Når man gør oprør mod rockismen, risikerer man at falde for selvsammes begrænsende mekanismer. Rockisme er ikke – som Henrik Marstal fejlagtigt har antaget – udelukkende et begreb, der omhandler "rocken". Det er idéen om, at visse udtryksformer skulle forekomme mere "autentiske" end andre, og navnet antyder så, at mange konservative musiklyttere anser "rocken" som sådan, men det kunne ligeledes anvendes om så meget andet, hvilket vi kommer til at mærke de kommende år.
Det kunne dog være befriende, om vi kunne slippe for at opstille modsætninger, selvom man til tider støder på enkelte personligheder, der måtte have noget interessant at sige derom (Neil Tennant er én af dem). Lad os for en stund nøjes med at hylde en omgang ultrapop fra den amerikanske duo Holychild. De kalder det selv for "eksperimenterende pop", men der er ingen grund til at forsøge at spille på det eksperimenterende for at sælge dette herlige morgenmadsprodukt (se også billedet). Det er, hvad det er, og der er ingen grund til skam.
/Martin
Viser opslag med etiketten Neil Tennant. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Neil Tennant. Vis alle opslag
tirsdag den 3. juni 2014
fredag den 7. december 2012
Nothing
Philadelphia-scenen lever i bedste velgående. Blandt de nytilkomne er Nothing, der gør sig i en relativt poppet omgang shoegaze. De har netop signet med A389 Records, primært kendt for mere hardcore og metal, der næste år udgiver bandets første fuldlængde.
Gruppens klart stærkeste sang er Downward Years to Come, der er den eneste af deres sange, der giver nok plads til vokalen. Det hele er ret støjende, som det sig hør og bør med denne slags shoegazer, men den luftige vokal skaber en forrygende popbalance. Carsten Holm sammenlignede den sågar ganske smukt med Neil Tennant!
Det hele starter ret ligepå og angriber lytteren. Trommerne varierer kompetent, og efter tre og et halvt minut indikerer de ved deres poetiske fravær, at sangen stopper. Det er dog kun delvist tilfældet. I stedet får vi en lang og sørgelig outro, der nærmest grænser til ambient, som man kender det fra No Age, når de sætter ind med disse pauser.
EP'en, af samme navn, holder ikke niveau hele vejen igennem, men der er lagt op til en lovende debut LP - trods alt.
/Martin
Gruppens klart stærkeste sang er Downward Years to Come, der er den eneste af deres sange, der giver nok plads til vokalen. Det hele er ret støjende, som det sig hør og bør med denne slags shoegazer, men den luftige vokal skaber en forrygende popbalance. Carsten Holm sammenlignede den sågar ganske smukt med Neil Tennant!
Det hele starter ret ligepå og angriber lytteren. Trommerne varierer kompetent, og efter tre og et halvt minut indikerer de ved deres poetiske fravær, at sangen stopper. Det er dog kun delvist tilfældet. I stedet får vi en lang og sørgelig outro, der nærmest grænser til ambient, som man kender det fra No Age, når de sætter ind med disse pauser.
EP'en, af samme navn, holder ikke niveau hele vejen igennem, men der er lagt op til en lovende debut LP - trods alt.
/Martin
Etiketter:
A389 Records,
Neil Tennant,
No Age,
Nothing
Abonner på:
Opslag (Atom)

