Maria Usbeck

Ecuadorianske Maria Usbeck har i nogle år været en del af Cascine-bandet Selebrities, og i 2016 kom første soloudspil Amparo, produceret med hjælp fra Carolina Polachek.

Hele baduljen er på spansk, og jeg er først ved at lære pladen at kende. Hendes nye single Bosque De Bambú (bambusskov) er jeg til gengæld kommet tæt på over den seneste uge, og det er en fornøjelse, der bør være flere forundt.

Singlen er ældre end debutpladen og kommer ikke til at være på næste album. Det gør den næsten kun skønnere. Den er en ø og en skov på samme tid. Frodig nøgenhed.

Solo tu y yo.



/Martin

Farvel til Korallreven

Farvel til Korallreven.

Farvel til en omgang balearisk popmusik af svensk karat.

Farvel til sommeren.

"It sort of underlines exactly everything we wanted to do from the beginning but never yet achieved. Lifelovingness, big words and melancholy in three and a half minutes, for the last time."



/Martin

Yumi Zouma nærmer sig Barcelona

Yumi Zouma har charmeret fra årets start med en fin EP, referencer til elegante argentinere og en hyldest til én af de bedste grupper de seneste år, Air France.

Nu er duoen tilbage med en ny single, Alena, der bringer dem en anelse tættere på disco og inspiration fra det catalanske, i særdeleshed Delorean.

Singlen er ude nu på Cascine.



/Martin

Nyt fra Korallreven

Den svenske duo Korallreven er tilbage. Pladen Second Comin' udkommer på Cascine den 4. november, og førstesinglen Death Is Not For Us har netop haft premiere på Gorilla vs. Bear.

Som nogle læsere måske vil vide, er det ene medlem, Daniel Tjäder, også med i The Radio Dept., som jo gjorde sig bemærket i sidste uge med den fantastiske Death to Fascism. Vi lader de to titler hænge i luften et øjeblik.

Lidt endnu.

Maria Lindén fra I Break Horses er blandt gæsterne på pladen. Førstesinglen bibeholder det baleariske fokus, der trods deres sydligere herkomst bringer tankerne mod Göteborg-scenen. Endnu en gang: tak til Sverige.



/Martin

Yumi Zouma

Februar måned, mandag. Cascine bliver ved med at udgive fine ting, og den seneste i rækken er af Yumi Zouma fra New Zealand. De bor angiveligt "mellem New York og Paris", og alt imens det primært lyder som et værktøj til promotion eller erhvervelse af kulturel kapital, er der sikkert en pointe i forhandlingen af en relevans af verbet at flanere.

Deres EP bærer deres eget navn, og i fysisk format bærer den et fint 10-tal. 10 tommer. 10". 10 minutter og fire minutter med lettilgængelig, melankolsk synthpop, der presser på for gensynsglæde med solen (som på billedet kan man nogle gange skimte længe). Og minsandten om ikke EP'ens sidste sang er opkaldt efter den argentinske fodboldspiller Juan Román Riquelme, der er én af nyere tids mest elegante og boldsikre spilskabere. En vaskeægte 10'er.

På The Brae kommer det meget tæt på Wild Nothing, men det gør vel ikke så meget. EP'en kan købes her.



/Martin

Wildarms

Duncan Cooper lyder mere som en sportsudøver eller serieskuespiller end en musiker. Han er naturligvis fra Brooklyn, og han er en umådeligt dygtig sampler. Han er redaktør på FADER og skriver sig dermed ind i rækken af musikere, der startede karrieren i musikkens verden gennem journalistikken (et andet nyt eksempel er Lauren Mayberry fra CHVRCHES).

Han skriver sig også ind i en anden tradition: glæden ved EP'er inden for elektronisk musik. Den 17. december slipper han sin nyeste, der har fået titlen Just for Love. Den bliver udgivet på Cascine - ganske gratis.

Fra denne EP har han netop sluppet singlen U Don't Understand. Den starter nærmest slagfærdigt med et bastant beat. Den synes på sin vis stresset af skønhed, men så toner den lidt ned, og vemod sætter ind. Den samplede stemme starter forsigtigt, og skrøbeligheden tematiseres. Men så sker der noget fra ca. 1:48 til 2:36. Refleksionen indfinder sig, og skrøbeligheden udfordres. Læg mærke til den fine violin. Herefter synes pulsen at komme op, som om et opgør forberedes. Sandhedsord skal ytres.



/Martin

Keep Shelly in Athens leger med geografi

Nu snyder billedet måske lidt. Keep Shelly in Athens er jo ét af de få bands, der i deres navn har et geografisk pejlemærke, der samtidig er deres hjemstavn. Hvor andre græske kvalitetsbands kan vi mon nævne på stående fod?

Duoen har egentlig været hypet i nogle år, og efter nogle stærke singler på det seneste er der nu i dén grad lagt op til et lille men kraftigt brag, når første LP, At Home, rammer gaden d. 17. september via Cascine.

Godt et halvt år tilbage udgav de singlen Madmen Love, der hører blandt deres mere dramatiske sange og spiller på et klimaks på anden vis, end man ellers kender dem. Det klæder dem imidlertid også at være lidt voldsomme i det. Denne sommer kom så Recollection, den første single fra den kommende plade. Produktionen er knivskarp, og de viser både ængstelighed og tålmod i en skøn, mærkværdig blanding. Vi kan selvfølgelig kalde det drømmepop, men der er også en anelse shoegazer at spore.

Men men men, det er den seneste single Oostende, der for alvor har fanget mig. Personligt har jeg længe haft et lidt ambivalent forhold til Belgien, og da det menneskelige ego har det med at læse sig selv ind i alverdens umulige sammenhænge, ligger der en fin konfrontation i benævnelsen af denne by i det vestlige Flandern.

Stereogum har beskrevet sangen som et "80s teen fantasy pop track", og det sidder vi nok alle sammen og forstår nogenlunde, selvom vi alle har vanskeligheder ved at forklare det. Netop det kendetegner vel en fin beskrivelse disse dage. Det rationelles begrænsninger. Sansningens magt. Sfærer og diskurser, der overskrider hinanden, når mennesker overskrider sig selv.





/Martin

Wintercoats

Australsk musik har der ikke været meget af på bloggen gennem årene. Og med sikkerhed ikke orkestral drømmepop i stil med Wintercoats fra Melbourne.

Wintercoats er en énmandshær bestående af James Wallace, der selv komponerer, arrangerer, indspiller og mixer sin musik. Selv kalder han musikken for "orchestral pop", og det orkestrale element kan næsten anskues som en mere filmisk version af en fjern slægtning til Owen Pallett (så er vi ovre den basale namedropping og kan bevæge os videre).

Efter den selvudgivne debut Cathedral EP udgav Wallace en 12" med den fine titel Sketches gennem Cascine (Selebrities, Chad Valley) og det lokale superlabel Mistletone (Panda Bear, Julianna Barwick, High Places, Beach House, Ariel Pink).

Lad os bare undersætte lidt og kalde musikken for æterisk (man støder så ofte på ethereal i engelske musikmedier). Eller holde os strengere til gængse definitioner og kalde det "flygtigt." For da bliver det virkelig interessant i denne sammenhæng. Det flygtige har en dobbeltrolle i sig selv (das Ding an sich) og for os. Som en ballon, der i bogstaveligste forstand flyver bort og samtidig får lov at repræsentere, hvad end der aktiveres i os i det øjeblik, vi indser elementet af det flygtige. Da får det status af noget flygtende i næsten aktiv forstand. Vort mismod og vor frygt giver så at sige vinger til objektet. En form for aktiv passivitet. Flashbacks og minder om barndommen, der tager over og pacificerer den konstruktive nostalgi (eller potente nostalgi som Benjamin ville kalde det).

Men vi støder ikke det minde fra os, som vi begærer. Vi erkender det som flygtigt. Og i samme øjeblik anerkender vi vor egen flygtige væren. Man forholder sig til det umulige begær i teoretisk forstand og konstituerer dermed eksistensen af det reelle begær. Umuligheden er virkelig, og heri består den på én gang grusomme og betagende skønhed. Det er næppe nok at kalde den for nostalgi.

Wintercoats - Working on a Dream from Cascine on Vimeo.

/Martin