Lifeguard

Lifeguard: Ripped and Torn

Ungt Chicago-band, der har et vist slægtskab med Horsegirl. Også et bogstaveligt slægtskab, da en gut i Lifeguard har en søster i Horsegirl. Sødt.

En anden gut i denne trio laver et zine ved navn Hallogallo opkaldt efter Neu!-klassikeren.

Med Lifeguard er vi dog ude i noget mere punket. Randy Randall fra No Age har produceret, og de må også formodes at være forbilleder: Det er rastløst i både stil og lyd.

Det er ofte hurtigt og effektivt, men de fungerer også langsommere, fx på titelnummeret, hvor man også tydeligt hører Wire-inspirationen. En god rockskive.

/Martin

Nothing

Philadelphia-scenen lever i bedste velgående. Blandt de nytilkomne er Nothing, der gør sig i en relativt poppet omgang shoegaze. De har netop signet med A389 Records, primært kendt for mere hardcore og metal, der næste år udgiver bandets første fuldlængde.

Gruppens klart stærkeste sang er Downward Years to Come, der er den eneste af deres sange, der giver nok plads til vokalen. Det hele er ret støjende, som det sig hør og bør med denne slags shoegazer, men den luftige vokal skaber en forrygende popbalance. Carsten Holm sammenlignede den sågar ganske smukt med Neil Tennant!

Det hele starter ret ligepå og angriber lytteren. Trommerne varierer kompetent, og efter tre og et halvt minut indikerer de ved deres poetiske fravær, at sangen stopper. Det er dog kun delvist tilfældet. I stedet får vi en lang og sørgelig outro, der nærmest grænser til ambient, som man kender det fra No Age, når de sætter ind med disse pauser.

EP'en, af samme navn, holder ikke niveau hele vejen igennem, men der er lagt op til en lovende debut LP - trods alt.



/Martin

Crushed Beaks

London-duoen Crushed Beaks har en enkelt singleudgivelse bag sig, som de har udgivet gennem Too Pure Singles Club. Meget andet vides der endnu ikke om dem, men at dømme efter disse to første sange er der meget at se frem til.

Gruppen spiller en slags støjpop med en velkendt wall of sound. Melodien er fængende nok til, at man som lytter kaster sig ud i at dechifrere mudderet, og man finder samme søgen efter solskin, som det søges motiveret af eksempelvis Crocodiles og til tider No Age og A Place to Bury Strangers (hos sidstnævnte regner det en del mere). Et skvæt Yo La Tengo er der vist også tilføjet.

Ved en sang som Sun Dogs starter man med et fade in, hvorefter trommer tilføjes. Pludselig er det hele i gang, som om det længe havde været tilfældet. Vi får altså antydningen af en proces - og lige så vigtigt: bevidstheden herom. Herefter glemmer vi idéen om en illusion og kan i stedet nyde at være midt i et organiseret kaos.

Singlen kan findes og købes på gruppens Bandcamp.



/Martin

Lidt til weekenden

Jeg har lyst til øl men mest behov for kaffe. Rækkefølgen finder jeg nok ud af.

Som så mange andre har jeg også haft god gejst over den nye No Age. På den nye single Glitter er der en mørkere side at høre. På en måde er der mere konsekvens på spil. En anden form for vilje. Det lyder næsten mere skræmmende end romantisk, der der synges I want you bad... Underneath my skin. Fantastisk effektiv sang.

Et dejligt nyt bekendtskab er Unknown Mortal Orchestra. Jeg ved vitterligt intet om dem, og man kan ikke finde noget info på dem, så jeg lader musikken tale.

Nu vil jeg egentlig også gerne have den øl, så jeg stopper her. God weekend!

MP3: Unknown Mortal Orchestra - Thought Ballune
MP3: Unknown Mortal Orchestra - FFunny Frends
MP3: No Age - Glitter

/Martin

Male Bonding

Jeg har været lidt langsom om at få lyttet til engelske Male Bonding. Efter endelig at have fundet tid til det sidder jeg da også tilbage med følelsen af, at det kun var på tide.

Gruppen har netop sluppet deres første langspiller, Nothing Hurts, på Sub Pop, og der lader til at være fundet noget inspiration i L.A.-scenen med navne som No Age, Abe Vigoda og Mika Miko. Det hele føles dog naturligt, og det handler snarere om den gode sang og det gode riff end om et håbløst krav om noget unikt. Og så må det også siges, at disse kun udgør en del af inspirationen. Der trækkes også på mere rastløs, guitarorienteret 90'er semipop.

Albumtitlen er en dejlig stædig holdning til tingene. Eller en slags fandenivoldsk indstilling til tingene. Eller en ironisk og/eller ynkelig afvisning af tingenes faktiske tilstand. Den er svær at ignorere, og den passer på en måde fremragende til musikken. Formentlig et tilfælde. Og man sidder da også tilbage med en god følelse af tilfældighed: Naturlighed. Det bliver aldrig tænkt. De gør det bare, og det skader ingenlunde.

MP3: Male Bonding - Year's Not Long

/Martin

Mystery of Two

No Age er ikke bare et fantastisk band, der har udgivet fantastiske EP'er og LP'er. De har også til en vis grad legitimeret punk eller semi-punk som popmusik de seneste par år. Der hersker stadig en forholdsvis bred opfattelse af punk som noget eksklusivt, der intet har at gøre med pop og popverdenen. Noget, der hører bestemte miljøer til. Undergrundens sønner og døtre. Men det er jo langt hen ad vejen en barnlig tanke. Popmusik kan være alting og høres i snart sagt alle genrer. Det behøver ikke være et skældsord.

Han ville måske selv være uenig, men Jay Reatard er eksempelvis i udpræget grad popmusik med et punket twist. Ikke den anden vej rundt. Ligesom hos No Age er det de gode melodier og popstrukturen, der skaber sangene. Produktionen kan derefter variere. Hos Jay er det pænt produceret. Hos No Age er det mere lo-fi. Hos Times New Viking er det ekstremt låw-faj.

Mystery of Two fra Cleveland, Ohio hører ganske vist ikke til (pop) punk-kategorien som sådan. Faktisk ret langt fra. Derimod lyder de som om, de kommer netop derfra og har besluttet at implementere en ironisk distance med hjælp fra Talking Heads-inspiration, ligesom også noget Oxford Collapse (R.I.P.) kan høres.
Gruppen udgav deres debutalbum Arrows Are All You Know i 2007 og udgav en selvbetitlet opfølger i 2009 via Exit Stencil. Flere mp3'er kan findes på selskabets hjemmeside.

MP3: Mystery of Two - Repeat It
MP3: Mystery of Two - French Rocking Horse

/Martin

Årets album 2008 - Camilla

10. The Acorn – Glory Hope Mountain (Paper Bag)

Vi har først fået glæde af The Acorns behagelige folk-pop i Europa her i år, selvom albummet ”Glory Hope Mountain” allerede blev udgivet i USA tilbage i 2007. Anmeldelserne har ikke været voldsomt lovprisende (ej heller hos Pitchfork, FY!), men forsanger Rolf Klauseners skrøbelige stemme og den Akron/Family-inspirerede musik, fortjener uden tvivl et nærmere lyt.
The Acorn på MySpace


Portishead - Third (Island)

10 års ivrig venten er slut. Third er udgivet og har været ventetiden værd. Det trækker lytteren ind i en mørk, melankolsk verden. En verden opbygget af eksperimentelle, trip hop-toner, som vi også kender det fra de tidligere plader, de Bristol-bosatte har sendt på gaden. Dette er et album, der fortjener et utal af gennemlytninger for at få alle detaljer med.
Portishead på MySpace

8. TV on the Radio – Dear Science (4AD/Interscope)

Det er ikke fordi, jeg kan prale af at have lyttet til Dear Science utallige gange. Gennemlyttet er det dog blevet, og det er svært ikke straks at være klar over, at man her har med en af årets mest gennemførte art-rock plader at gøre.
Tv on the Radio på MySpace

7. Atlas Sound – Let The Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel (Kranky)

Atlas Sound er navnet på Deerhunter-forsanger Bradford Cox’ soloprojekt. Jeg anmeldte albummet for Undertoner tilbage i februar, og allerede dér herskede der ingen tvivl om, at det med sit ambiente og skrøbelige univers, ville finde en plads på min årsliste.
Atlas Sound på MySpace

6. Cut Copy – In Ghost Colours (Modular/Interscope)

Cut Copy har med det dansable electropop-album In Ghost Colours bevist, at Australien ikke kun kan prale af operahuse, Kylie Minouge, kænguruer, Ayers Rock, Steve Irwin, Architecture in Helsinki, koalaer... og AC/DC.
Cut Copy på MySpace

5. No Age - Nouns (Sub Pop)

Ligesom Abe Vigoda slog amerikanske No Age deres folder i det punkede undergrundsmiljø i LA. Selvom de nu har vundet mere og mere succes uden for deres hjemby, har de ikke skruet ned for hverken punkreferencerne eller støjniveauet på Nouns. Heldigvis. Pladen lever mindst ligeså meget op til sin forgænger Weirdo Rippers fra 2007.
No Age på MySpace

4. Vampire Weekend – S/T (XL)

Indrømmet - Der har ikke altid hersket hed kærlighed mellem mig og Vampire Weekend, og i starten var jeg stædigt overbevist om, at forsangeren, Ezra Koenig, burde finde sig et dårligt reggae-band at rode med i stedet. Heldigvis er det uretmæssige had blevet til henrykkelse, og Vampire Weekend havner derfor, med deres alternative, glade popsange, på en fjerdeplads. Vampire Weekend på MySpace


3. Jay Reatard – Matador Singles 08 (Matador)

Tidligere på året udgav Jay Reatard Singles 06-07 og her i oktober blev det til Matador Singles 08. Begge plader indeholder et hav af garage-punk og melodisk pop inspirerede sange, og selv et skønt cover af Deerhunter-nummeret ”Fluorescent Grey” kan det blive til på MS 08. Der kan derfor på ingen måde tales om et dalende niveau for hr. Reatard trods sin store produktivitet.
Jay Reatard på MySpace

2. Abe Vigoda - Skeleton (Post Present Medium)

De LA-bosatte Abe Vigoda har i år stået model til danske anmeldertæv fra henholdsvis Gaffa og Undertoner. Heldigvis er vi et par stykker, der modsat Undertonerskribenten, ikke tager udgangspunkt i bandets - åbenbart pinlige - pressemeddelelse, men i stedet for rent faktisk lytter til selve musikken. Og den er støjende og prægtig!
Abe Vigoda på MySpace

1. Deerhunter – Microcastle/Weird Era Cont. (Kranky/4AD)

Jeg elskede dem sidste år for Cryptograms. I år er de, om muligt, elsket endnu mere for deres Microcastle. Jeg mangler ord. Minimalisme, ambient og lofi-garage rock er åbenbart en guddommelig kombination.
Deerhunter på MySpace

Må I alle have et rigtig prægtigt nytår!
/Camilla

Årets album 2008 - Martin (1-10)

Så er vi nået til top 10! Se første del af Martins top 25 her.
Om 2008: Inden for hvad mange vil kalde indie-verdenen var 2008 præget af færre udgivelser fra etablerede grupper end sidste år (der bød på udgivelser af grupper som Interpol, Modest Mouse, Clap Your Hands Say Yeah, The Shins, The Arcade Fire, Animal Collective etc.).
2008 har til gengæld givet plads til mange spændende debutanter og en del albums fra bands, der er blevet stemplet som neo-folk, psych-folk og new-primitivism. Hvor 2007 bragte nogle af disse begreber på folks læber, er de først i år blevet hvermandseje. En anden heldig udvikling har også fundet sted i 2008: Et større udbud af grupper, der finder inspiration i verdensmusikken og er i stand til at forbinde den med en vestlig pop- og rocktradition. Endnu et spændende år for musikken! Og nu til resten af listen:

10. Portishead - Third

At vente ti år med at udgive album nr. 3 er ret rock 'n' roll. At skabe så vanvittige forventninger efter kun to plader er endnu vildere. At skabe et så helstøbt og helhjertet album som Third og dermed reaktualisere sig selv så overbevisende - det er en kunst. Portishead lyder ikke en dag forældede, og de sætter endnu engang musikverdenen på plads med deres dystre, elektroniske genialiteter.

9. Fleet Foxes - Fleet Foxes

Efter at have set på mange amerikanske årslister er en 9. plads ret lavt for debutanterne i Fleet Foxes. Jeg vil dog fokusere på, hvor imponerende det er at lyde så meget som sig selv på sin første fuldlængdeudgivelse, som det er tilfældet her. Fleet Foxes rammer bredt og kan ganske enkelt beskrives som både sofistikerede og pisse hyggelige.

8. Cut Copy - In Ghost Colours

Australske Cut Copy har med deres seneste udspil endelig erobret det store publikum, deres skønne pop fortjener. De fleste steder fremhæves gruppens inspiration fra 80'erne, men der er også en hel del fra 90'erne; de tager således elementer af naiviteten i eurodance og gør det, gisp!, interessant. Et forrygende album, der balancerer et mystisk sted mellem det dansevenlige og det melankolske.

7. No Age - Nouns

Punkduoen No Age imponerede sidste år med EP-opsamlingen Weirdo Rippers, der fandt plads på både min og Börneblogger Camillas liste over de bedste udgivelser fra 2007. I år udgav gruppen så deres første 'rigtige' LP - og de skuffer bestemt ikke. Blandingen af punk og ambient er spredt så elegant ud på albummet, at det ene aldrig overtrumfer det andet.

6. Atlas Sound - Let the Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel

Bradford Cox' soloprojekt Atlas Sound var ventet med stor begejstring af mange Deerhunter-fans. Hvordan ville denne særling udfolde sig på egen hånd? Én ting var sikkert: Udfolde sig, det ville han. Manden oser af kreativt overskud, hvilket på denne spirituelle rejse tager lytteren gennem en eventyrlig og skræmmende verden af shoegazer-pop, ambient og lofi-pop.

5. The Acorn - Glory Hope Mountain

Canadiernes seneste udspil har mange steder fået fine anmeldelser - men kun få steder modtaget de rigtig fine af slagsen. Havde jeg kun haft en måned til at gennemlytte pladen, ville den nok også ende med en sådan bedømmelse. Men ligesom åbningsnummeret Hold Your Breath, én af dette års smukkeste sange, folder albummet sig ud og bliver kun stærkere og stærkere. Folder sig ud, lukker lytteren ind, lukker. Åbner op til noget større. Rolf Klausener er en yderst undervurderet sangskriver, der nok skal få den fortjente respekt de kommende år.

(Glory Hope Mountain udkom i USA sidste år, men fik først sin europæiske udgivelse i år)

4. Vampire Weekend - Vampire Weekend

Med så massiv hype op til udgivelsen af dette års bedste debutalbum skulle det blive spændende at se, om amerikanerne kunne levere varen. Det kunne de åbenlyst - ud fra både salgstal og anmelderreaktioner. Der er intet at sige til det: Deres blanding af afrikansk musiktradition og vestlig poptradition er ganske unik. Ikke fordi de har opfundet noget revolutionerende - men fordi de gør det så godt. De smittende og medrivende sange leveres med så meget overskud, at det er svært ikke at lade sig begejstre.

3. The Dodos - Visiter

Amerikanske The Dodos er et underfundigt studie i, hvordan man med simple midler stadig i 2008 kan skabe noget unikt. Om det så hører under psych-folk, neo-folk eller hvad. Meric Long er en fremragende guitarist og sanger, og Logan Kroeber er en fremragende trommeslager. De har den tekniske kunnen, og de har noget at bruge den til: De skriver ganske enkelt bedre sange end de fleste.

2. Deerhunter - Microcastle

Så kom Bradford Cox med to gange i top 6! Sidste år havde både jeg og Börneblogger Camilla svært ved at beskrive Deerhunters Cryptograms. Jeg vil heller ikke vove mig ud i en længere beskrivelse af album nr. 3. Det er simpelthen ufatteligt svært at beskrive, hvad Deerhunter gør, men de gør det rigtigt. Der er tale om en art rejse i nyere rockhistorie, og den kan kun anbefales.

1. TV On The Radio - Dear Science

Hvis Microcastle er en rejse i nyere rockhistorie, så er Dear Science et studie i logisk alsidighed. Intet band har i 2008 vist så meget overskud, som TV On The Radio har med dette udspil. Der er alt, hvad hjertet kan begære, og amerikanerne har nu endelig indfriet det enorme potentiale og manifesteret sig som ét af nyere tids vigtigste orkestre. En gruppe, der giver fanden i, hvordan man bør lyde. En gruppe, der på magisk vis er endnu mere inspirerende, end den er inspireret - og så er vi ude i det transcendentale. Jeg er målløs.

(N.b.: Vi har valgt ikke at inddrage EP'er på vore årslister!)

Roskilde Festival 2008 - tilbageblik

Årets Roskilde Festival er overstået. Blandt gæsterne var de to Börnebloggere, der ikke fik set nær så meget musik som håbet. Enkelte koncerter blev helt misset, mens andre kun blev set halvt - eller mindre. Men alt i alt må det siges at have været en glimrende uge!

Blandt dem vi græd lidt over at gå glip af var Battles, Yeasayer, Cadence Weapon, Girl Talk, DSL, Jay Reatard og Dan Deacon m.fl.

Her følger en kort, kronologisk gennemgang af de koncerter, vi fik set:

MGMT, Odeon: Der er et vist potentiale at spore hos amerikanerne, men det er stadig svært at finde en decideret identitet hos dem. Koncerten manglede energi og virkede flad. De greb chancen, mens hypen var der, men de burde måske have arbejdet lidt længere på deres materiale.

Lupe Fiasco, Cosmopol: Vi fik kun set små tyve minutter af koncerten, der dog viste den unge herre i fin form.

Radiohead, Orange: Efter små fem sange tvang et ildebefindende hos en kær bekendt os til at gå fra koncerten. Før det var undertegnede dog grådkvalt over endelig at se de helte, han har ventet på at se siden midten af 90'erne. Bedømt på de fem sange: Helt fantastisk.

Band of Horses, Arena: På plade er Band of Horses et dejligt bekendtskab langt hen ad vejen. Enkelte af deres sange er ret intetsigende, mens andre er helt fantastiske. På det propfyldte Arena (tak til P3) viste gruppen god gejst, hvilket opvejede den ikke altid lige gode lyd. Det krævede lidt at vænne sig til, at Bed Bridwell jo ikke synger fantastisk live, men førnævnte gejst var heldigvis så smittende, at det aldrig blev et stort problem. Og så fik man endelig hørt The Funeral live!

Mogwai, Arena: Skotlands bedste band nogensinde kom endelig til Roskilde igen, og gudskelov havde de en overdådig sætliste med sig. Som skrevet på Undertoner var fans forberedt på, at det blev højt, men det blev aldrig højt nok. Dette er dog ikke nok til at fratage Mogwai den ære, de fortjener for deres smukke koncert.

Holy Fuck, Pavillon: Sikken energi! Og hvilken befriende popfest. Hvis blot de var halvt så gode på plade.

A Kid Hereafter in the Grinding Light, Pavillon: Ved et tilfælde kom vi forbi denne forfærdelige koncert. Intet mindre end pinligt var det. Vi priser os lykkelige for, at vi ikke også var forbi de to andre A Kid Hereafter-koncerter.

Tokyo Police Club, Pavillon: Soundvenue uddelte hele 6 stjerner til denne koncert, hvilket måske var i overkanten, men en positiv overraskelse var det bestemt. Med simple midler har de fundet en skabelon, der måske har visse begrænsninger, men samtidig virker på størstedelen af gruppens materiale. Gruppens første langspiller bliver til tider en anelse for emo, men humøret og spilleglæden på scenen var så rørende, at man kun kunne nyde de unge canadieres time plus det løse i teltet. I øvrigt deres længste koncert nogensinde. 21 sange (!) blev det til.

The Notwist, Astoria: Vi så forkert i tidsplanen og nåede derfor først til koncerten med Tysklands bedste band en halv time for sent. Jeg begræder det stadig. De så ud til at spille for sig selv, men det var også nok, når det lækre materiale kom så overbevisende ud gennem forstærkerne.

Neil Young, Orange: Det var ikke meget, vi nåede af Neil Young, men fra god afstand oplevede man dog at få en følelse af, hvorfor den gamle mand er så respekteret.

My Bloody Valentine, Arena: Vi nåede kun slutningen (dvs. ti minutter før de sidste tyve minutters rendyrkede, gammeldags larm), men det var også nok til at få kontakt med med støjrockhjertet.

Liars, Pavillon: Danskerne kommer måske aldrig helt til at værdsætte Liars fuldt ud, og specielt Gaffa har været forbeholdende over for dem, men hos os er der ingen tvivl om, hvor godt vi synes, det er. Anderledes var det ikke med natkoncerten på pladsens mindste telt, der bød på en yderst beruset frontmand Angus Andrew. Gang på gang satte han lydmændene og bandet på en prøve ved at vælte trommer og mikrofoner, men det bidrog kun til underholdningen. En fremragende koncert, der inkluderede en roadie, der fik lyst til at kaste øl ud til publikum - for derefter at kaste sig selv derud.

Chemical Brothers, Orange: Mellem Liars og No Age var der lidt plads til at høre de rutinerede Chemical Brothers, og det lød til at være noget af en fest. Ærgerligt der ikke var plads til mere.

No Age, Pavillon: ... Vi ville nemlig have en god plads til No Age. Den energiske duo svigtede heller ikke på scenen, hvor de i selskab med en flaske Jim Beam og et veloplagt publikum gav os en dejlig afslutning på en god dag for Pavillon-teltet.

Slayer, Orange: Bandet og musikken siger mig intet. Deres riffs og soli forekommer både uinspirerende og kedelige, og vokalen mangler i høj grad vitalitet. Alligevel blev vi pænt underholdt, primært af de ældre og begejstrede tilskuere.

Cat Power, Odeon: Den charmerende Chan Marshall leverede desværre en sløv koncert. Via Frekvens har vi kunne læse os til, at sygdom var årsagen dertil. Må hun snart komme sig og så komme tilbage.

Fuck Buttons, Astoria: Vores plan for søndag aften var at tage tilbage til lejren efter Fuck Buttons for at drikke os klar til Digitalism og Dan Deacon. Men uheldige omstændigheder, herunder regn, gjorde, at Fuck Buttons endte med at være sidste koncert for os på årets Roskilde Festival. I Danmark har bands det ofte svært, når de anvender repetitive grundrytmer og bittesmå detaljer, og det problem finder mange anmeldere også hos Fuck Buttons. Vi omfavner dog deres lyd og var mere end tilfredse med koncerten

(Foto: Thomas Arnbo)

/Martin

Ecstatic Sunshine

Beach House har hjemme i Baltimore, Maryland. Animal Collective startede deres samarbejde i Baltimore, Maryland. De sidste par dages indslag er en del af Wham City-kollektivet, der lover godt for østkystens fremtid. Der er meget at elske fra Baltimore, Maryland. Baltimore, Maryland. Nu nævner jeg ikke navnet mere i dette indlæg.

I dag fortsætter vores lille serie med trioen Ecstatic Sunshine. Et forunderligt band, der ofte ligger på grænsen mellem ambient (lidt over i moderne High Places-ambient) og den mere psykedeliske rock i en mere livlig version. Grænsen kan endda udvides til det direkte punkede. Punk i No Age-forstand uden vokalen. Men genrespekulation går altid grueligt galt og passer aldrig på alle sange, så det er nemmere bare at give dem et lyt. De spænder vidt, men klarer det glimrende.

De er svære at finde mp3'er med, så denne gang må I nøjes med MySpace og YouTube.

Ecstatic Sunshine - Anagram (live)



/Martin

Opkald dit nye band efter kendisser.

Da et uinteressant upcoming band fra London navngav sig Bono Must Die fandt de hurtigt ud af, at dét at opkalde sit band efter en kendis kan have sine fordele. Interessen for bandet med det provokerende navn voksede i hvert fald støt, og det samme gjorde fanbasen... (At de så i sidste ende endte med at blive sagsøgt af selveste hr. U2, og blev tvunget til at ændre navn til det lidt mere anonyme oRPHANS (FKABMD), er selvfølgelig nok ikke ligefrem den lykkelige slutning bandet havde regnet med, men heldigvis stadig fantastisk underholdning for alle os andre.)

Et andet band der har opkaldt sig efter en celeb, er Abe Vigoda. Den ”sande” Abe Vigoda er den nu 86-årige skuespiller, der er mest kendt for sin rolle som Sal Tessio i The Godfather, og for – lidt trist - gentagende gange i 80’erne at blive erklæret død i diverse medier blandt andet i People Magazine, selvom han levede i bedste velgående.
Bandet Abe Vigoda fra Los Angeles er i langt større grad mere anbefalelsesværdigt end Bono Must Die. Hovedsagligt fordi de har talent, og det har de andre ikke. De udgav deres debutalbum ”Kid City" i starten af 2007, og ved gennemlytning af den plade, er det er nemt at forstå, hvorfor de i LA deler noise-pop scenen med støjhovederne i for eksempel HEALTH, No Age og Mika Miko. På deres MySpace-side kan man dog nu lytte til to nyere numre. Det er Dead City/Waste Wilderness og Bear Face. Jeg kan vældig godt lide den skramlende lyd der hersker på ”Kid City”, men disse to numre overgår klart alt der er på pladen og viser langt større alsidighed i sangene end hidtil. Hvis deres fremtidige album kan holde denne høje standard hele vejen igennem, så bliver det i sandhed prægtigt.

Abe Vigoda - All Night and Day fra albummet "Kid City":


Find og download Dead City/Waste Wilderness på denne side

/Camilla

High Places

Man kommer langt som musiker, hvis man har en kendis som fan; således var der nok ikke mange, der kendte til eksistensen af High Places, før Bradford Cox (Deerhunter, Atlas Sound) over for Pitchfork kaldte deres CD-R demo fra 2007 for et af det forgangne års bedste udgivelser (det var i øvrigt også grundet hr. Cox, at mange fik øjnene op for L.A.-duoen No Age). High Places står stadig uden selskab, og de har endnu ikke andet end demoer på CV'et - men 2008 bliver et stort år for Brooklyn-duoen.

De har en vis lighed med Beach House (som i øvrigt snart udgiver opfølgeren til deres fantastiske, selvbetitlede debut fra 2006), men hvor førnævnte spiller på det helt igennem triste, er High Places en tand mere upbeat. De formår elegant at underspille det eftertænksomme, men det står stærkt tilbage i hukommelsen efter hver eneste sang. Bradford Cox beskrev musikken som "haunting", og det er uhyre præcist.

For en anden mærkværdigt løssluppen og alligevel præcis beskrivelse, kan der henvises til forsøget på last.fm:

"High Places channels the spirit of school bus sing-a-longs, back country camping trips, and first prize science fair projects, while conjuring dreams of faraway places through the use of field recordings, contact mics on houshold items, wind instruments and electronic thingamabobs."

Så kan man tænke over den.
Bandet er i øvrigt inviteret til at spille til Midi Fest i Frankrig i slutningen af juli, hvilket formentlig bliver grundlaget for en europæisk tour. Derudover har Deerhunter for nylig tilbudt dem at tage med på tour, så der skulle være nok muligheder for de danske spillesteder til at få dem lokket til.

MP3: High Places - Cosmonaut
MP3: High Places - Head Spins
MP3: High Places - New Grace
MP3: High Places - Shared Islands

/Martin

Los Angeles fever

Jeg skrev for nogle uger siden, at L.A. endelig havde markeret sig på den skæve musikscene i år efter nogle års dvale.
Bloggen Surfing on Steam har nu lavet nogle årslister, og blandt dem er der såmænd en top 10 over årets udgivelser fra L.A. - hvorfor No Age ikke topper listen (endsige er at finde på listen) er mig dog en gåde.
Listen toppes derimod af The Broken West, mens de larmende HEALTH indtager en 10. plads.

Find indlægget på Surfing on Steam her: Clique clique

MP3: Health - Triceratops
MP3: Health - Triceratops (CFCF Remix)
MP3: Health - Crimewave
MP3: Health - Perfect Skin
MP3: The Broken West - Perfect Games

/Martin

The Deadly Syndrome

The Deadly Syndrome burde flytte til Montreal. De fire talenter kommer fra vidt forskellige steder i det amerikanske og er nu bosat i L.A.
Kald mig ignorant, men medmindre man er til hip-hop har L.A. ikke haft meget godt at tilbyde musikverdenen på det seneste. 2008 har til gengæld givet os bands som HEALTH, No Age og nu The Deadly Syndrome.

Gruppen sammenlignes mange steder med Wolf Parade, hvilket der kun til tider er hold i; således er de ligesom disse canadiere også besat af at synge om spøgelser og har endda en sang om ulve. Når det kommer til selve lyden, er det kun i 2. halvdel af Animals Wearing Clothes, at de lyder som Wolf Parade. Men det er bestemt heller ikke noget dårligt navn at blive sammenlignet med!
Gruppen sammenlignes også ofte med The Arcade Fire (men hvem gør ikke det?), hvilket mest kommer til udtryk i vokalen. Falsetten er bedre, men Win Butler er bedre til at lyde ynkelig på en overbevisende måde.

Produktionen er simpel, har sikkert ikke kostet meget og ville måske passe bedre til en plade, der var mere lo-fi. Dog er det ved produktionen, at debutalbummet netop skiller sig ud fra de mange andre Montreal-bands, der som oftest har en ren produktion.

Og hvem kan stå for denne linie fra førnævnte Animals Wearing Clothes:

"Keep it to yourself / Make your life a living hell / Die a little everyday / most people die that way."

MP3: The Deadly Syndrome - Eucalyptus
Køb The Ortolan: Dim Mak Records

/Martin