Lafayette er en by i Louisiana, der er mindre end Århus. Herfra stammer kvintetten Givers, der laver pop, man kan smile til. Enkelte sange har en bid afro-pop i sig, og nogle steder sammenlignes de med Vampire Weekend. Den karakteristik passer ikke vildt godt særlig langt hen ad vejen. Men følg vejen tilbage til billedet til venstre og videre tilbage til musikken og døm selv.
I en tid hvor man ikke længere sender fysiske breve regelmæssigt ("hold kæft!"), er man måske ikke altid lige vel opdateret om beliggenheden for den nærmeste postkasse. Så jeg endte for få minutter siden på en forlænget spadseretur i en sådan søgen, og på ca. halvdelen af turen bestilte jeg ikke så meget andet end at have sangen Colours med Grouplove på hjernen.
Raindeer fra Baltimore er ret meget i tidens ånd. Både hvad angår lyd, navn og promovering. Men det er alligevel for nemt at sige så enkelt. Egentlig er det et soveværelsesprojekt af en vis Charlie Hughes, som for nylig har fået sig et liveband. Det har tilsyneladende været nødvendigt, da der har været ret god opbakning til den ganske gratis, download-only debut EP (det var det med den moderne promovering).
Den svenske instruktør Roy Andersson står bag billederne fra denne musikvideo, der stammer fra filmen En Kärlekshistoria (1970). Summer Camp er engelske, men skulle efter sigende elske at blive forvekslet med svenskere.
Sea Lion var og er et fantastisk album. En stor bedrift. Jeg husker stadig, hvordan min første koncert med The Ruby Suns var en skuffelse en stor del af vejen, og hvordan Ryan McPhun virkede uoplagt og til tider nedladende over for publikum. Et år senere spillede de så en fremragende koncert på Musikcaféen. Det legesyge univers kan siges at være ustabilt, og til tider rammer de heldigvis plet.
Der var engang i dette årtusind, Montreal blev betragtet som en musikalsk hovedstad. Alt imens den ikke som sådan er blevet meget mindre interessant, har opmærksomheden dog flyttet sig lidt væk. Jeg husker ikke engang, hvornår jeg sidst skrev om noget nyt fra Montreal.
Jeg har lyst til øl men mest behov for kaffe. Rækkefølgen finder jeg nok ud af.
Jeg må indrømme, at jeg blev en smule overrasket over, at Local Natives skulle få så kraftigt et gennembrud. Ikke at Gorilla Manor ikke er et rigtig fint album! Og deres gamle demoer var også meget stærke. Overraskelsen var dog stadig stor. Noget uortodokst for disse tider udgav amerikanerne debutalbummet i England i første omgang, og senere trådte så Frenchkiss til med en udgivelse i USA, der bl.a. kastede en Best New Music af sig fra P4k. Men i Danmark tog vi såmænd også godt imod dem. Fra Soundvenues blog til denne blog, fra A-rotation på P3 til Roskilde Festival. Ikke dårligt.
Jeg hører ikke ret meget andet end The Field Mice og Ride disse dage. Særligt førstnævntes When Morning Comes to Town er blevet spillet flittigt. En ret ligetil tekst om et brud. På dansk mangler vi et ord, der til fulde rammer det engelske drift - og dermed også to drift apart. Jeg håber, jeg snart får lejlighed til at høre sangen på vej hjem fra en bar kl. 6 om morgenen. Mere perfekt kan det næppe blive.
Det irske pladeselskab Indiecater har tidligere givet os de glimrende Candy Claws, som vi har skrevet om et par gange tidligere. Sidenhen er de skiftet til Twosyllable og har fået fin kærlighed med deres nye album fra bl.a. P4k.
Dette hører måske ikke til i starten af august. Men selv (hvad der burde være) højsommer har sine mørke øjeblikke. Øjeblikke hvor de mindre lyse minder presser sig på. Sådan er musikken hos Perfume Genius. En ung mand, der lyder som om, han har levet i adskillige år flere, end han har.
Flyttekasserne er ved at være pakket, og alting er klar til at flytte med til Berlin. Tingene virker i øjeblikket som en form for organiseret rod. Eller noget, der på én gang er forvirrende og betryggende. Eller snarere i denne situation: Betryggende fordi det er forvirrende og nyt - og til tider eksisterer dette behov i så stærk grad, at det betryggende er iboende i det nye. Forstået som udfordringer og bekæmpelse af stilstand.