Viser opslag med etiketten The Tallest Man On Earth. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten The Tallest Man On Earth. Vis alle opslag

tirsdag den 28. august 2012

Schultz and Forever

Bag Schultz and Forever står 17-årige Jonathan Schultz, der med sit band har indspillet EP'en Odd Stories. I år spillede de så på Spot Festival. Koncerten har sidenhen fået masser af god omtale, og her i det tyske bliver der også hvisket om Schultz. I næste uge får jeg så endelig muligheden for at se dem i det berlinske - endda to gange.

Vokalen kan bringe tankerne i retning af Dan Bejar. Enkelte har sammenlignet med landsmændene Choir of Young Believers, ligesom også The Tallest Man on Earth er blevet nævnt. Der er noget sandhed i det, men Schultz er som oftest en del mørkere. Faktisk passer musikken ganske fint på pressebilledet. På én gang nøgent og naturligt, på samme tid foruroligende og bizart.





/Martin

lørdag den 26. maj 2012

Nyt fra The Tallest Man on Earth

Under det herlige navn The Tallest Man on Earth leverede svenske Kristian Matsson en lille åbenbaring i 2010. Albummet hed The Wild Hunt, og det beviste, hvilken direkte styrke der stadig kan formidles gennem folk-traditionen.

Matsson har efterhånden måttet høre på sammenligningerne med Bob Dylan i adskillige anmeldelser og interviews, og disse er selvfølgelig uundgåelige. Det kan imidlertid hurtigt konkluderes, at svenskeren er en unik stemme i vor tid. D. 12. juni er troubadouren klar med sit nye album There's No Leaving Now, der udgives på det overdådige Indiana-label Dead Oceans.

Førstesinglen 1904 er nu sluppet løs, og selvom pladeselskabet beretter, at det nye album er mere afslappet, hører man på det nye udspil stadig den sense of urgency, der gør The Tallest Man on Earth til så særlig en oplevelse. En yderst sommervenlig single fra et forhåbentlig sommervenligt album. For at dulme og dæmpe forventningerne lidt virker det derfor passende med et billede, der kan hjælpe os med at slå koldt vand i blodet.



/Martin

fredag den 28. maj 2010

The Tallest Man On Earth

Den svenske troubadour Kristian Matsson, med kunstnernavnet The Tallest Man On Earth, er tidligere blevet nævnt kort på disse sider. Imidlertid påtvinger kvaliteten af det nye album mig at sætte flere ord på det og give dén ekstra anbefaling.

The Wild Hunt er trods simple virkemidler et både stærkt og varieret album med charmerende tekster. Matssons stemme brænder. Han brænder efter at få ordene ud, og han lyder ofte afklaret og utålmodig på én og samme tid. Trods det klassiske singer/songwriter-udgangspunkt klynkes der heller ikke synderligt på pladen. Sangskrivningen tyder på alle måder på en mand med overskud.

Tilbage i skoletiden var Series of Dreams min yndlingssang med Bob Dylan. Senere blev det dog Boots of Spanish Leather, og det har holdt ved siden. Så meget desto mere charmerer det mig med den klare reference, man finder på The Wild Hunt til Dylan i sangen King of Spain. Ja, referencen er faktisk ret klar hele albummet igennem. En fantastisk overraskelse af et album.

MP3: The Tallest Man On Earth - King of Spain

/Martin