Januar har indtil videre budt på mulighed for at lytte på nye sager fra en del forskellige bands. Jeg har forsøgt at knække det nye Iron & Wine, men jeg fanger ikke helt den nye retning. Med enkelte undtagelser - såsom den herlige førstesingle Walking Far From Home.Så har andre plader imponeret mere. Det er ikke alle, jeg spiller Ducktails for, der værdsætter det, men jeg finder det nye udspil skønt og ikke alt for tilbageskuende. Det er sommertanker, der gør sig fint i halvhjertet januarvejr. Og så er det meget mere end blot et album med bidrag fra Panda Bear.
Andre dejlige plader i januar har været Tennis og The Smith Westerns. Førstnævnte er et ret simpelt udspil, medens sidstnævnte også umiddelbart forekommer ukompliceret, selvom der gemmer sig mange lag på pladen. Ja, og så er det vel umuligt at komme uden om Iceage herhjemme efter den noget voldsomme hype, de har modtaget. Men lad det da være sagt med det samme: Det er en ok plade, de har begået sig. Men den er hverken fantastisk eller banebrydende, og særligt vokalen er stærkt begrænset.
Slutteligt vil jeg i dette rodede og formentlig usammenhængende indlæg gøre opmærksom på en lovende single fra engelske Trophy Wife. Pas på med at google dem: Man kan ende med at finde et canadisk latin-prog-jam band med samme navn. De her nævnte Trophy Wife er imidlertid fra Oxford og har indtil videre kun udgivet singlen Microlite via det yderst habile Moshi Moshi. Den akkompagnerende video er et godt eksempel på, hvor langt man kan nå på et lille budget - så længe man blot har en god idé.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar