De følgende 15 plader er måske, måske ikke i tilfældig rækkefølge. Her kommer der i hvert fald nogle af årets plader, som vi lemfældigt kalder for "nr. 25-10".
Phosphorescent - Muchacho
Den hidtil stærkeste og mest udadvendte plade fra Phosphorescent, der tilmed har lavet én af årets absolut smukkeste sange med Song for Zula. Hyggeren.
Grouper - The Man Who Died in His Boat
Pladen blev indspillet på samme tid som den vidunderligt betitlede Dragging a Dead Deer Up a Hill og lyder derfor af gode grunde meget som netop dén plade. Det er heldigvis mestendels en god ting, selvom dén med den døde hjort selvfølgelig er endnu stærkere.
The Embassy - Sweet Sensation
Göteborg! Nordens absolut stærkeste musikby og hjemstavn for de to mænd bag The Embassy. Vi var flere, der tvivlede på, at de uvurderligt indflydelsesrige popsmede igen skulle levere nyt, og selvom de måske ikke lever op til Futile Crimes og Tacking, har de endnu en gang leveret en plade, der kan få os til at acceptere et ellers frygteligt ord som 'flabet'.
Sigur Rós - Kveikur
Engang skulle alle kunne lide Sigur Rós, hvorefter det i lille Danmark efterhånden blev uncool. Det kan de jo være fuldstændig ligeglade med, og de behøver jo ikke opfinde den dybe tallerken igen. De fleste har forsøgt at efterligne islændingene på den ene eller den anden måde, og ingen kan finde ud af det. De har det hele for dem selv, og de gør det fremragende på Kveikur.
Diana - Perpetual Surrender
Canadiske Diana opstod som lidt af en tilfældighed, hvorfor det vil være lidt af en overraskelse, hvor sammenhængende deres debutplade er. En overflod af idéer og doven energi skyller ind. Sikken produktion.
Boards of Canada - Tomorrow's Harvest
En ydmyg fanfare siger det hele.
Pet Shop Boys - Electric
Med Electric sætter Pet Shop Boys de fleste bands på plads. De fleste blev nok noget skuffede over Elysium, og generelt har bandet haft det ret svært siden starten af 90'erne, men de er så sandelig tilbage med den passende betitlede Electric, der er så gennemført PSB - inkl. det fantastiske artwork - at det halve kunne være nok. Deres relokation til Berlin har gjort vidundere for dem, og man mærker denne frihed i musikken. De søger ganske logisk fremad ved at søge tilbage, hvilket har muliggjort dem en perle som Love Is a Bourgeois Construct, der i både titel, tekst og lyd er det mest PSB'ede, de nogensinde har lavet. Sikket comeback.
Charli XCX - True Romance
Én af årets absolut stærkeste popplader med en fuldstændigt vidunderlig produktion. Den 21-årige englænder Charlotte Emma Aitchison er født få uger fra Sky Ferreira, og de to deler andet end blot producere: de er lykkeligvis forbi spillet om usikkerhed og skrøbelighed, hvilket har resulteret i en fantastisk omgang popmusik. Selvom pladen - som ca. alle plader i verden - dykker lidt på midten, er den meget mere end blot sine (fantastiske) singler.
HAIM - Days Are Gone
Det var svært at forestille sig, at de tre søstre skulle kunne følge op på deres stærke singler, men Days Are Gone er ganske overraskende et solidt album, der særligt med sange som Honey & I og sidste sang Running If You Call My Name viser prøver på, hvor de også kan bevæge sig hen i fremtiden. Albummets bonusversion er til gengæld ret så dårlig og unødvendig, hvorfor sidstnævnte sang ødelægges ved pludselig ikke længere at være den sidste på pladen. Når bands stadig skriver sådanne sange, er det en skam, når de ødelægges så klodset. Nuvel, man kan selvfølgelig lade være at lytte til bonusudgaven. Eller lade være at lave den.
Baths - Obsidian
Baths er en sær størrelse. Med Obsidian har den unge Anticon-amerikaner fulgt fornemt op på Cerulean fra 2010. Det er relativt kynisk, og de manglende forbindelser i kærlighedslivet manifesterer sig glimrende i de små lyde, der konstant mangler og søger netop soniske forbindelser.
Fuck Buttons - Slow Focus
Titlen siger en del. Bristol-duoen brød igennem med deres helt egen lyd på debutalbummet, men de har langsomt forbedret og forfinet lyden, hvorfor de nu har lavet deres hidtil stærkeste album. Det er allerhelvedes mørkt det meste af tiden, om end en sang som Stalker tilbyder lidt mere lys.
Yo La Tengo - Fade
Veteranerne (der måske hader at blive kaldt netop dét) har med Fade lavet deres bedste plade siden I Can Hear the Heart Beating as One fra 1997. De viser sædvanligt tålmod med åbneren Ohm og følger op med den formidable Is That Enough. Derfra tilhørte starten af året på det nærmeste dem.
Nick Cave - Push the Sky Away
Der kan næppe herske tvivl om Nick Caves store talent. Musikken har ikke altid været noget for mig, men med Push the Sky Away har han fundet en fantastisk balance. Tekstsiden er der som altid ikke en finger at sætte på, og han væver sig elegant ud og ind, refererer frem og tilbage til sig selv. Sikket overskud.
Deafheaven - Sunbather
Foragtet i metalkredse for at være populære og "ikke metal nok"? Fint, vi andre tager dem gerne. Idéen om at noget er "for poppet" er i øvrigt både infantil og et forfejlet forsvar for et skrøbeligt ego. Deafheaven blander med stor succes metal og shoegazer med diverse interviewsamples. Vokalen kan måske blive for meget for de fleste, men selv når man er blevet træt af guitarer, kan man blive imponeret over disse flader.
Forest Swords - Engravings
Man hører det ganske klart i englænderens musik, at han er grafisk designer. Man fristes til at sige, at det netop er blandingen af de mange instrumenter og lyde, der skaber dette strålende værk, men det er i lige så høj grad hans mådehold.
... Top 10 kommer ganske snart.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar