En øm Skullcrusher

Hvis Helen Ballentine er en skullcrusher, så er det på et emotionelt plan. 

Los Angeles-sangskriveren udgav sin første EP sidste år, og dette forår er hun klar med en ny af slagsen.

Der er noget stort under opsejling, fornemmer man.

Måske titlen på hendes nye single, Storm in Summer, fortæller os noget yderligere?

Som sangskriver bliver hun ved at vokse, og selv banjoen får hun indlemmet med følsomhed.

"I wish you could see me" bliver hun ved at synge, og som lytter vil man uendeligt gerne hjælpe hende. 

Sympatisk, trist pop.

/Martin

Alex Cameron med årets bedste ballade

Alex Cameron har langsomt, men sikkert vundet sig et dedikeret publikum. Debutalbummet Jumping the Shark fra 2013 levede et fint, relativt stille liv, før det sidste år blev genudgivet af Secretly Canadian. De udgiver også australierens andet album, Forced Witness. Det er ude den 8. september, og det er fremragende.

Alex Cameron dyrker stadig sine karakterer, og som både tekst og video til de første tre singler har vist, er han stadig fascineret af den forfejlede entertainer, der stadig spiller sin chance.

Den seneste single, Runnin' Outta Luck, er en lille triumf, der lyder i retning af de seneste års Håkan Hellström. Som et godt menneske sagde: "Balle-Håkan". Det giver da også god mening, da Brandon Flowers har været inde over sangskrivningen sammen med Cameron og dennes faste saxofonist Roy Molloy.



Førstesinglen Candy May er også ret stærk og lyder (som så ofte med førstesingler) mere som den foregående plade. Særligt imponerende er imidlertid duetten Stranger's Kiss med Angel Olsen. Han besøger igen-igen 80'erne i en opdateret version, der samtidig er en tur på prærien og forbi juleaften. Alex Cameron blander grådigt løs og opløser sin persona, sin virkelighed, vores virkelighed. Det er ikke uden et glimt i øjet, men det er ikke udelukkende ironisk. Deri består skønheden.



/Martin

Woman's Hour

Der er efterhånden relativt få ting, der er kedeligere end pressebilleder af nye bands. Man bliver født ind i en tradition og længes efter at bryde den, men man skal gerne være genkendelig i det fotografiske udtryk og så med lidt held og dygtighed skille sig ud sonisk. Sådan er det. Sådan burde det ikke være, men sådan er det.

Det burde heller ikke være således, at der opdateres så sjældent, som det har været tilfældet de seneste måneder på disse sider. En ferie på Balkan har efterladt en slags kulturelt-geografisk forelskelse, der måske, måske, er gengældt.

Det kan vi kalde en udmærket tvivl, thi tvivlen langtfra altid af det onde. Som min kære ven og åndsfælle skriver det: At "måske" også gerne må være en tilstand. Eksponenter for udmærket tvivl finder jeg i Woman's Hour fra London, der udgiver deres debutalbum Conversations på mandag d. 14. juli via Secretly Canadian.

De fire har ikke kunnet undslippe en del sammenligninger med The xx, hvilket muligvis også kommer af en geografisk baseret forelskelse – men naturligvis også den minimalistiske popmusik, der må siges at bringe tankerne mod aftentide snarere end morgenstund, uagtet hvor meget guld den måtte have i mund.

Der er bestemt også enkelte ligheder med de snart sagt lige så nye Yumi Zouma. Efter deres fine EP (og særligt efter deres hyldest til Air France) må det naturligvis siges også at være en komplement snarere end blot sommerdoven namedropping.

Woman's Hour har meget vel begået én af sommerens mest interessante plader.





/Martin

The War On Drugs tilbage med røde øjne

The War On Drugs er tilbage. Til marts udgiver de deres nye plade Lost in the Dream på Secretly Canadian, der ligeledes tog sig af den overbevisende forgænger Slave Ambient.

Førstesinglen Red Eyes har allerede fået fin opmærksomhed, og det er værd at bemærke, hvor meget den åbner sig op gennem talrige gennemlytninger. Sangskriver Adam Granduciel har altid skiftet meget ud i besætningen, men man hører naturligvis stadig spor af Kurt Vile i dette første udspil. Det lyder umiddelbart også som om, Jeff Zeigler stadig sidder bag knapperne.

Som med Kurt Vile er det også svært ikke til tider at tænke på en vis folkelighed gennem dyrkelse af klassikere som Dire Straits og Tom Petty. Bemærk også det interessante C-stykke.



/Martin

Porcelain Raft og en romers tanker om havet

Under navnet Porcelain Raft udgav italienske Mauro Remiddi primo 2012 sin første fuldlængde, Strange Weekend, på Secretly Canadian. Den romerskfødte komponist havde længe arbejdet med film, teater og været på farten, hvor han bl.a. havde fortolket klezmermusik.

Han begyndte at udgive en stribe EP'er under navnet Porcelain Raft, og efter et stykke tid i London flyttede han til New York, hvor han i en alder af 38 altså udgav den første LP, der var præget af tågede samples og smukke melodier tilsat hans næsten androgyne, underspillede vokal. "Et sted mellem Beach House og M83" som Secretly Canadian har forsøgt at definere det.

Nu er den 40-årige romer snart klar med opfølgeren Permanent Signal, der udkommer 20. august. Herfra kan man nu høre førstesinglen Think of the Ocean, og dét må siges at være en yderst interessant titel, når man tager de geografiske pejlemærker med i betragtningen.

I dag forbinder de færreste vel Rom med et havneareal, da byen jo ligger et lille stykke inde i landet, men byen kunne i romerriget netop vokse sig stor med adgangen fra havnen ved Ostia-provinsen. Her løb Tiberen ganske passende og tillod fint transportmuligheder til Rom, og byen var på denne måde også udmærket sikret mod flådeangreb, hvor andre deciderede havnebyer ville lide mere direkte under et sårbart havneareal. Romerne har i dag Tiberen, og, jovist, de har stadig Ostia, men tanken om havet er altså direkte forbundet med denne smukke flod, der tilmed har resulteret i overdådige broer gennem byen. Havet er for romeren altid til stede i tanken, og når det åbner sig op mod vest, er forbindelsen til byen stadig intakt.

Think of the Ocean starter lettere kaotisk og mere end antyder tristesse. Der er en ensom bekymring i spil, der forstærkes af violinen, som tilmed giver plads til usikkerhed og forvirring. Da klaveret sætter ind, mærker man en lille ændring, der hverken er løsning eller forløsning. Men det er en indgang. Det er begyndelsen på forståelse af en karakters nostalgi og afsavn. Det hele bygger op og bliver ganske intenst. Det er på én gang et voksende kaos og en voksende forståelse til afvikling af selvsamme kaos.

Mauro Remiddi debuterede sent med sin første fuldlængde, og han fortsætter i samme modne spor, hvor han viser en fremragende forståelse for den menneskelige psykologi og kompleksitet.



/Martin

Det gode liv med jj

De svenske mystikere jj repræsenterer hverken rendyrket nihilisme eller hedonisme, men de afviser ikke disse livsanskuelser som begrænset til det amoralske eller for den sags skyld asociale. De er eksponenter for en interessant og ofte besynderlig italesættelse af vigtigheden af en diskussion, der kan synes tabt i politiske diskurser: hvad forstår vi egentlig ved joie de vivre?

Efter den mesterfulde debut jj°2 (2009) fulgte den let skuffende - om end momentvis stærke - jj°3 (2010). Både imellem og efter hørtes også enkelte remixes og covers, ligesom deres 'mixtape' Kills blev lagt gratis ud omkring julen 2010.

Til maj udgiver de nu jj°4, der imidlertid 'blot' er en 7" og digital singleudgivelse, selvom titlen altså kunne antyde en ny fuldlængde. Dermed tematiserer de igen det udvandede singlebegreb. Som tidligere står det overlegne Göteborg-label Sincerely Yours bag sammen med Secretly Canadian. Singlen er officielt ude 8. maj.



/Martin

Porcelain Raft

Det er ikke mange romere, jeg har skrevet om her på siderne. Af 437 indlæg er dette måske endda det første. Mauro Remiddi, der står bag Porcelain Raft, har da også været bosat et stykke tid i London efterhånden, men det gør ham ikke til mindre italiener.

Egentlig er han og hans musik gået min næse forbi, indtil han for nylig signede til Secretly Canadian, der udgiver hans kommende debutalbum. Den 37-årige er en alsidig herre, der har spillet i diverse bands og komponeret filmmusik, er for nylig sprunget ud med dette soveværelsessoloprojekt men har allerede en del EP'er bag sig, der kan høres og hentes kvit og frit på hans Bandcamp.

"Amateur's Feeling" by Porcelain Raft by DOJAGSC

/Martin