Musikalsk har vi ikke haft meget at klage over. Der har altid været masser af lortemusik, men det er der ingen grund til at dvæle ved, når der er så megen veloplagt popmusik, elektroniske eksperimenter, psykedeliske udfordringer, jazzede rumekspeditioner, afvæbnende katharsis og alt derimellem.
Mange hæfter sig ved, at det urbane vinder frem. At det udelukkende er det, "de unge" lytter til. Fint. Meget af det er rigtig godt og hjælper mange med at udtrykke sig. Som det altid har været med populærmusik.
Ellers har 2015 selvfølgelig fulgt de seneste mange års tendens med at placere de stærkeste numre i starten af albummet, om end enkelte pladeselskaber har luret, at lytterne har luret dem. En marginal fremgang i 2015 har været en forbedret sequencing. Kynikerne vil sige, at det skyldes bedre arbejde med den megen data, vi leverer gennem streamingtjenester. Måske har de ret, men 2015 blev ingenlunde året, der slog albumformatet ihjel. Undertegnede holder også meget af one-hit-wonders, så det er ikke nostalgikeren, der her taler. Sådan er det bare.
God musik åbner døre. Formidabel musik skaber verdener. Nysgerrighed kan kurere det meste.
De seneste dage har jeg byttet om på rækkefølgen af nedenstående for at se, hvad jeg kunne stå inde for. En eftermiddag bød på en dramatisk højdespringer, og en aften bød på en ny introduktion og dermed også afsked. Sagt på en anden måde: rækkefølgen er i sidste ende ikke så vigtig. Nogle synes, den er sjov, og jeg ser det som en fin udfordring. Jeg vil bare gerne anbefale disse plader, ligesom jeg vil anbefale så mange andre. Tak for jeres tålmodighed og nysgerrighed.
25. Panda Bear – Panda Bear Meets the Grim Reaper
At lytte til Panda Bear er ofte lyden af et rumvæsen, der kærligt forsøger at forstå livet på Jorden. Noah Lennox kan synes så verdensfjern, at han kun har sin fascination af lyde og gode melodier at klamre sig til. Med denne fascination er det endnu en gang lykkes ham at skabe en samling sange, der oftere end ikke kredser om døden.
24. Grimes – Art Angels
Man måtte vente længe, og Grimes havde travlt med at tage afstand til sit "gamle" materiale. Også hun siges at leve i sin egen verden, og som hun synger på den forrygende California: "I get carried away." Hun forholder sig flere gange til de mange portrætter, hun har måttet lægge ører og øjne til, og dem undersøger hun fornemt. Flere sange rammer langt ved siden af målet, men de gode er så stærke, at Art Angels utvivlsomt har været ventetiden værd. Ikke mindst Flesh without Blood, der hører blandt årets absolut bedste sange.
23. New Order – Music Complete
New Order hører blandt musikhistoriens bedste og mest underholdende bands. At de i 2015 stadig kan levere noget, der føles relevant, er i sig selv en mindre åbenbaring. Nogle af de mest holdbare singler fra det forgangne år findes her med Restless og Singularity, hvor særligt sidstnævnte virkelig viste sin styrke, da jeg var så heldig at overvære dem i Berlin tilbage i november.
22. Mbongwana Star – From Kinshasa
Storbyen Kinshasa har i mange år haft en spillevende kunstscene, selvom midlerne for de flestes vedkommende har glimret i deres fravær. På trods af mange problemer har From Kinshasa endelig set dagens lys. Ensemblets debut er en uforudsigelig omgang, der sjældent er kedelig og konsekvent nægter at overgive sig til indignation. Den gyngende Nganshé er komponeret og produceret decideret unikt.
21. Vince Staples – Summertime '06
De fleste steder er Kendrick Lamar løbet med opmærksomheden i hiphoppens 2015, og der er megen grund til at rose hans stærke To Pimp a Butterfly. Vince Staples' Summertime '06 er en anden størrelse, hvis frø er langsommere om at vokse mod tinderne. Det gør han ikke desto mindre, og med disse skildringer af hans første ungdom skriver han sig nu ind i en både skræmmende og stolt amerikansk tradition, hvormed han placerer sig langt fremme i feltet som én af de mest interessante rappere i dag.
20. Destroyer – Poison Season
Det er ikke nemt at måle sig med Kaputt. Destroyers gennembrud har vist sig at være ét af de mest langtidsholdbare albums de seneste år, og man forstår, at Dan Bejar ikke har lyst til at forholde sig for meget til det i dag. Mindre kan også gøre det, men Poison Season følger sin egen sofistikerede logik, så vi ikke behøver bekymre os for meget om sammenligninger. Fedtfattig fløde til kaffen kan her bruges som en kompliment for første og sidste gang.
19. Braids – Deep in the Iris
Det canadiske band har med Deep in the Iris taget et modigt skridt. Hvor det ofte kan synes kompromitterende at nærme sig det poppede, bliver det eksperimenterende derimod hyldet som noget, der automatisk bør efterstræbes. Groft sat op, naturligvis. Braids har begået et pop-statement og en feministisk manifestation, der rummer udflugter og sange.
18. Lower Dens – Escape from Evil
Der er ingen Brains på Lower Dens' seneste. Men hvor der måske ikke er en krautet banger, er der til gengæld en plade, der holder niveau fra start til slut. Escape from Evil er måske nok en anelse lysere. Som at afsløre sig selv i at skære folk over én kam i et indkøbscenter. Smile over denne frakobling og genforenes med medmennesker, før man drager på den samme rejse.
17. Twerps – Range Anxiety
Hooks! Melodier! Stærke vokaler! Variation! Range Anxiety når vidt omkring, og australske Twerps har med Shoulders også lavet én af årets bedste sange. Geografien taget i betragtning giver sammenligninger med giganterne The Go-Betweens en vis mening, og i enkelte øjeblikke må man erklære sig enig i denne kompliment.
16. 2814 – 新しい日の誕生
2814 bliver beskrevet som et samarbejde mellem to personer. Jeg ved forsvindende lidt om dem, og sådan foretrækker jeg det. Albummet lever retrofuturistisk et sted mellem Blade Runner og Lost In Translation. Ambient skønhed og forrygende musik til toget.
15. Prurient – Frozen Niagara Falls
Dobbeltalbummet Frozen Niagara Falls har kun én svaghed: det er så mørkt, at det er svært at finde de rigtige tidspunkter at lytte til det. Prurient formidler gennem støj, og den produktive Dominick Fernow udgiver også gerne også andre navne. Han er dedikeret til undersøgelsen af menneskets skyggesider. Men disse ører har sjældent hørt det så sammenhængende som i dette brutale tilfælde.
14. Viet Cong – s/t
Med implosionen af Women stod vi som vidner til et biluheld. Viet Cong er næsten det umuliges kunst: genopstandelse og reflekteret harme. Med direkte tråde til den vredeste post-punk træder Viet Cong ind på scenen med sjældent effektive flænsende guitarer. Et koldt marmorgulv bliver varmere.
13. Mount Eerie – Sauna
Phil Elverum er for mange lig med noget ganske langsommeligt, selvom også The Microphones havde elementer af mere hårdtslående og hurtigtløbende kompositioner. Sauna er mestendels i den første lejr. Yderst fornemme anmeldelser til trods har dobbeltalbummet levet en lidt stille tilværelse, hvad der synes typisk for Mount Eerie. Kvaliteten er ellers evigtgyldig: regn på ruden.
12. Colleen – Captain of None
Franske Cécile Schott har med Captain of None taget røven på mange af os. Hendes loop-baserede sange har fået et utroligt effektfuldt lag dub, der passer perfekt til hendes blanding af elektronisk og klassisk musik.
11. Blanck Mass – Dumb Flesh
Den ene halvdel af Fuck Buttons lyder ikke overraskende meget som Fuck Buttons. Det er en god ting. Kombinerer man albumtitlen med en sangtitel som Dead Format aner man næsten, at der uddeles et lag kunstneriske tæsk til menneskeheden. Et spejl, der afslører en vis grimhed eller et stilleben med rådnende frugt til minde om vores forgængelighed.
10. Beach House – Thank Your Lucky Stars
To plader inden for få måneder er en god historie. De fleste nåede at erklære sig tilfredse med Depression Cherry, men da først Thank Your Lucky Stars blidt ramte os ud af det blå, var der kun få, der havde brug for at lufte nogen form for skuffelse over sommerudgivelsen: Beach House hører til, hvor vi har brug for et tæppe, og det er vi taknemmelige for. Nu med guitarhøvl.
9. Darkstar – Foam Island
Hvor står den politiske musik i 2015? Aldrig så stærkt som med Foam Island. Duoens tredje album er bl.a. skabt på baggrund af 15 rejser til Huddersfield for at interviewe unge mennesker og tage udgangspunkt i deres historier. Darkstar har skabt et elektronisk og dybt menneskeligt portræt af en nervøs ungdom med dragende højdepunkter som Pin Secure og ikke mindst Stoke the Fire.
8. Holly Herndon – Platform
Brudstykker af mening. Platform er et sandt puslespil. At Holly Herndon forsker og underviser i komposition giver mening på mange niveauer, og Platform er til en vis grad et studium i niveauer. Popmusikken er under overfladen, og vi kan skimte den tilstrækkeligt til at bevare tålmodigheden.
7. HEALTH – Death Magic
Shredder blev kaldt både 'Flænseren' og 'Rivejernet' i gamle tegneserier og tegnefilm. Turtles var det bedste i verden, men man blev ikke synderligt skræmt af en mand ved navn 'Rivejernet'. Nogle gange minder HEALTH mig om Shredder. På de fleste dage tænker jeg bare, at de er blandt mine absolutte yndlingsbands. Live som på plade. De undersøger støj på poppens præmisser og har endog fundet plads til en slags ballade med Life. De mange års ventetid har været det hele værd.
6. Jamie xx – In Colour
De fleste vil nok være enige om, at The xx egner sig bedst til natten. Det gælder sandelig også for Jamie Smiths solodebut, hvorpå flere bandmedlemmer gæster. Trods et minimalistisk udgangspunkt tager han os med i adskillige retninger og tager endog visse risici undervejs.
5. CHVRCHES – Every Open Eye
Den skotske trio er kun blevet større siden udgivelsen af deres anden fuldlængde, og alligevel synes Every Open Eye en undervurderet sag. Det er marginalt mindre kantet end debuten og undersøger i endnu højere grad popmusikkens demokratiserende potentiale. Martin Doherty får lov at synge på den sympatiske High Enough to Carry You Over, der – forudsigeligt – er pladens eneste lavpunkt. Ellers fører Lauren Mayberry os med skrøbelig autoritet gennem 10 fantastisk komponerede popsange. På Down Side of Me introducerer de endog en mere eksistentialistisk vinkel, der skal blive spændende at følge lyrisk på deres næste udspil (hør selvransagelsen i ordene "I never do what I used to").
4. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell
Som med Panda Bear er også Carrie & Lowell produktet af død. Moderen kom og gik, tog familien tilbage og forlod dem igen. Hun døde i 2012. Stedfaderen, Lowell, måtte finde sig i meget og var så stor en inspiration for Sufjan, at han i dag driver stedsønnens pladeselskab. Carrie & Lowell er – som alle hans plader – dybt personlig, og det er også hans bedste. Mange anmeldere har understreget, hvor nøgen den er. Dette er kun delvist rigtigt: det er ofte underspillet, men der foregår så meget i kulissen, at intet kan tages for givet. På samme måde som man ikke blot kan afskrive en forpint sjæl som moderen Carrie.
3. Majical Cloudz – Are You Alone?
Majical Cloudz er usædvanligt vokalbåret. Devon Welsh kan håndtere det; ikke grundet spændvidde eller exceptionelt talent men pga. kvaliteter som timing og god, gammeldags indlevelse. Matthew Otto fylder lydbilledet ud med begrænsningens kunst, og de to supplerer hinanden stort set perfekt. Sange som Silver Car Crash og særligt Downtown hører blandt årets absolut smukkeste.
2. Floating Points – Elaenia
Årets elektroniske højdepunkt er stærkt inspireret af selveste Talk Talk. Det vil sige: den senere Talk Talk. Men inspirationen fra mestrene udtrykker sig primært i den jazzede tålmodighed, man eksempelvis oplever i den fabelagtige Silhouettes (I, II & III). Der er ligeledes masser af soul og klassisk musik i lydbilledet. Sam Shepherd arbejder ikke med samples, og næsten alt er derfor nyindspillet til den overvældende helhed, debutalbummet Elaenia udgør. Er der nogen plade fra 2015, der har en mere effektfuld finale end Peroration Six?
1. Julia Holter – Have You In My Wilderness
Begrebet kunstpop er forfærdeligt på mange måder. Julia Holter er både pop og kunst. Hun og hendes musik er umådeligt sympatisk, medrivende og på alle måder forbilledligt. Med Have You In My Wilderness har hun begået sin bedste plade til dato, og med Feel You står hun tilmed bag årets bedste single og video.
/Martin
