Blandt de efterhånden utallige genforeninger de seneste få år var Archers of Loaf ikke just blandt dem, der fik mest opmærksomhed. Den amerikanske kvartet eksisterede i første omgang fra 1991-1998, indtil de tidligt i år annoncerede deres genforening - markeret af en opvarmningstjans.
Med genudgivelsen af det glimrende debutalbum Icky Mettle fra 1993 forstår man ved første gennemlytning til en vis grad, hvordan man nemt kan have overset gruppen, der på mange måder må siges at have ramt tidsånden (ja, faktisk både dengang og nu!) med en tidlig omgang konventionel indie rock, der ofte bobler over af den ængstelighed, der karakteriserede så meget af rockmusikken i starten af 90'erne. Archers of Loaf var med andre ord perfekt for den amerikanske collegestuderende. Men de druknede lidt i opmærksomheden fra mange andre orkestre, ligesom det er tilfældet i dag med deres genforening.
Ét af debutpladens stærkeste numre er Wrong, der oprindeligt var en b-side til én af gruppens tidlige singler. Den besidder i første omgang en næsten infantil vrede ("why don't you get a job somewhere away from me?") og ufiltreret frustration, der ikke kan kanaliseres ud på anden måde end med klichéer, man oftere ville høre fra et barn ("I don't want to see your face anymore"). Som sangen - der melodimæssigt er relativt simpel - udvikler sig, står det imidlertid klart, at det langt fra er så endimensionalt, som der i første omgang gives udtryk for. I sidste ende handler det hele om erkendelsen af konsekvenserne af uligevægt. En vigtig og alt andet end barnlig erkendelse.
No, I do not think that you could love me anyway
Because you are inferior to me
And no, I do not think that you could love me anyway
Because you are superior in all aspects to me
Første halvdel af dette statement er så åbenlyst ynkeligt, medens den anden fra en umiddelbart betragtning kan tolkes på to måder: Først og fremmest at vores helt vender den om og et øjeblik opnår en vis selvindsigt, eller at han fortsætter sit tidligere (nærmest mangel på) ræsonnement og i stedet bittert (og igen, barnligt) citerer modpartens holdning. Men meningen er netop, at man i stedet belyser den generelle uligevægt. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvem der er hhv. over- og underlegen. Forskelle og og uligevægt er ikke to sider af samme sag. Hvor den ene kan være en utømmelig kilde til inspiration, er den anden en næsten sikker vej mod forfald. Så meget desto smukkere er derfor denne indsigt, når den overvinder den i første omgang enkle (og altså næsten infantile) vrede, der styrker sig selv i sin irrationalitet. Meget simpelt og finurligt skrevet af et ganske overset orkester.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar