Nyt fra Calexico

Det må være på tide med noget mere dad rock på disse sider, og selvom man ikke som sådan kan kategorisere evigt habile Calexico som dette, er der i deres mindre deprimerende sange en vis affinitet.

Bandet er ved at være klar med deres syvende fuldlængde (eksklusiv et soundtrack), der har fået titlen Algiers og bliver udgivet 10. september på legendariske City Slang.

De første par singler lyder lovende og afspejler fint bandets bagkatalog: Delvist hjemsøgt og en anelse foruroligende (Para), delvist på vej fremad med en forsigtig entusiasme (Splitter).

MP3: Calexico - Para





/Martin

Nyt fra Why?

Efter to års pause var jeg tilbage på Roskilde Festival i år, hvor jeg genfandt gejsten. Egentlig var mangel på dette ikke grunden til mit fravær de seneste par år, men den var en anelse aftagende, hvorfor årets vellykkede festival var mere nødvendig end først antaget. Der er rigeligt med tilgængelige anmeldelser og reaktioner, så det vil jeg ikke kede jer med. Mest begejstret var jeg nok for The Low Anthem, hvor alt gik op i en højere enhed. En sjældent smuk omgang og noget af det bedste jeg nogensinde har overværet på Roskilde.

Nu må jeg hellere forblive loyal mod overskriften: Der er skam nyt fra Why?, og det er heldigvis en herlig omgang! De har en EP ude 13. august på berlinske City Slang, hvorfra man nu kan høre singlen Sod in the Seed. Jeg var ret skuffet over Eskimo Snow fra 2009, og lige så skræmmende det kan være, at der er gået tre år siden udgivelsen, lige så megen optimisme er der grund til at føle at dømme efter førstesinglen.

Yoni Wolf er tilbage i fin form med veloplagte strofer, der bl.a. ironiserer over tilværelsen som en "minor star", der kun være med en kvinde, der kører en "hybrid car" etc. Der leges også med variationer over accepten af ikke just at være en altruistisk skikkelse. Nu må vi bare vente en måneds tid og derefter håbe på en ny fuldlængde, der kan vise takterne fra ældre sager som Elephant Eyelash eller Alopecia. Av.

So what if a man blinks in Morse code while singing if he's singing his heart out?





/Martin

Tidens tand - fra godt til rigtig godt

At høre et album, rigtigt høre det, kræver ofte tid. Og ikke bare nok tid - ofte kræver det den rigtige tid. Timing. Koblingen mellem sanser og hukommelse gælder i dén grad også i musikkens verden, og vi forbinder derfor ofte noget bestemt med et album, hvilket simpelthen gør musikken mere speciel. Eller sagt mere bombastisk: Det udløser magien i det indspillede værk.

Tysklands bedste band, The Notwist, ventede hele seks år, før de udgav opfølgeren til nyklassikeren Neon Golden. Og med god grund. Dels var 2002-albummet så fremragende, at det krævede en del mod, tålmod og overskud at gå i gang med en opfølger, dels havde medlemmerne travlt på både privatfronten og med sideprojekter.

Målt i internettid kan det for mange allerede virke forældet at skrive om deres nyeste værk, The Devil, You + Me, men netop her spiller tiden ind. Efter at have hørt albummet et halvt dusin gange med en idé om, at det var et "godt album" (og ikke meget mere end dét), gav jeg det en chance igen en lørdag omkring middag - stadig påvirket af den foregående aftens eskapader. Da ramte det plet. Det gav mening. Det komplekse værk blev overskueligt, og Marcus Achers vokal var igen tilbage på toppen. Nu sang han ikke kun for sig selv.
Og var det seks års ventetid værd? Ja, det kommer vel an på, hvilket forhold man har til tiden.

The Devil, You + Me er ude nu gennem det glimrende City Slang.

MP3: The Notwist - Good Lies

/Martin