Fabiana Palladino og en følsom vilje

Verden er et flot sted meget af tiden, nogle gange smuk, selvfølgelig ofte grotesk. Og verden ville afgjort være endnu bedre, hvis en sang som Shimmer af Fabiana Palladino var en form for sommerhit.

Den skal dog nok komme ud til en del lyttere: den er nemlig udgivet af Paul Institute, som brødrene Jai og A.K. står bag. Førstnævnte, Jai Paul, har koproduceret og mixet Shimmer.

Sangen giver sig tid, folder sig langsomt ud, bygger på, angriber verden med en følsom vilje:

I can see the sign
You think I'm an easy target
I won't keep my voice down
I want, I want something I can shout about

Det dybt personlige er det universelle, og det universelle falder så tilbage på dig og mig og gør verden lidt mindre.

Den tålmodige opbygning leder op til et lille og alligevel nærmest majestætisk klimaks. Fabianas komposition ledsages utroligt veloplagt af enkle synths og guitarer spillet af Jai Paul, og trommeproduktionen i sidste halvdel af sangen er intet mindre end fantastisk. Der er hentet megen inspiration i 80'erne i almindelighed og Prince i særdeleshed, og der er et vist slægtskab med både Autre Ne Veut og How To Dress Well, om end det ofte er mere i sensibilitet og opbygning end i produktion.

Fabiana Palladino fra London har kun udgivet to singler. Mystery fra 2017 blev ligeledes udgivet af Paul Institute. Brødrene Paul startede deres institut/label for pop og mystik i 2016 i forbindelse med udgivelsen af en A.K. Paul-single.

Shimmer blev udgivet sammen med en ny (og udmærket) single af Ruthven.



/Martin

Årets album 2013: De 10 smukkeste

Honourable mentions.
Femogtyve til elleve.

10. Postiljonen - Skyer

To svenskere og en nordmand har under navnet Postiljonen lavet en debutplade, der på smukkeste vis beviser, at 'letbenet' bestemt kan være en positiv betegnelse. Synthpop, der godt måtte få endnu mere saxofon.

9. Los Campesinos! - No Blues

Betegnelsen powerpop er efterhånden den mest umoderne, man kan forestille sig, og derfor synes bedriften så meget desto større: Los Campesinos! har med No Blues lavet årets stærkeste album af slagsen. Sanger og frontmand Gareth har proppet albummet med fantastiske fodboldreferencer, og tekstuniverset er generelt lige så stærkt som altid. Veloplagt og forrygende skruet sammen. Læg i øvrigt mærke til, hvor meget arbejde guitarist og komponist Tom har lagt i sangenes introer. Netop dette element findes ikke bedre i popmusikken i 2013.

8. Julianna Barwick - Nepenthe

I 2010 var The Magic Place noget af det absolut smukkeste, man kunne få fingrene i. Da Julianna Barwick i 2013 så delte sin nye sang One Half, fik vi lov at høre hende på en måde, der rent faktisk gav plads til at dechifrere bidder af teksten. Nepenthe byder på flere små overraskelser, men det er langsomheden og nøjsomheden, der får lov at skinne igennem. Og det hele skinner.

7. Daughter - If You Leave

Hvad angår tristesse, overgik ingen Daughter i det herrens år totusindogtretten. Denne form for drama dyrker jeg generelt ikke længere; omvendt gøres det sjældent så godt som på If You Leave, der fra start til slut er fyldt med fantastiske melodier og veloplagte klichéer.

6. Darkside - Psychic

Det hele starter langsomt med Golden Arrow, og sådan fortsætter det. Det langsomme groove, som Nicolas Jaar er så kendt for, bliver på Psychic suppleret så glimrende af Dave Harrington, der særligt med sine virkelig fine guitarflader imponerer.

5. Håkan Hellström - Det kommer aldrig va över för mig

Skandinaviens uden tvivl bedste sangskriver og fortolker af populærmusik kom tilbage med et brag i 2013. Håkan indspillede angiveligt næsten alt selv, og hans pause fra musikken (grundet familiære årsager) har tilsyneladende givet ham den energi, der skulle til for at kreere hans bedste album siden Ett kolikbarns bekännelser. Endnu en perle i rækken af udelukkende gode plader fra Göteborgs førstesøn.

4. Moonface - Julia with Blue Jeans on

Det føles noget så slidt af kalde en plade for "nøgen" eller "nedbarberet", men vi forfalder til så meget, når vi bliver fanget på mellemhånd. På sit nyeste opus har én af vor tids bedste sangskrivere og sangere, Spencer Krug, sat sig alene ved klaveret. Det er der kommet en fabelagtig plade ud af, der tilmed har én af årets smukkeste linjer:

And I am a barbarian, sometimes
Been a barbarian most of my life
But sometimes, sometimes
I'm a lamb upon your altar
I'm just a lamb when I recall
How I asked you
Where you want to be buried
And you asked me the name
of the town where I was born

3. CHVRCHES - The Bones of What You Believe

Den skotske trio stod bag den bedste single i 2012, The Mother We Share, der får lov at indlede deres første langspiller. Pladen holder niveau stort set hele vejen, og Lauren Mayberry synger sangene med en fremragende indlevelse. Den mest charmerende kvindelige vokal i 2013.

2. Jon Hopkins - Immunity

Tålmod er måske nøglen. Det hårde beat fra pladens start vil måske skræmme nogle lyttere og lyde mere i retning af techno, hvilket det bestemt ikke er eller viser sig at være. Snarere har Jon Hopkins skabt en på mange måder filmisk oplevelse, der ved et par lejligheder bliver meget stille og meget ømt. Titelsangen mod slutningen af pladen er således ét af årets absolut smukkeste øjeblikke.

1. Autre Ne Veut - Anxiety

Med sin anden plade ramte Arthur Ashin plet. Titlen på pladen er ganske perfekt, ligesom albumcoveret også er det. I starten var Skriget af Munch i midten, hvilket Ashin blev påbudt at fjerne. Det hele starter med årets måske bedste sang, Play By Play, der går stærkt i retning af Prince. Det er formentlig den eneste plade fra 2013, hvor alle sange - uden undtagelse - er fantastiske. I hvert fald på de plader, der bygger på sange i populærmusikalsk forstand. Det hele er måske for teatralsk for mange, men det må være deres tab. Av hvor er det godt.

/Martin

Autre Ne Veut går et skridt videre

Autre Ne Veut har allerede udgivet én af årets stærkeste plader, Anxiety, der udkom tilbage i februar på Mexican Summer. Nogle måneder senere så jeg ham i Berlin til en relativt underlig men stærk koncert, hvor hans stemme var særdeles ødelagt og dog slagkraftig. En oplevelse og et stærkt 2013 indtil videre.

Nu har han så en ny sang ude som del af Adult Swims "summer singles series". Titlen er ganske enkelt On and On, og den afspejler ligesom kompositionen den komplekse enkelthed, der udforskes i Autre Ne Veuts univers, der netop ofte er præget af en forbandet evighed, der til tider kan minde om de følelser, som vor helt og antihelt gennemgår i en bog som The Picture of Dorian Gray (se for Guds skyld ikke filmatiseringen med Ben Barnes).

Ganske bemærkelsesværdig er også sangens outro, der på det nærmeste er en sang i sig selv og tigger og beder om at blive fuldendt af lytteren et sted mellem dennes hoved og næstkommende destination.



/Martin

Autre Ne Veut i storform

For godt to år siden skrev jeg lidt om Autre Ne Veut, en imponerende one man army fra Brooklyn, der angiveligt lystrer det borgerlige navn Arthur Ashin. Den 25. februar udgiver han sit nye album Anxiety på Software, og han har netop sluppet andensinglen Play By Play, der er en ganske fremragende popsang.

Damals, tilbage i januar 2011, skrev jeg, at han var del af den whitey-bølge af R&B, der var ved at sætte sig godt og grundigt igennem, og selvom der stadig er spor heraf, lyder han nu mere, ja, storladen. Det er patetisk i ordets oprindelige forstand, og det fungerer fortrinligt.

Sangen når på den anden side af de fem minutter, og afslutningen er i sig selv utroligt lang. Den indleder det nye album, selvom den lige så godt kunne være sidste skæring. Godt halvdelen af sangen er et intensiverende klimaks. Det er strukturen fra en proper 80'er-ballade forklædt som avant-pop. Et fragmenteret kor slutter sig til Ashin, der selv skralder mere og mere igennem. Særligt fra 3:50 aner man denne tidslomme, hvor kvindestemmen freestyler hjerteskærende gentagelser med små variationer over den stærke melodi. Sikken romantik!



/Martin

Autre Ne Veut

Det nye år har indtil videre tilladt mig at få samlet lidt op på nogle ting, der gik mig forbi sidste år. Én af disse er énmandshæren Autre Ne Veut ('jeg vil ingen andre' / 'jeg vil ikke have andre' - ikke sandt, franskkyndige?), der er en del af den whitey-bølge af R&B, der er skyllet ind over land de seneste år.

Med Autre Ne Veut er der dog tale om væsentligt mere positiv og (næsten) dansabel musik end med eksempelvis en How To Dress Well. Angiveligt skulle amerikaneren også være ret vild live. Det lyder semikitschet uden at forsøge at være, hvilket er lidt af en bedrift.

Det var årets første uge i det nye år. Må det være startet glimrende for alle.

MP3: Autre Ne Veut - Two Days of Rain

/Martin