammen uden gråzoner. Eller tilfældet kan være musikere, der gennem flere årtier har vist deres værd og derfor stadig måles som legender, der ikke kan fejle.

Det er en lang og ofte problematisk diskussion, der let bliver sort/hvid fra enten den ene eller den anden side. Lad mig derfor starte med at slå fast at jeg selv har en melankoliker i mig, der let finder vej til (eller ligefrem søger) de kun delvist oplyste nostalgipassager, der kan tilbydes i kunsten. Ganske vist ikke i dramatisk forstand som eksempelvis en Immanuel Kant, der så sig selv som en "melankolsk hypokonder" (med overvægt af sort galde), men dog i en forstand hvor det næsten er en afhængighed, der i det lange løb sikrer en balance og en måde at se ting på i et nyt lys. Altså noget selvudviklende og forhåbentlig bevidsthedsudvidende. Nu er ordet 'balance' allerede bragt på bane, hvilket vel er et centralt begreb i de fleste aspekter i livet. Her kommer buddhisterne virkelig til deres ret med begrebet 'den gyldne middelvej'. Nuvel, pointen er her, at det let bliver for meget af det ene eller det andet. Det kunne være tilfældet med teorien om de fire kropsvæsker i såvel Antikken som op til dele af Oplysningstiden, hvor man nemt kunne have en overvægt af én af de fire. I et elizabethansk verdensbillede taler man ligeledes om vigtigheden af at afbalancere reason og passion - i datidens kunst bl.a. eksemplificeret gennem Shakespeare.

Der er heldigvis ikke faste regler for, hvordan anmeldelser som generelt fænomen skal se ud. Ja, det er der som oftest heller ikke inden for en bestemt instans eller et bestemt magasin, hjemmeside osv. I bedste fald kan man dog håbe på en vis æstetisk homogenitet, når flere skribenter skriver for samme medie. Men nu skal dette ikke blive til en diskussion af anmeldelser og anmeldere som fænomen. Problemet er, når minder og personlige forhold aktiveres gennem musikken for så at overtage styringen og sjælen i det øjeblik, ordene finder vej fra hjerte til hjerne og videre til tastatur - uden filter. Det skal dog også siges, at det er let nok at sige på en blog, hvor det generelt nærmest gælder som en naturlov, at der ikke må være et filter. Jeg vil ikke pege fingre, det er meningsløst, men det er vigtigt at være bevidst om denne tendens, uanset om man er skribent eller læser.

Vi er vanedyr langt hen ad vejen. Selv i et senmoderne samfund hvor vi stolt taler om kultursamfund, videnssamfund, teknologiske fremskridt og deslige. Vi er stadig bange for det nye. Det kan naturligvis gradbøjes, ligesom der af og til kan være psykiske såvel som psykologiske årsager (eller ar) til grunde for frygten. Enkelte teoretikere har dog påpeget, at det senmoderne til en vis grad kunne kaldes 'paramoderne'. Med dette forstås, at vi på én gang befinder os i det moderne og samtidig ser os selv udefra - som værende en del af det moderne. Såfremt der er det mindste hold i dette, betyder det samtidig en anerkendelse af og bevidsthed omkring den førnævnte (og altså ganske generelle) frygt. Måske endda angst. Mange vælger derfor at gå i den anden grøft og uforbeholdent hylde al forandring, samtidig med at al påpasselighed dømmes som resultat af et reaktionært eller konservativt sind. Dette gælder også i høj grad i musikken. Både for musikere og lyttere.

For mange lyttere er det et kvalitetskriterium i sig selv, at noget er anderledes. I så fald medaljeres det givne værk med ord som 'nyskabende' eller slet og ret 'originalt'. Lykkes det ikke helt igennem at adskille sig med succes, hædres det alligevel med en sproglig sølvmedalje i form af et ord som 'eksperimenterende'.
Mange musikere er ligeledes slaver af konstant at skulle redefinere sig selv. Her er Radiohead et oplagt eksempel. Gudskelov for dem er det lykkes hver gang at levere en fantastisk plade (med undtagelse af debuten selvfølgelig), men det er ganske nemt at høre, hvor frie de endelig lød på In Rainbows. Et andet oplagt eksempel er Animal Collective, men her er der i højere grad tale om en legende tilgang til musikken. De har heller ikke været i nærheden af at sælge lige så meget som Radiohead, og der har i det hele taget ikke været tale om pres på samme måde. Overhovedet. Skal vi forholde os til den tidligere nævnte 'balance', er det nok heller ikke at gå for vidt at medregne forskellen i den indre balance hos hhv. Thom Yorke over for Avey Tare, Panda Bear, Geologist og Deakin. Uden yderligere tvungen sammenligning mellem de to vidt forskellige bands - og uden at glorificere det ene frem for det andet. Begge hører de til blandt vor tids største kunstnere.

Med lad os vende tilbage til den første grøft og se den i forhold til musikken. Som musiknørd kan det være svært at sætte sig ind i, hvor mange der fortsat hører ny musik gennem fjernsynet eller radioen. Danmark er ikke noget stort land, og der har aldrig været plads til en radiostation, der turde satse på specielt udfordrende musik. Ja, der var endnu et ord, der let kunne forstås udelukkende som alternativ til 'fantastisk!' tilbage i grøft # 2. 'Udfordrende'. Sådan skal det ikke forstås og defineres her, ligesom det heller ikke skal ses som en kritik af radio/tv-forholdene. Den diskussion er taget før og kan tages en anden god gang.
Tilbage til pointen: Mange vænnes til langsommere at skulle vænnes til langsommere at skulle vænne sig til noget. En slags ond cirkel. En naturlig konsekvens af dette er, at man bliver mindre opsøgende. Det er her påstanden, at man i givet fald vil have let ved at forfalde til gamle klichéer om tidligere tiders mesterværker. Tidligere tiders storhed. Som nogle ville formulere det: "Man laver det bare ikke, som man plejede". Efterfulgt af et nostalgisk snøft men som oftest, ganske vigtigt, uden tårer; nostalgien bliver en undskyldning for at begrænse og dermed forhindre ånden i at vokse sig stærkere, mere mangfoldig. Et følelsescirkus på et mestendels ubevidst plan.

Paradoksalt nok har meget af det musik man da længes efter selv været revolutionerende. Eller bare ganske anderledes. Hvad enten vi taler The Beatles, David Bowie, Joy Division m.fl. Når så vi bliver budt på opsamlingsalbum med tidligere årtiers giganter, lyder der begejstrede udbrud fra lytteren bag bilruden: "Så får vi mulighed for at høre, hvordan en sang rigtigt skal skæres". Heldigvis tager det dog ikke lang tid at erkende, at der ikke findes rigtigt og forkert i æstetiske bedømmelser. Hvis blot man tillader sig at tænke tanken til ende.
Nu bærer meget af dette præg af vurderinger, der kan forekomme overfladiske. Hvilket i sig selv kan forekomme paradoksalt, når det for nogle kan lyde fordømmende eller bedrevidende. For nu at gentage mig selv er dette bestemt ikke formålet, da det jo ville være komplet meningsløst. Det handler om at tage imod noget nyt med åbne arme - for derefter med rette at kunne have en mening. Det er måske gammel lærdom for nogen, men vi lever ikke desto mindre i et samfund, der har svært ved det på flere niveauer. I alt fra menneskelige relationer over politik til deciderede smagsdomme.

Der findes stadig rockpurister, der den dag i dag ville stirre vantro på et keyboard. For blot få år siden forsøgte Audioslave at markedsføre deres debutalbum ved at pointere, at pladen var indspillet uden computerhjælp. I mine teenageår havde jeg selv svært ved for alvor at omfavne elektronisk musik. Jeg husker også, hvordan jeg følte en art bevidsthedsudvidelse, da jeg på Mogwais gamle (og nu lukkede) Q & A læste mig frem til deres holdning til brugen af elektronik:

"Yes we are huge fans and users of computers as musicians tools. [...] I think we will always include computers in our recording (and live) set-up, especially because of the rising quality of the programs being made. Let us embrace the technology and thoust shall be happy."

Barry fra Mogwai ironiserer i citatet selv over svaret, når nu gruppen er så guitarorienteret, som den er. Men gruppen har selv overført spørgsmålet fra deres gamle Q & A til deres FAQ. Både i selve skabelsen af musik såvel som i markedsføringen er der en nostalgiker gemt i mange, der længes tilbage til andre tider - 'befriet' for elektronisk magt. Her må jeg dog igen holde mig tilbage, før jeg kommer endnu længere ud ad et sidespor. Det var egentlig spørgsmålet om elektronik, der i første omgang bragte mig til tastaturet. Ansporet af en fantastisk og særdeles velskrevet artikel om Kraftwerk i Weekendavisen (nr. 41, 9.-15. oktober 2009) - endda med interview med Ralf Hütter, der har nogle særdeles interessante kommentarer i den forbindelse. Jeg kan enten vælge at kalde dette indlæg for et essay eller overveje, om jeg mon har tabt tråden. Det er underordnet og sikkert blot en bloggers afsluttende forfængelighedsspørgsmål.
Jeg vil slutte af med dette yderst smukke citat fra artiklen - om teknologi, cykler, mennesker, maskiner:

"Cyklen er på mange måder det perfekte symbol på Kraftwerk. Den er et stykke teknologi med en vis nostalgisk aura men med talrige justeringer stadig funktionel og tidssvarende og er et suverænt billede på samarbejde mellem mand og maskine, hvor krop og teknologi går i et, og monotonien kan få det hele til at spille af sig selv."

Artiklen, Perpetuum mobile, er skrevet af Per Reinholdt Nielsen og kan læses online her (der skal bladres til side 31).

/Martin