tirsdag den 8. maj 2012

DIIV

Jeg har ad flere omgange udtrykt min begejstring for Beach Fossils, der med sommervenlig og effektfyldt (lige til randen) guitarpop er et yderst smittende bekendtskab. Deres tourguitarist, Cole Smith, har dannet bandet DIIV (tidligere Dive), som en god ven nyligt anbefalede. Gennem en anden god ven. Etc. Som det sig hør og bør med gode anbefalinger.

Gruppen tæller også et tidligere medlem af Smith Westerns. Men nu da alle har fået nok af det biografiske, er det vel på tide at afsløre, om det så lyder i retning af Beach Fossils? Det er delvist ligegyldigt, og svaret er et kedeligt både og. Det er en anelse mørkere, men forskellen ligger ofte i effekterne frem for måden, hvorpå Smith med sine veloplagte guitarflader skaber sangene. De fremstår ofte vigtigere end vokalen, og de er i al deres enkelhed ganske beundringsværdige. Singlen Doused benytter sig fornemt af godt med delay, og det er nok svært for enkelte ikke at tænke på Wavves i det overordnede udtryk. Debutpladen Oshin er ude 25. juni på - naturligvis - fantastiske Captured Tracks.

Disse uger er i øvrigt ganske travle grundet rejser, så der opdateres lidt sjældnere end sædvanligvis.



/Martin

Ingen kommentarer: