Everyone Everywhere

"Der er en immanent og nærmest vulgær modsigelse i idéen om at relativisere puritanisme."

Nu får det lov at stå i anførselstegn, så det kan passe sig selv lidt. Jeg skrev det i går som indledning til dette indlæg og havde derefter ikke tid til at følge op. Måske jeg kommer i tanke om det, når jeg nu endelig får det færdiggjort.

Nyligt har jeg lyttet meget til The Wrens' formidable, defaitistiske mesterværk The Meadowlands fra 2003 (forvent et indlæg om dette snart). Én af sangene hedder This Boy Is Exhausted, der - nok ikke så overraskende - fik mig til at tænke på I Feel Exhausted af Philadelphia-bandet Everyone Everywhere. En ven anbefalede mig dem for nylig med et link og ordene "90s-Style-Emo". De store bogstaver skyldes tysk baggrund og gør det vel endnu smukkere. Han var i øvrigt manden, der et års tid tilbage anbefalede mig Averkiou, hvilket i denne sammenhæng nærmest giver mening.

Nu sidder nogle læsere nok og er umanerligt bange for dette 'emo' - og det med rette. Med tanke på årtusindskiftet og 00'ernes repræsentation, forstås. Men i 90'erne betød det noget ganske andet og var tættere beslægtet med gammeldags college rock og en slags forløber for senere math-rock, som det kom til at udvikle sig. Eksempelvis American Football. "Fair play," tænker skribenten og accepterer, at 'college rock' heller ikke just appellerer bredt i snæver forstand eller snævert i bred forstand.

Men det er jo netop det befriende i at have en blog, der er fri for interesser udefra. Man er fri til ikke at tænke i målgrupper eller mulige reaktioner. Det betyder ingenlunde, at man ikke kan reflektere derover, men i sidste ende har man muligheden for at gøre præcist, som man lyster og anbefale lige dét, der ifølge idiosynkraten fortjener at komme bredere ud. Uafhængighed. Frihed til at tjene kunsten. Det er der gudskelov mange måder at gøre på. Videre til musikken. Pop. Ungdommeligt fokus på guitaren. College. Røde krus. Oprigtigt forvirret afsavn.

Everyone Everywhere. Det lyder lige så opgivende, som det lyder potentielt optimistisk. På samme måde lyder det, når den nye plade - simpelthen Everyone Everywhere - tager sin begyndelse med ordene:

I've called off the search
I know exactly where you are

med en skræmmende sindsro. Et øjebliks accept, der nærmer sig en trussel, hvor modtageren lige så vel kunne være selvet. Stemningen er sat. Tempoet får lov at stige, og en kyndig trommeslager leder os smukt igennem temposkift og giver plads til små, intense udbrud. En generel kvalitet ved pladen. Næsten lige så bekymrende bliver det med et forvirret og forvirrende behov efterfulgt af en forespørgsel, der engang var noget nobelt:

I want to smash things
I want a coffee
Can we just be
Can we just be
Decompressing
Will you let me

Kaffen som det potentielt opkvikkende og urolige element. Den personlige nydelse og den kulturelle kapital. Resten af bandet kommer med, og der synges mere igennem. Pladen er i gang, og den holder heldigvis et ret højt niveau og bliver generelt en del enklere i komposition end intronummeret.

Det med puritanismen er helt væk. Det er nok også for det bedste.

Hele pladen kan lyttes på gruppens Bandcamp.

/Martin

Brittle Stars

Min mest fantastiske opdagelse i lang tid er de forlængst opløste Brittle Stars fra Gainsville, Florida. Min broder introducerede dem for mig ganske nyligt, hvorefter jeg stort set ikke har lyttet til andet. Gruppen blev dannet af resterne af Crush 22, som i sig selv blev dannet af det første forsøg på at spille som Brittle Stars. Kvartetten eksisterede fra 1998-2000 og nåede kun at udgive en enkelt LP og en EP, før de drog hver til sit. En smuk og enkel historie fra et ganske ærligt band - i såvel biografisk som æstetisk forstand.

Til forskel fra de fleste sådanne historier er Brittle Stars' diskografi imidlertid stort set perfekt. Det er twee med masser af anerkendende nik til Sarah Records. I 1999 udgav gruppen debutalbummet Brittle Stars på det stærke Shelflife Records, der har udgivet små perler siden 1995. Siden fulgte så EP'en Garage Sale, der med sin smukke titel afslører, at vi her fik de absolut sidste sange, gruppen havde klar. Planen var ellers at indspille en ny fuldlængde efter EP'en - ligeledes til udgivelse på Shelflife. Men da gruppens sangerinde og tekstforfatter Estelle besluttede at flytte til Texas, besluttede gruppen at gå i opløsning.

Splendid Magazine har i øvrigt et ganske interessant interview med bandet få uger før deres beslutning om at gå hver til sit. Det angiveligt første og eneste interview med hele bandet samlet. Her får man fornemmelsen af et usædvanligt ærligt band, der mere end indikerer, hvilke problemer de står over for og åbent anerkender forskellige prioriteter og roller. Samtidig får vi et indblik i visse mekanismer omkring internettets fremgang omkring årtusindskiftet og et spørgsmål fra intervieweren omkring MP3.com og dets potentiale.

De fire nåede også at indspille et cover af Orchestral Manoeuvres in the Darks fremragende Souvenir fra deres formidable hovedværk Architecture & Morality fra 1981. Det skete i anledning af pladeselskabets tribute til OMD, men selve kompositionen passer fint til Brittle Stars. Som de selv formulerer det: "Its simplicity reminds us of what our music is about."

På TweeNet havde man i 1999 en afstemning blandt deres læsere, hvor Brittle Stars tog prisen som det mest lovende nye band - lige foran The Clientele. En tilfældig, lille ting men ikke uvæsentlig. Sådan er der mange små detaljer, man støder på omkring bandet. De nåede ikke meget i deres karriere, men de har på én LP og EP flere stærke sange end de fleste bands nogensinde kan frembringe og fremføre. Dertil kommer elementet af det uforløste. "Hvad kunne de ikke have bedrevet det til, hvis blot..." (den samme følelse har jeg med American Football, der ligeledes nåede en enkelt LP og EP i næsten præcist samme periode).

Det ene af medlemmerne var (og er muligvis stadig) i øvrigt en del af Clairecords, der de senere år bl.a. har udgivet Averkiou. Det synes i dag svært at ignorere en vis lighed med visse svenske popbands i dag, hvoraf særligt The Radio Dept. og The Embassy springer i øjnene som bands, der formentlig har ladet sig kraftigt inspirere af Florida-bandet. I 2008 mødtes de igen til en sidste koncert nogensinde, og i dag har de travlt med andre bands, karrierer, ægteskaber. Sådan er der jo så meget.





/Martin

Nyt fra Averkiou

Når man vågner op til -17°C, har man naturligvis brug for noget at varme sig på, der adskiller sig fra søvnen. Kaffen er næsten obligatorisk, og der skal mere til. Tilbage i november opdagede jeg lidt sent amerikanske Averkiou og var usikker på, hvorvidt de var gået i opløsning. Nu viser det sig, at der er en EP på vej, og første single er allerede ude.

EP'en har fået titlen The New Imperative og er ude 10. februar på Sound Study Recordings, der også udgav bandets Wasted & High 7". Deres entusiastiske shoegazerpop - nu med endnu mere vægt på pop - er stadig veloplagt, og den flittige brug af distortion og fine vokalharmonier er stadig varemærket. Den nye single Present Tense starter meget lige på, men trods det høje tempo har den ikke travlt. Brooklyn Vegan sammenligner lyden med tidlig Yo La Tengo og Teenage Fanclub. Det blev meget varmere.

MP3: Averkiou - Present Tense



/Martin

Averkiou

Følelsen af at komme for sent rammer mig. Min bofælle viser mig en LP, han har købt grundet det farverige cover art. Det viser sig at være en glimrende plade. Han fortæller, at de er gået i opløsning.

Averkiou fra Gainesville, Florida startede som en kvintet. Med udgangspunkt i tre guitarister skabte de en form for shoegaze pop, der er meget lettilgængelig og udviser en smittende entusiasme.

De udgav debutalbummet Throwing Sparks på det lokale label Clairecords i november 2007 (der vist senere har genudgivet det). Senere udgav de 7" singlen Wasted and High. Men herefter er de angiveligt gået i opløsning. Der er ikke meget info at finde om bandet, og pladeselskabets hjemmeside er ikke blevet opdateret siden 2009. Bandets hjemmeside er lukket, og deres Bandcamp lister sangene i forkert rækkefølge. Der er nogle ting, der ikke stemmer. Samtidig er de ét af de få bands, der har en MySpace, der er blevet opdateret i år. I januar har de skrevet noget om nye sange, og ifølge andre profiler har de været i færd med at arbejde på et nyt album, men det meste af bandet er blevet udskiftet.

Rygterne vil imidlertid, at vi ikke får mere, og indtil videre har jeg heldigvis nok i det medrivende debutalbum, der med en spilletid på under 26 minutter tigger om at blive spillet forfra igen og igen. Det er til tider umådeligt poppet, men det vækker snarere følelsen af en forstad med for megen tid, end det vækker den indre snob. Det er med udgangspunkt i shoegaze, men det er udført som amerikansk pop-rock, der ikke kender til begrebet guilty pleasure.



/Martin