Forleden bad jeg Local Natives anbefale mig nogle bands fra deres lokalområde. Det blev til tre bands, der alle er gode venner af Local Natives, og vist også hinanden, i det sydcaliforniske. De tre bands er følgende:
The Union Line blev dannet i starten af 2008 og er således stadig ganske grønne. Til trods for dette har de allerede turneret heftigt og har en del koncerter på deres CV - bl.a. med Local Natives, som de også har udgivet en 7" vinyl med. Flere af deres sange er ret 60'er-inspirerede. Ud fra hvad jeg har hørt, forekommer sangen Pearls mest interessant. Her er også elementer af The Acorn at finde.
Voxhaul Broadcast er udpræget amerikansk. Nogle gange en smule hillbilly. Der synges om "lazy afternoons", og der er en del soul over flere af sangene. De besidder en fin energi og rastløshed. Understreget af at de indspillede deres EP live på en dag. De spillede sidste år til både CMJ og SXSW, men det har altså endnu ikke kastet så megen opmærksomhed af sig.
Sidste band er Aushua, den bedste anbefaling af de tre fra Local Natives' Kelcey. Aushua har en mere beskidt lyd og kan til tider minde om The Walkmen som popband. Kvartetten består af tre brødre og en ven (de beskriver det selv som "tre brødre og en hippie").
Vi siger tak til Kelcey og Local Natives for anbefalingerne!
/Martin
tirsdag den 14. april 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar